Nye danske kartofler på menuen
Grenaa-samarbejde sikrer årets første danske kartofler på tallerkenen på Restaurant Mundgodt.
Vand, varme og lys.
Mere skal der ikke til for at dyrke kartofler, men den fynske gartner Karl Larsen fra Herrested har gjort det til sit speciale at få dem på markedet i det spirende forår. Flere år i træk har han været den første til at levere specialiteten, der varsler ny sæson og friske råvarer på de danske middagsborde.
Han dyrker dem i drivhus - og de er nu så langt fremme, at Mads Plougmann fra Frugtlageret i Grenaa fredag kunne levere de første bakker med 200 gram i hver af de gyldne knolde af den tidlige sort solist til Nikolaj Bek fra Restaurant Mundgodt i Storegade.
De serveres for gæsterne i restauranten fredag aften som en ekstra - og gratis - overraskelse på menukortet til gæster, der bestiller den smagfulde menu, som består af snacks og tre retter. Fredag aften er det dampet hvide asparges med håndpillede rejer efterfulgt af kalvefilet med variation af gulerod, rødvinssauce og selvfølgelig de nye danske kartofler og afsluttet med dagens dessert.
»Nye kartofler skal efter min mening serveres ret simpelt - kogt i saltvand med lidt smør. Så det bliver de,« siger Nikolaj Bek, der sætter to kartofler på hver tallerken fredag aften. Ikke for at opnå en gevinst i form af et mersalg, men for at gøre sine gæster glade.