Sørgeligt når politikere råber i stedet for at forholde sig til fakta

Det er sørgeligt, når politikere råber op bare for at høre sig selv, frem for at sætte sig ind i fakta.
De politikere, som i sidste uges omtale vedrørende situationen hos Djursland for Fuld Damp (DFFD) kritiserede bestyrelsen for at have anvendt pistolmetoden for at kunne fortsætte arbejdet, burde i stedet for sætte sig ind i de juridiske aspekter.
Samtidig havde det været kønnere, hvis de havde udvist bare en smule forståelse for os i bestyrelsen, når vi forsøgte at kæmpe for vores sag, som selvfølgelig ligger os meget på sinde.
Det er altså ikke så få timer, vi FRIVILLIGE i bestyrelsen har brugt gennem den senere tid. Det er da rigtig dejligt, at vi får utak for dette fra de politikere, vi måske selv har stemt på. Måske skal vælgerne huske dette næste gang, der er valg.
Nej, vi har på ingen måde forsøgt at anvende pistolmetoden. Vi har blot forholdt os til det juridiske i vores vedtægter. Det drejede sig om, at enten var DFFD på vej mod succes/fiasko eller ”kør/ stop”.
Nu blev det heldigvis til ”kør” og tak for det, men var det blevet modsat, havde vi i bestyrelsen stået til økonomisk ansvar, hvis ikke vi havde gjort noget. Derfor kontaktede vi en advokat, som gav os hans accept på, at det vi havde gjort, var det helt rigtige i den pågældende situation. Nemlig at hvis der var udsigt til, at vi var blevet insolvente, skulle vi straks holde med at betale løn og regninger. Dette skulle straks meddeles til Norddjurs Kommune, og det blev gjort rettidigt.
Jeg synes også, det skriger til himlen, når nogle af de politikere, som kritiserer slagets gang, havde været med til at vedtage de sølle 247.000 kroner til DFFD, mens de selv var med i KFU. Det er decideret manglende situationsfornemmelse.
Hvis DFFD fortsat skal være en turistattraktion, kommer vi ikke langt for dette beløb, når vi ud over lønudgifter står med alle udgifterne til vedligeholdelse af stationsbygningen og området omkring samt af banestrækningen til Romalt.
I bestyrelsen arbejder vi med flere tiltag for, at DFFD fortsat vil være et turistmål. Blandt andet er vi med på sidelinjen med området i Lunden, ideer i forbindelse med Naturpark Randers Fjord samt pakketilbud sammen med Fjordcenteret om fælles aktivitet.
Vi ofrer fortsat gerne mange frivillige timer med vores hjertebarn, men ønsker også hellere forståelse for dette end kritik. Vi ønsker også et fortsat positivt samarbejde med jer folkevalgte politikere fremad rettet.