Lige vej fra de marginaliserede i 1973 til deres sønner, døtre og børnebørn i 2022

Inger Støjberg har været i København i weekenden for at deltage i fejringen af Dronning Margrethes 50 års jubilæum.

Danmarksdemokraternes stifter har ellers ikke undladt at fortælle, at hun ikke har det godt med de fine saloner i hovedstaden.

Inger Støjberg entrerede lørdag i den bedste sendetid festaftenen i Det Kongelige Teater i selskab med ham flere og flere nu gør til forhåndsfavorit til at få nøglerne til Statsministeriet, Søren Pape Poulsen (C).

Interessant var det at se en konservativ partileder for et parti, der har lov-og-orden som et politisk fikspunkt, gå til gallafest med en partileder, som er blevet idømt en fængselsstraf for overtrædelse af landets love og ikke er valgbar til hverken kommunalbestyrelse eller regionsråd før efter en karenstid på tre år.

Nuvel Støjberg er valgbar til Folketinget og er blevet budt inden for af Pape Poulsen. Han får brug for hende, hvis han skal være statsminister. Taktik overruler moral.

Inger Støjberg har stiftet sine Danmarksdemokraterne ud fra en filosofi om, at der er en afstand mellem Jylland og hovedstaden, som går ud over førstnævnte.

Udviklingen affolker mindre landsbyer og bysamfund, mens hovedstadens kunstnere, økologer, nyrige og hipsters kører med klatten på bekostning af Jylland, hvis man altså skal tro Støjberg.

En noget usammenhængende og vidtløftig analyse, men Støjberg har på ruinerne af Dansk Folkeparti, skuffede socialdemokrater og et decimeret Venstre ramt et vælgersegment, som hun taler direkte til, hvis meningsmålingerne holder stand frem til valgdatoen.

Støjbergs politiske udgangspunkt er alt andet end nyt i den danske politiske historie.

Jordskredsvalget i 1973, hvor fem nye partier kom i Folketinget med Mogens Glistrups Fremskridtspartiet og Erhard Jakobsens Centrum-Demokraterne havde rod i samme vælgersegment, som Støjberg nu barsler til 49 år senere.

En af de forskere, der har skrevet mest indsigtsfuldt om det politiske opbrud, er etnologen Thomas Højrup.

Han er manden bag værket ’Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering’.

Det udkom første gang helt tilbage i 1983, men analysen er fortsat hyperaktuel.

Bogen beskriver den afstand mellem lovgivning og befolkning, der kommer til udtryk i mange aktuelle politiske konflikter.

Thomas Højrup påviste i sin analyse ved at synliggøre forskellige livsformer, hvorfor velfærdspolitik og planlægning ikke kan føres ud i livet på grundlag af påstande om almenmenneskelige behov og livsværdier.

’Det glemte folk’ er en evergreen for alle på Bjerget, som ikke forstår en dyt af Inger Støjbergs politiske projekt, som indrømmet heller ikke er særlig ordrigt.

På de sociale medier udskammer ’De rigtige meningers parti’ naturligvis Støjberg ved at latterliggøre hende. De tør selvfølgelig ikke stå alene med deres rigtige meninger, men skal først have opbakning fra baglandet.

Støjberg har uret i, at middelklassen i København og middelklassen i Jylland afviger ret meget fra hinanden, hvis noget overhovedet.

Hun har til gengæld opbakning fra sønner og døtre af det politiske segment, der markerede sin utilfredshed i 1973.

Genlæs ’Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering’ for at forstå hvorfor.