Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Grenaa er en vild by

Artiklens øverste billede
Midterrabatten foran Grenaa Rådhus. Foto: Peter Larsen

Man behøver ikke bevæge sig meget rundt omkring bymidten for at konstatere, at Grenaa i sandhed er en vild by. Kommer man med tog eller bus til Grenaa Trafikterminal (en finere betegnelse for rutebilstation/station) dog uden som i ”de gode gamle dage” en opvarmet ventesal, vil man allerede her opleve vildskaben i venterummet, hvor planter – nogle vil uforvarende kalde det ukrudt – frit vokser op mellem bænkerækkerne.

Når du skal sætte dit kryds den 16. november – og det skal du – så tænk IKKE på, hvad politikerne lover dig de næste fire år, men på, hvad de har udrettet de sidste fire år

Peter Larsen

Er man blevet trængende – der er som bekendt ikke længere toiletter i hverken bus eller tog – kan man under et besøg på stedets toiletter være heldig at opleve, hvordan lokale ”kungfu-fightere”har været i stand til på fantastisk vis at hugge såvel håndvaske som toiletter ned. Samtidig kan man yderligere være så heldig at opleve, hvordan lokale og desværre anonyme kunstnere har udsmykket både vægge og spejle på forunderlig vis. Virkelig et imponerende skue for sådan ser stort set alle byens offentlige toiletter ud.

Efter mere end 4000 kilometers kørsel i både Danmark, Norge og Sverige har vi ikke oplevet dette fantastiske fænomen i nogen by overhovedet. I Norge har man mange steder ulykkeligvis opsat automatiske visakortlåse på toiletdørene, så disse kunstneres anonymitet er fuldstændig forsvundet. Lad det ikke ske i Grenaa!

Bevæger du dig nu mod Torvet ad Kannikegade, kan du måske få et glimt af Åguden m/k ved Sønderport, som rigtig fint sopper i en skøn blanding af biodiversitive vækster i sit bassin. På Torvet kan man desværre opleve noget, man heldigvis ikke ser ret tit. Her har lokale butiksejere sponseret diverse blomsterkummer lige for næsen af kommunen. Næsten utilgiveligt! Denne indblanding i kommunale opgaver blev heldigvis heller ikke set på vores lange odyssè.

Jordfaldshul

Lige foran byens rådhus bemærker man noget , der kunne ligne et såkaldt ”jordfaldshul”. En indbygger fortæller dog, at der skulle være tale om et lokalt springvand, som blev påbegyndt for en del år siden. Hvornår det skete, kan vedkommende dog ikke erindre blot, at der skulle være hældt et anseligt antal millioner i ”karret”. Efterfølgende har en lokal spåmand dog udtalt: ”at der ikke vil springe vand i bassinet før indlandsisen på Grønland er smeltet og verdenshavene er steget, så bymidten bliver oversvømmet. Spændende om spådommen står til troende?

På den anden side af rådhuset kan man her opleve, hvordan Norddjurs Kommune ihærdigt forsøger at vinde konkurrencen : ”Danmarks vildeste Kommune”. Midterrabatterne er her så godt som altid uklippede, og man lader sten og elektriske ledninger stikke op blandt alt det biodiversitive grønne, så de mange insekter har noget at gemme sig under. Forhåbentlig er strømmen kappet, hvis en trængende hund skulle finde på at besørge her.

Denne biodiversitive trend er der heldigvis også en del lokale indbyggere, som har taget til sig, således at man i sommers kunne opleve det fineste blomsterflor mellem fliserne på nogle af byens fortove særligt omkring centrum, så det var rigtig vildt. At kommunen virkelig tager vildskaben alvorligt, kommer til udtryk gennem tilmeldingen til den landsomfattende konkurrence ”Danmarks vildeste Kommune”. Man har – trods alvorlige økonomiske trængselstider - oven i købet ansat indtil flere såkaldte ”biodiversitetskonsulenter”, som skal være med til at fremme vildskaben. (Mon ikke Norddjurs Kommune har en meget stor chance for at sikre sig sejren?)

Bevæger man sig nu mod Grenaa Havn vil man opleve noget virkelig smukt; nemlig hvordan ”Midgårdsormen” snor sig i alle midterrabatterne på Havnevejen helt til havnen. Her har vi virkelig noget at være stolte af. Desværre har ormen ikke været lang nok til at indtage midterrabatterne omkring rådhuset. Det ville ellers være flot med en orm også her!

Det handicappede handicaptoilet på Grenaa Havn. Foto: Peter Larsen



Handicappet handicaptoilet

Vel ankommet til Grenaa Havn kan det være, at man på ny er blevet trængende. Forhåbentlig er man ikke samtidigt handicappet, for her vil man opleve noget, som heller ingen andre byer har nemlig et ”handicappet handicaptoilet”. Toilettet er nemlig helt identisk med det normale toilet umiddelbart ved siden af. Heldigvis er der handicapskilt på døren, så man kan se, hvilket toilet man skal benytte. Også her er der rengøringsskilte, så man - hvis man er tilstrækkelig ihærdig og bevarer overblikket– kan se, hvornår toilettet sidst er rengjort. Desværre mangler der dog årstal på tavlen!

På vej tilbage mod bymidten vil man på Åboulevarden kunne se, hvordan såkaldte ”vilde biodiversitister” på vildeste måde har overtalt kommunens folk til at lade græsset være uslået til gavn for det mangfoldige dyreliv, der her udfolder sig og ikke mindst kommunens slukne pengekasse. Jo, det har i sandhed været en vild tur rundt i byen.

Nu er der desværre snart kommunalvalg og de dygtige ”gamle” byråds-/kommunalpolitikere risikerer at ryge ud. Heldigvis har stort set samtlige kandidater de samme fantastiske budskaber klar som ved sidste valg, nu hvor kommunekassen nærmest bugner og (næsten) alt er muligt: De vil:

- tage ansvar også, når det er svært

- skabe velfærd og tryghed for børn, unge og ældre

- klimasikre en naturkommune i udvikling med aktive landdistrikter og stærke bysamfund

- gå all-in for Grenaa-motorvej

- skabe tid til forandring, tid til handling

Så er det jo man tænker, hvorfor har de ikke handlet noget før? De har trods alt haft fire år til det.

Hvorfor blev alle med borgmesteren i spidsen taget med bukserne nede, og vi alle var tæt på at blive sat under statslig administration til trods for, at økonomiafdelingen havde advaret om manglende likviditet. Hvor var den rettidige omhu?

Hvad er der så sket i de sidste fire år? Djursmad – en investering på 40 millioner kr. mellem Syd- og Norddjurs Kommune, blev nedlagt og solgt for 6 millioner kr. En god forretning udtalte en kommunalpolitiker! Vedkommende er dog næppe bankansat.

To absolut velfungerende skoler - Mølleskolen og Ørum Skole – er nedlagt i besparelsens højhellige navn. Hvad der er sparet kan ingen dog sige, men fakta er, at Norddjurs som resultat af den totalt tåbelige beslutning hvert år sender langt over 200 elever til skoler i Syddjurs samt i omegnen af 18 millioner kr. samme vej. At forældrene, såfremt lukningen blev effektueret, ville gøre dette, var man overhovedet Ikke lydhør overfor. Og hvad med alle de menneskelige omkostninger? Er det den måde, man skaber tryghed for børn og unge og skaber udvikling med aktive landdistrikter og stærke bysamfund.? Svaret må læseren selv give.

Danmarks dyreste hul

Tilbage til midtbyen. Her ligger Danmarks formentlig dyreste hul godt nok med 31 siddepladser omkring. Noget der skulle være et prestigeprojekt til 8 millioner kr. er i stedet faldet til jorden med et brag, der nærmer sig 8,5 på Richterskalaen. Et sort hul mere utæt end kommunekassen! Molbohistorier og Aarhushistorier er det rene vand ved siden af dette famøse hul. Underligt, at der ikke er garanti på sådan en investering? Det får vi andre da, når vi handler! Desværre søger en af bagmændene m/k nu optagelse i Regionsrådet, hvorfra vedkommende ønsker at være ”en stærk stemme for Djursland”.

Man må i den grad undre sig over de mange fejldispositioner, der er foretaget gennem de sidste fire år fra kommunens side. Reel tilflytning får man kun, hvis man vil det og kæmper for det. Motorvejen synes at være opgivet af såvel kommunalbestyrelse som landspolitisk. Den kunne ellers skabe bosætning for lokale Aarhuspendlere og skabe yderligere gang i erhvervsliv og færgefart. Man sover gevaldigt i timen. Hvorfor får man ikke lavet en trafiktælling, der viser behovet, og som man kan slå Folketingets Trafikudvalg i hovedet med. (Kalundborg får sin motorvej, men der går jo også færge til Samsø.)

Kære kommunalbestyrelse! Vågn op af Jeres Tornerosesøvn!

Som beskrevet er Grenaa/Norddjurs på alle måder en vild by/kommune, og man må nok de næste mange år, hvis kommunen vinder konkurrencen ”Danmarks vildeste Kommune” ændre byens tidligere slogan ”Byen ved vandet, centrum i landet” til ”Byen uden springvandet, men vildest i landet”.

Når du skal sætte dit kryds den 16. november – og det skal du – så tænk IKKE på, hvad politikerne lover dig de næste fire år, men på, hvad de har udrettet de sidste fire år.

Undertegnede er hverken højredrejet, venstreorienteret eller centrumradikal. Blot efterlyses, at man som politiker til alle tider bruger sin sunde fornuft. Det har det knebet gevaldigt med de sidste fire år. Måske skulle man skære antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer ned fra de nuværende 27 til de lovpligtige 19. Det kunne forhåbentlig skabe mere kvalitet frem for kvantitet og samtidig spare kommunen for en lille million kroner, der passende kunne bruges på dens forskønnelse på gader og veje. Det vil dog næppe ske, at man saver den gren over, man selv sidder på. Skulle der mod forventning være bare èn, der foreslår det, er vedkommende 100 % sikker på min stemme.





Læs også

Del artiklen