Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det, der interesserer vælgerne

Artiklens øverste billede
Carsten Hering Nielsen, Socialdemokratiet. Pressefoto

Som ny kandidat til kommunalbestyrelsen i Norddjurs har jeg i de seneste fire uger været meget på gaden. Jeg er gået i dialog med dem jeg har mødt på Torvet, ved købmanden, ved fællesspisninger og på vælger- og borgermøder. Hver gang med samme første spørgsmål til dem alle: Hvad synes du er det vigtigste for Norddjurs i de kommende fire år.

Jeg har henvendt mig til flere hundrede mennesker. Nogen har haft for travlt, og andre har mere eller mindre høfligt takket nej til at blive spurgt, men der er også knapt et par hundrede der har taget sig tid til at svare mere eller mindre uddybende. Jeg vil her give et sammendrag af svarene, for at dokumentere, at forskellene ikke er så store, og at grøfterne ikke er gravet så dybe som mange gerne vil gøre det til. Generelt synes folk flest, at det faktisk går godt!

Velfærd

Velfærden er en klar topscorer med fokus på børn, skoler og ældre - og med et klart ønske om, at normeringerne opjusteres, så servicen forbedres til disse grupper. Der var et stort ønske om at arbejde mere intensivt med børns trivsel og at give hjælp til dem med specielle behov og en tidligere indsats over for dem, der kommer fra belastede hjem.

Der var et klart ønske om, at der bliver set grundigt på mængden af dokumentation i velfærdssektoren, at have tillid til medarbejderne, og at give plads til faglige afgørelser, og at give lidt ekstra tid til ledsagelse af såvel ældre som handicappede, og til aktiviteter på ældrecentrene.

Ikke alt var ønsker - der var stor ros til Hjælpemiddelcentralen for, at hjælpe når det gælder - og være hurtig og præcis, når en borger har hjælp.

Klima og miljø

Det var også tydeligt, at der stadig er energi i diskussionen om solcelleparker og andre vedvarende energiinstallationer. Sikring af Grenaaen lå også højt på dagsordenen for borgerne i Grenaa. Mange er stolte af at bo i en kommune hvor man passer godt på naturen. De er glade for den og det er en væsentlig glæde i dagligdagen at den ligger derude, og at man kan færdes i den når man har tid og lyst. På miljøsiden var der flere der talte varmt for solceller eller skovrejsning ovenpå drikkevandsreservoirer.

Miljø er også bymiljø, og her var ønsket at kommunen er mere aktive med at få nedrevet de værste øjebæer i byområderne, og at der ryddes op rundt omkring i landsbyerne, sammen med de lokale. Kommunen skal passe på de lokale købmænd, så de ikke bukker under for større butikker, som f.eks. på Hesselvang.

Turister og sommerhusejere

... var overraskede over, at jeg var interesseret i deres mening, når de nu ikke kunne stemme på mig. Både (dags-)turister og sommerhusejere var generelt glade og tilfredse og mange kommer tilbage og lejer et sommerhus år efter år. De synes generelt at byen (Grenaa) og områderne ved kysten ser fint ud. Nogen mente at kunne notere en lille tilbagegang i plejen af beplantning og at der står færre skraldespande. Det betyder, at ’hundeposer’ går i private skraldespande, hvilket man gerne var fri for. Andre var særdeles begejstrede for de nye faciliteter ved klinterne og for Nordsøstien, som er en vigtigt naturrute, som de gerne så gå hele vejen langs kysten. De fremhævede alle naturen som en vigtig grund til at vende tilbage - og et ungt Aarhus-par lyste helt op en fredag eftermiddag ved udsigten til at kunne holde weekend i Norddjurs og komme ud af byen. Tilsvarende for folk, der omtalte Anholt som et sted hvor man kan trække stikket og komme helt ned i gear. Også her var der et ønske om, at stisystemerne bliver passet lidt bedre.

Skat

Så er der skatten. De fleste havde forståelse for, at det havde været nødvendigt med en skattestigning, men der var også en del der mente, at pengene skulle tilbage til borgerne, når vi nu alligevel ikke kan få lov til at bruge dem. Skattespørgsmålet var især aktuelt for folk, der pendler ud af området, og derfor kan se den konkrete forskel på lønudbetalingen, i forhold til deres kolleger fra andre kommuner. Det var måske kun 5% der havde den opfattelse, men det var til gengæld det absolut vigtigste, efter deres mening.

Infrastruktur

Halvtimesdrift på Letbanen er fortsat et smertensbarn. Mange glæder sig til det kommer, fordi de så kan se sig selv bruge den noget oftere. Der var helt lavpraktiske forslag om at skabe mulighed for at arbejde i toget, med et lille klapbord til den bærbare, eller med flere firepersoners afsnit med et bord imellem.

Andre havde visioner for motorvej, omfartsveje og flere færgeruter - både fra Sverige, men der var også ønsker om at revitalisere den gamle hæderkronede Grenaa-Hundested-Linie. Andre igen ønskede sig også bedre busforbindelser mod Vest fra Grenaa.

Andre (fra Norge, som hvert år er i Fjellerup) efterspurgte ladestandere - og andre igen kunne ikke forstå, at kommunen ville være bekendt at lade Herning Bilen køre med skolebørnene i gamle, udrangerede busser, der dieselosende hakker sig gennem landskabet.

Endelig var der de mange, der nævnte asfalten. Der trænger - og folk vil allerhelst have den nye asfalt der hvor de bor - eller på de cykelstier de selv kører på! Bedre asfalt på de Nord/Sydgående strækninger er også nødvendig. Flere fandt, at det var pinligt, at man direkte kan se på vejforløbet hvor kommuneskiltet står!

Unge

De unge er generelt glade for de muligheder og vilkår der er til rådighed. Der er masser at arbejde at få, selv om der godt kunne blive udbudt flere lærlingepladser. Der er liv i byen. Nogle få mente at lidt mere synligt Politi i gadebilledet kunne få has på de utryghedsskabende typer der sælger små sølvpapirspakker - og at det burde være til at finde ud af hvor den slags foregår. Der var også ønsker om flere ungdomsboliger og et udvidet felt af videregående uddannelser, men ellers synes alle, at der er masser af muligheder for de unge - også indenfor idræt og kultur.

Jeg vil gerne takke alle, der har taget sig tid til at give deres mening til kende. Det har været spændende samtaler, og det har været en fornøjelse at opleve den ildhu og entusiasme som de allerfleste besidder - i stedet for den surhed og negativitet som man oplever hvis man forsøger at få noget brugbart ud af Facebookgrupperne.

Min opfordring er klar.Deltag i det levende demokrati, i stedet for at sidde og blive indebrændt hjemme bag tastaturet. Kom ud og mød andre. Begynd tirsdag den 16. november med at gå ned at stemme. Find en lokal kandidat. Stem personligt. Gerne på Socialdemokratiet og allerhelst på mig. Jeg står som nummer 12 på Liste A.

Husk: Kandidaterne har stillet sig til rådighed. Det skal værdsættes, ikke nedgøres - og husk, at hvis DU ikke stemmer er det andre, der bestemmer!

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen