Kan vi forvandle ældrebomben til en omgang grå guld?

Den danske befolkning bliver ældre og ældre. 

Det skyldes to ting. For det første får vi ikke så mange børn som tidligere.

Det vil sige, at fertiliteten falder. 

Fertilitet er indenfor samfundsvidenskab et mål for, hvor mange børn der fødes i en befolkning målt i forhold til befolkningens størrelse. 

For det andet lever vi længere og længere. 

Det betyder, at andelen af befolkningen i den arbejdsdygtige alder falder, og at andelen af ældre stiger. 

Det kalder man, at ældrebrøken stiger. 

Ældrebrøken er antallet af personer over 65 år divideret med antallet af 15-64-årige.

’Ældrebyrden’ bliver det kaldt med et grimt ord. Lidt mere pænt og parfumeret ’den demografiske fremtidsudfordring’.<

’En bombe under velfærdssamfundet’, når det helt store arsenal af ord skal køres i stilling. 

Ifølge Danmark Statistik var der i 1990 knap 189.000 danskere over 80 år. 

I 2060 er der udsigt til at være lige over 650.000.

Alene fra 2022 til 2030 bliver der 41 pct. flere danskere over 80 år.

I perioden fra 2000/2001 til 2020/2021, altså over 20 år, steg middellevetiden ifølge Danmarks Statistik for mænd med godt fem år fra 74,5 til 79,6 år og for kvinder med godt fire år fra 79,2 til 83,4 år.

Vi er nået dertil, hvor man i samfundsvidenskaberne ikke kun taler om den tredje alder og men sandelig også om den fjerde.

Det er positivt, at vi lever længere, fordi vi bliver sundere, men det har også store konsekvenser for samfundsøkonomien. Selv om vi generelt lever længere, og en del tyder på, at vi også lever sundere, får vi også flere år med sygdom i den sidste del af livet.

Fra 65-års-alderen og op efterspørger vi generelt flere sundhedsydelser, viser en undersøgelse om fremtidens sundhedsudgifter fra VIVE, Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Undersøgelsen dokumenterer, at sundhedsudgifterne til de 65-90-årige er steget hurtigere end til resten af befolkningen de seneste ti år – de ældste borgere er således tæt på at have sat sig på alle de ekstra ressourcer, som hen over de samme ti år er blevet tilført sundhedsvæsenet. Det skal sammenholdes med, at vi bliver færre i den arbejdsdygtige alder 15-64 år til at betale udgifterne.

Det bliver et af de helt store temaer i de kommende års samfundsdebat nationalt og dermed også lokalt.

Karsten Vrangbæk, professor i sundhedspolitik på Københavns Universitet, hvor han bl.a. forsker aldring, sundhedsøkonomi og pensionspolitik, udtalte forleden til Vid&Sans - et digitalt nyhedsmedie, der leverer forskningsbaserede svar på vigtige aktuelle spørgsmål: 

»Vi skal tilpasse velfærdsstaten til en aldrende befolkning. Det kræver ændringer på mange forskellige områder, og det kræver brede samarbejder – også væsentligt bredere end det, der blev lagt op til i forarbejdet til en ny ældrelov i efteråret. Mange forskellige politikområder skal spille sammen. Der er brug for en national strategi for fremtidens sundhed.«

En national strategi, som ikke kun handler om antallet af læger og hospitaler, men også synet på alderdom og fremtidens arbejdsmarked, der skal være langt mindre rigidt end i dag. Og så handler det i høj grad om, hvad civilsamfundet kan levere. 

Bemærkning:

Da kommentaren blev bragt i Adresseavisen Syddjurs i uge 8, stod der at læse følgende:

Ifølge Danmark Statistik var der i 1990 knap 19.000 danskere over 80 år.

I 2060 er der udsigt til at være lige over 65.000.

Det er naturligvis tal, der er helt hen i skoven, fordi der manglede et ekstra nul. De er nu rettet i den digitale version.