Regeringen ønsker et Danmark i geografisk balance - ren ønsketænkning uden reelt indhold?
»Regeringen ønsker et Danmark i geografisk balance.
Det står skrevet i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen.
Her læser man også:
»Men det handler også om, at vi bygger broer og sammenhæng i stedet for at tale modsætningerne op. Kultur og civilsamfund spiller en stor rolle i lokalsamfund, uanset om det er den frivillige fodboldtræner på Vesterbro eller i Vojens. Derfor skal vi sikre de bedste vilkår for gode kulturtilbud i hele landet og skabe de bedste rammer for, at foreningslivet kan bruge tiden på tilbud, der bidrager til at få alle med i fællesskabet.«
Det lyder simpelt og enkelt. Ingen undlader at klappe i hænderne, men er det nu så let, som det lyder?
I Syddjurs har vi på det seneste været vidne til en række historier om lukkede dagligvarebutikker i små landsbysamfund, som Nimtofte og Ådalen.
I Pindstrup kæmper de fortsat kampen for at bevare deres over ethundrede år gamle brugsforening.
Brugsuddeleren har fået silkesnoren, og der er indkaldt til borgermøde.
I alle landsbysamfund er det en stærk lokal livsnerve, der bliver skåret over, når man mister sin dagligvarebutik.
Derfor bliver der forsøgt andre løsninger i både Nimtofte og Ådalen i håb om, at der kan findes andre muligheder for i det mindste at opretholde en borgerdrevet dagligvarebutik.
Men er forudsætningerne der for at gøre det?
Der er en årsag til, at brugserne i Nimtofte og Lime er lukket - at lokalbefolkningen ikke har lagt nok omsætning i deres dagligvarebutik.
Det bliver så forstærket af en økonomisk situation med stigende energipriser og inflation på et niveau, som vi skal tilbage til 1970’erne for at finde mindelser om.
Det væltede korthuset i Nimtofte og Ådalen, mens Pindstrup balancerer på et knivsæg og på Coop’s nåde.
Det kan SVM-regeringens snak om geografisk balance og Syddjurs Kommunes landdistriktspolitik ikke ændre på.
For ikke så mange år siden, da lokalpolitikerne på det sydlige Djursland var i topform og mere rene i spyttet end nu, lød det på vælgermøderne ude i forsamlingshusene og på de lokale mødesteder:
»Det er borgerne i byerne og landsbyerne, der skal fortælle os politikere, hvordan de ser fremtiden. Det er ikke os politikere. Vi kan levere rammerne, men vi kan ikke bestemme udviklingen.«
Det bliver ikke sagt så højlydt mere, men det er sådan, det er.
Er forudsætningerne tilstede, er det muligt at bevare sin daglivarebutik og et rigt foreningsliv, men det kræver også, at man sikkert er nødt til at ændre på noget af alt det, som landsbyerne kender så godt.
Nørager på det nord-vestlige Djursland er med sine små 300 indbyggere et eksempel på, at det kan lade sig gøre, fordi landsbyen gennem mange år har opbygget en kultur, som er forudsætningen for, at det er muligt at bevare en dagligvarebutik, en daginstitution, en velfungerende idrætsforening, løbende sælge byggegrunde, der appellerer til børnefamilierne og ikke mindst fastholde et antal arbejdspladser i byen, som bidrager til driften af landsbyen.
Næste projekt hedder en ’hel idrætshal’.
Det er byens projekt, fordi opbakningen er stor. Et nærstudie værd.
