På vej mod verdens top: »Hjertet springer lige et slag over«

Tirsdag 28. marts rejste jeg til Katmandu i Nepal. Rejsen er kulminationen på et projekt, hvor jeg som den yngste danske kvinde skal bestige Mount Everest. 

Jeg har allierede mig med den erfarne bjergbestiger og guide, Jakob Urth, som før har besteget Mount Everest. Han fungerer som min guide og mentor, og han spiller en afgørende rolle for, at min mission overhovedet kan lykkes. 

Ekspeditionen kommer til at vare to måneder. Vi forventer at vifte med det danske flag på verdens top i midten af maj måned. Det kommer an på vejret. 

Tårevædet på gensyn

Vi ankom tidligt til Kastrup Lufthavn, hvor vi skulle sige på gensyn til familien. Både min mor, far, bror og hans kæreste var der. Det var både stort og enormt følelsesladet, at det nu var ”den store afgang”. 

Det blev til mange kram, kindkys og tårer, men det føltes helt rigtigt nede i maven. Det er jo det her, jeg har kæmpet for og ventet på i tre år. 

Da vi landede i Katmandu, var klokken seks om morgenen. I lufthavnen følte jeg for første gang, at jeg kunne puste ud og sænke skuldrene, selvom vi landede midt i Katmandus kaos. Det er en helt særlig følelse af at være på hjemmebane. 

De første dage brugte vi på at pakke om, få sponsortryk på tøjet, holde møde med vores samarbejdspartner i Nepal og opleve den fantastiske stemning i byen.

Første glimt af toppen

Efter en uge i Katmandu fløj vi tirsdag morgen videre til Lukla (2.800 m.o.h.). Landingsbanen er 475 meter lang og omringet af bjerge. Derfor flyver piloterne visuelt hertil. Det er en oplevelse i sig selv at lande her. 

Til middag gik vi fra Lukla til byen Phakding (2.600 m.o.h.), hvor vi mødte vores portere, som hjælper med at bære alle vores tasker, som er fyldt med udstyr og mad. Efter Phakding skulle vi videre til Namche (3.400 m.o.h.), som er en stor handelsby her i bjergene. Det var den smukkeste tur langs floden, op gennem skoven og bjergene. 

Vi kom til den ikoniske bro, Hillary Bridge, hvor bedeflagene blafrer i vinden, og det var så stor en oplevelse at gå på den. Gennem træerne fik vi også det først glimt af Mount Everest. Det giver bare det vildeste sus i maven. Hjertet springer lige et slag over, og man har lyst til at fælde en tåre. Jeg bliver helt mundlam, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal sætte ord på det. 

Det tehus, som vi havde planlagt at overnatte i, var overbooket. Helt ekstraordinært fik vi sov til at sove på bænkene i tehusets tempel, som munkene sover og beder i. Vi fik lov til at tænde et lys derinde, og jeg tror, det giver rigtig god karma og velsignelse til vores tur. 

Både Jakob og jeg døjer med forkølelse og feber. I højderne er det svært at komme af med sygdom, så vi skal helst blive raske, inden vi kommer for højt op. Lige nu handler det bare om at slappe af. Vi har heldigvis ikke travlt, og det er det fantastiske ved bjergbestigning. 

Ikonisk dato

Det er første gang, jeg besøger Nepal i forårssæsonen, og det er også første gang, at jeg oplever så mange mennesker på sporet og i tehusene. Det er dejligt, at der er turister, men Jakob og jeg har vores egne rutiner på sporet, som fungerer for os, så vi forsøger at undgå at gå i en slange af mennesker.

I år er det 70 år siden, at den første bestigning på Mount Everest fandt sted. 29. maj 1953 stod newzealænderen Edmund Hallary og sherpaen Tenzing Norgay på toppen for første gang. Det er ikke vores mål, men mon ikke nogle bjergbestigere går efter at nå toppen på denne ikoniske dato. 

Vi har så stort et eventyr i vente, og jeg er ovenud lykkelig over at være i gang.