Kolind Slagteren har udvidet med isbod og grillbar
Indehaverne af Kolind Slagteren, Lone og Jan Hald Thomsen, kan sagtens kombinere kunsten at lange afskåret pålæg, hjemmelavet medister og frikadeller over disken tillige med hjemmelavede isvafler og grilmad.
Der har været forbikørende som har rynket lidt på næsen over, at Kolind Slagteren på hjørnet af Bugtrupvej og Søndergade er begyndt at sælge hjemmelavede is og har åbnet grillbar alle ugens dage fra 16 til 20.
Det griner indehaverne Lone og Jan Hald Thomsen meget af.
»Det er intet problem for os og heller ikke for kunderne. Tværtimod har mange rost vores initiativ,« siger Jan Hald Thomsen.
Parret købte den nuværende butik og hele bygningen med for et par år siden og fik den indrettet til en moderne slagterforretning med god plads og ikke mindst større baglokaler i forhold til den tidligere placering på Bredgade.
»Bemærk lige, at vi holder slagtervarer, isbod og grillbar skarpt adskilte i butikken, og grillbaren åbner altså først klokken 16 hver dag. Det vil sige, at der blot er en times overlap mellem åbningstiderne i slagterforretningen og grillen,« siger Lone Hald Thomsen.
Endnu bedre er det, at kunderne i grillen altid er sikret frisk kvalitetskød, som en slagter kan stå inde for, og ikke lunser, der klæber sig fast til tænderne.
Nye kunder
Isbod og grillbaren har tilført Kolind Slagteren et helt nyt og yngre kundesegment, og det har allerede smittet positivt af på omsætningen.
Det er da en meget trist udvikling at være vidne til. Det påvirker alle vi tilbageværende forretningsdrivende i byen, fordi vi er afhængige af et bredt udbud i en by som Kolind.
Grillbaren kom på menuen i slutningen af maj i forlængelse af, at ejerne af Den Gyldne Grill i byen ikke lykkedes med at finde nye folk til at drive forretningen videre. Isboden blev hurtigt efterspurgt, så den fulgte hurtigt efter.
»Jeg er nødt til at være forretningsmand og tænke i muligheder i stedet for begrænsninger. Derfor lå det lige for at teste om åbningen af en grill sidst på eftermiddagen og salg af is hele dagen kunne smitte af på omsætningen. Indtil videre er vi ikke utilfredse,« smiler Jan Hald Thomsen.
Trist udvikling
Kolind Slagteren hører til de positive historier i den gamle handelsby, hvor du ellers på en cykeltur nedad hovedgaden nu for alvor møder mange tomme butiksvinduer.
Senest har også en trendsætter som Spiga1991, der flyttede op i den tidligere bagerforretning i foråret, drejet nøglen.
Spiga1991 lancerede et koncept med italienske gourmet pinsa (Romersk pizza) i flere varianter. Alle tilberedt af økologiske råvarer og udelukkende vegetarianske pizzaer.
»Det er da en meget trist udvikling at være vidne til. Det påvirker alle vi tilbageværende forretningsdrivende i byen, fordi vi er afhængige af et bredt udbud f butikker i en by som Kolind,« siger Jan Hald Thomsen.
Han og hustruen nikker til, at Kolinds handelsliv måske har fået 25 gode år forærende sammenlignet med andre byer af samme størrelse, fordi et driftigt bysbarn ville sin fødeby så meget, som det har været tilfældet.
Timer og knofedt
Lone og Jan Hald Thomsen bor ude i Kolindsund, og her starter hverdagen tidligt. De tænder allerede lyset hos Kolind Slagteren før klokken slår syv og er først hjemme igen 17.30. Lørdagene er lidt kortere, mens de om søndagen kommer hviledagen i hu.
»Vi elsker det, fordi vi kan lide vores arbejde og hver dag skal gøre alt for at have tilfredse kunder,« siger Lone Hald Thomsen, 47.
»Jeg vidste ret tidligt, at jeg ville være selvstændig og have mit eget. Mine forældre havde deres eget gartneri i Assentoft. Derfor kender jeg alt til lange arbejdsdage og diverse bryderier, men glæderne er langt større end skuffelserne, og jeg tør godt sige på vores begges vegne, at Kolind Slagteren er vores livsværk,« supplerer Jan Hald Thomsen, 43.
Begge har tidligere været meget engageret i fodbolden i Kolind-Perstrup (KPI) på flere planer, men det er skrinlagt nu.
De følger nu til dags kun sønnen Andreas, der er fast mand på KPIs førstehold i Serie 2. Han bor i lejligheden ovenover slagterforretningen og har sammen med en kammerat taget ansvaret på sig med at drive grillbaren, mens den nybagte student overvejer fremtiden. Der er knyttet yderligere en gruppe unge til at hjælpe i ugens løb.
To dage om ugen, onsdag og lørdag, spænder Jan Hald Thomsen tidligt om morgenen ved 4-5 tiden slagtervognen bag personbilen og kører til torvedag på Ingerslev Boulevard i hjertet af Aarhus.
»Det er meget afgørende, at vi med her. Torvedagene leverer 50 procent af vores omsætning,« afslører slagtermesteren, som kører hjem fra Aarhus lidt før 16 onsdag og lørdag.
Lone og Jan Hald Thomsen kigger aldrig på klokken. Dog har de besluttet at gøre et seriøst forsøg på at gå hjem lidt før lukketid tirsdag og torsdag.
»Vi kan godt lide at være synlige i butikken. Det kan ikke være anderledes, for det forventer kunderne også. Jeg vil gerne skabe, men det kræver, at jeg selv er der,« siger Jan Hald Thomsen.