Debat: Radikale Venstre ser ud til at ende i ingenmandsland

»Jeg havde egentlig glædet mig til at byde Det Radikale Venstre i Norddjurs velkommen i byrådssalen, men nu tror jeg, at de maksimalt vil opnå 600 stemmer, der alle vil være spildte, idet de radikale ikke er gået i valgforbund med andre partier.
– Radikale skulle stå stærkt på skolepolitikken, men når de går imod lærernes metodefrihed og ønsker ensretning af alle skolernes pædagogiske profil, så rammer de forbi deres kernemålgruppe.
Så nytter det ikke at høste stemmer på ønsker om åbning af overbygningsskoler på skoler, der er udfordret af lave elevtal.
– Dertil kommer forslag om et ekstra udvalg med innovations- og erhverv. Jeg er enig i et større fokus på erhvervslivet, men er det et ekstra udvalg, der blot tager godbidderne (det sjove og interessante indhold fra øvrige udvalg). I bliver nødt til at komme med forslag på alle udvalg og deres indhold.
Altså – udarbejde en strategi og plan for, hvad I ønsker. Og så kunne det også være interessant med lidt økonomiske beregninger, fordi alle jeres tiltag koster.
Efter endt valgkamp står det uklart, om de radikale hælder til den røde eller til den blå side. Bliver de radikale mod forventning valgt ind kommunalbestyrelsen bliver de ikke tungen på vægtskålen, idet Norddjurs har for vane at konstituere sig bredt.«