Pressefoto.

Pressefoto.

Debat:

Thorning-Schmidts nytårstale klinger hult

Af
Af Michael Aastrup Jensen

MF (V)

valgt i Østjylland

På årets første dag holdt Helle Thorning-Schmidt sin nytårstale, der faktisk i glimt indeholdt fornuftige betragtninger som styr på de offentlige udgifter, at vores virksomheder skal være konkurrencedygtige, og at vi skal være tilbageholdende med at forgylde chefgangen. Det er bare ærgerligt, at det ikke følges op af faktiske handlinger.
Et af budskaberne var, at det er uholdbart med underskud på de offentlige finanser i længden. Fornuftigt nok. Dog kan det undre, at regeringen i finansloven lægger op til nye udgifter for 9,5 mia. kr. i 2012 og 14 mia. kr. i 2014. Dertil skal lægges regeringens såkaldte kickstart, der vil koste ca. 19 mia. de kommende år. Selv børn, der lægger til og trækker fra med æbler og appelsiner, kan regne ud, at Helle Thorning og co. får svært ved at få styr på de offentlige udgifter med dén politik.
Derudover ønsker Helle Thorning et mere konkurrencedygtigt erhvervsliv – det gør Venstre også. Derfor er vi uforstående over for, at regeringen vælger at afskaffe det treårige regelstop, vi indførte for små og nystartede virksomheder, og i stedet indføre et overflødighedshorn af højere skatter og afgifter, der vil ramme virksomhederne hårdt.
Mådehold var et tredje budskab. Thorning-Schmidt tilskyndede i sin nytårstale, at lønningsposen holdes lukket for direktionsgangen. Det klinger hult, når hun samtidig ansætter spindoktorer i spandevis, der ikke lader sig spise af med andet end en løn pænt over gennemsnittet. Indrømmet – regeringen kan selvfølgelig få hårdt brug for al den spin-assistance, de kan få, hvis det skal lykkes dem at forklare danskerne rimeligheden i de mange løftebrud.
Hvor længe skal vi holdes hen med tom snak om, hvor godt det bliver, når regeringen engang kommer i gang? Politikken matcher ikke retorikken, Helle.

Publiceret 10 January 2012 15:11