”Tænk hvis vi slår Dyne-Larsen”

Dagplejere i offen-siven til Danmarks-indsamlingen

Af
Anette Bonde

800.000 kroner er ikke urealistisk at kunne sende til Danmarks Indsamlingen. Bager de danske dagplejere og deres børn tilpas mange cupcakes, kan salget af dem sagtens komme op i nærheden af et millionbeløb.
Det er tanken bag det initiativ, som Ann Charlott André søsatte og nu har fået banket op til noget, der ligner et realistisk mål.

50 kroner for fem

Ann Charlott André er dagplejer i Hornslet, Syddjurs Kommune. Hun fik ideen efter Danmarksindsamlingen sidste år i februar, og sammen med sin kollega Dorthe Jørgensen knokler hun nu for at udbrede den, inden Danmarksindsamlingen løber af stablen fredag 3. februar. Temaet i år er ?Børn på flugt? i Afrika syd for Sahara.

Ideen går i al sin enkelhed ud på, at alle landets dagplejere bager cupcakes sammen med deres børn, som de sælger til børnenes forældre og andre interesserede. Dagplejerne selv giver ingredienserne til kagerne, der sælges for 50 kroner for fem styks.

"Der er 16.000 dagplejere i Danmark. Hvis bare halvdelen af dem hver sælger for 100 kroner, bliver det til 800.000 kroner," siger Ann Charlott André med et stort smil.

Dorthe Jørgensen skal på DR1 på direkte TV sammen med Ann Charlott André fortælle om dagplejernes cupcake-projekt.

Dorthe Jørgensen skal på DR1 på direkte TV sammen med Ann Charlott André fortælle om dagplejernes cupcake-projekt.

Hjemmeside, aviser og tv

Det er lykkedes de to dagplejere at få skabt stor opmærksomhed om deres sag. Lokale aviser har skrevet, TV2 Østjylland har fortalt, og FOA har informeret sine medlemmer. De har sendt PR til alle aviser i landet, både landsdækkende, regionale og lokale, har sendt mails til landets 98 kommuner og har oprettet en facebookside og en hjemmeside. På hjemmesiden kan man i øvrigt downloade en plakat, der fortæller om det hele.

Mandag i denne uge var et tv-hold på besøg i legestuen i Hornslet for at optage et indslag, der bliver sendt under indsamlingsshowet 3. februar.

Desuden er Ann Charlott André og Dorthe Jørgensen blevet inviteret ind i studiet på DR1, hvor de bliver interviewet under selve showet.

Ann Charlott André fik ideen med cupcakes og fik den til en start 'solgt' til Syddjurs Kommunes dagpleje. Nu arbejder hun sammen med sin kollega Dorthe Jørgensen på at få alle landets dagplejere med.

Ann Charlott André fik ideen med cupcakes og fik den til en start 'solgt' til Syddjurs Kommunes dagpleje. Nu arbejder hun sammen med sin kollega Dorthe Jørgensen på at få alle landets dagplejere med.

”Hvis vi slår Dyne-Larsen”

Ann Charlott André håber selvfølgelig, at det for Afrikas skyld kommer til at knitre af cupcakepapir ved kaffebordene over hele landet i rigtig mange hjem. Gerne mens man kigger på Danmarksindsamlingen, der sendes på DR1 fra klokken 19 til 24.

At der ud over at mætte danske lækkermunde og indsamle penge til et godt formål så også er en sidegevinst: at få skabt stor positiv omtale af de danske dagplejere, er heller ikke at foragte.

"Sidste år gav dyne-Larsen 1 mio. Tænk hvis vi slår ham."

Børnene er med til at pynte de flotte og farvestrålende cupcakes.

Børnene er med til at pynte de flotte og farvestrålende cupcakes.

Publiceret 13 January 2012 13:00