I Norddjurs Kommune er ordentlighed en by i Rusland
Talsgruppen for Møgelbjerg har det sidste års tid bragt flere kritiske debatindlæg i lokalavisen, hvori der redegøres for, hvordan beboerne på Møgelbjerg gang på gang lades i stikken af Norddjurs Kommune. Det gælder såvel borgmester Kasper Bjerregaard, chef for vej- og ejendomme Kim T. Jensen som medlemmerne af Miljø- og teknikudvalget, der alle kender til problemerne og beboernes store frustrationer, men alle som én lukker de øjne, øre og mund.
Hvor højt skal der råbes, før beboerne på Møgelbjerg bliver hørt?
Når det regner på Møgelbjerg, løber regnvandet ikke naturligt i vejens vejriste, hvorved der ved kraftige regnskyl sker oversvømmelse af veje, haver og indkørsler - til stor gene for områdets beboere.
Hvor højt skal der råbes, før beboerne på Møgelbjerg bliver hørt?
Talsgruppen har flere gange redegjort for problemerne med den mangelfulde afvanding og har også spurgt ind til, hvordan afvandingssystemet konkret er projekteret og dimensioneret. Forvaltningen svarer blot, at det er sket efter gældende regler, men ønsker i øvrigt ikke at fremsende nogen form for dokumentation.
På villaveje placeres vejriste typisk med en indbyrdes afstand på 25 m. På Møgelbjerg varierer afstanden fra 12 m til 53 m. Når vejen er 6 bred og afstanden imellem vejristene er 12 m, skal vejristen afvande et areal på 72 m2. Hvis afstanden er 53 m, skal vejristen afvande 318 m2 eller mere end det firedobbelte areal. Afstanden har derfor en altafgørende betydning for, hvor stort et vejareal den enkelte vejrist kan afvande.
Selv for ikke fagfolk er det åbenlyst, at der er noget grundlæggende galt på Møgelbjerg.
Forvaltningen kan ikke redegøre for, hvorfor der er den store forskel i afstanden imellem vejristene, og forvaltningen kan heller ikke redegøre for, hvorfor vejriste sidder placeret 30 cm væk fra kantstenen. Og forvaltningen kan heller ikke redegøre for, hvorfor vejriste sidder placeret så højt i vejens tracé, at regnvandet blot passerer forbi vejristen videre imod næste vejrist osv.
Selv for ikke fagfolk er det åbenlyst, at der er noget grundlæggende galt på Møgelbjerg.
Vejene på Møgelbjerg er af Norddjurs Kommune kategoriseret som værende privat fællesvej. Det indebærer, at det er områdets beboere, der skal forestå drift og vedligeholdelse af stier og veje herunder afvandingen af disse samt afholde omkostningerne dertil.
Da Norddjurs Kommune åbenlyst ikke har udført nogen som helst form for egenkontrol under byggemodningen og ej heller har påtalt de åbenlyse fejl og mangler overfor entreprenøren indenfor garantiperioden, ønsker forvaltningen med chef for vej- og ejendomme Kim T. Jensen i spidsen og Miljø- og teknikudvalgets medlemmer at overdrage Sorteper til beboerne på Møgelbjerg.
Norddjurs Kommune forsøger, må det konstateres, med fuldt overlæg at påtvinge beboerne på Møgelbjerg et afvandingssystem, der hverken er projekteret, dimensioneret eller udført korrekt. Selv for ikke fagfolk er det åbenlyst, at der er noget grundlæggende galt på Møgelbjerg. Det kan kun betegnes som alt andet end ordentlighed. Et værdibegreb, som Norddjurs Kommune ellers selv har formuleret og ønsker at måle sig på, men som ikke har hold i virkeligheden.
Talsgruppen for Møgelbjerg rækker endnu en gang hånden frem til dialog med Miljø- og teknikudvalgets medlemmer, så der forhåbentlig snart findes løsninger på de alt for mange ´uheldige´ fejl og mangler, der ses på Møgelbjerg.