Nye uddannelsesmuligheder på Djursland
Elever på tømreruddannelsen kan fremover gennemføre grundforløb 2 på Viden Djurs. Og altså fortsætte deres uddannelse på uddannelsesinstitutionen efter de har afsluttet grundforløb 1.
Det kan de fordi et enigt Regionsråd 25. maj godkendte en ansøgning fra Tradium om udlægning af grundforløb 2 af tømreruddannelsen til Viden Djurs i Grenaa.
Godkendelsen har baggrund i, at der er stor efterspørgsel efter faglært arbejdskraft på Djursland. De nye uddannelsesmuligheder passer rigtig godt ind i Djurslands erhvervsstruktur, der er præget af mange mindre virksomheder inden for de traditionelle erhverv, herunder bygge og anlæg.
Hidtil har eleverne måtte transportere sig til enten Randers, Hadsten eller Aarhus for at komme videre med grundforløb 2. Fremover skal de først skifte uddannelsesinstitution, når de starter på hovedforløbet.
Den bredere geografiske dækning af uddannelsesmuligheder på Djursland er som nævnt med til at imødekomme behovet for faglært arbejdskraft. Forventningen er, at der kan startes hold to gange om året med 16-20 elever.
Tilbage er spørgsmålet om lærepladser. Djursland har traditionelt et godt samarbejde med erhvervslivet om dette. Viden Djurs har derfor også taget et supplerende skridt med at tilknytte lærepladskonsulenter til alle uddannelsesområder.
Regionsrådet har en myndighedsopgave i forhold til at sikre sammenhæng i udbuddet af ungdomsuddannelser, herunder også i forhold til den geografiske placering af udbuddet af erhvervsuddannelsernes GF1 og GF2.
Det er derfor Regionsrådets opgave at afgive indstilling til Børne- og Undervisningsministeriet om placeringen af nye uddannelsessteder i regionen.
I forlængelse af godkendelsen 25. maj indstiller regionsrådet derfor til Børne- og Undervisningsministeriet, at Tradiums ansøgning om udlægning af grundforløb 2 af tømreruddannelsen til Viden Djurs godkendes.