Debat: Nej, det sidste punktum er ikke sat på skoleområdet!

»Mange tak til Anders Lind fra Socialdemokratiet for et indlæg om skoleområdet i Norddjurs Kommune. Et indlæg som vi langt hen ad vejen er enige i.
Og dejligt, at minimum en socialdemokrat er klar til at udfordre en kommende borgmester på skoleområdet, uanset hvilken fløj vedkomne vil komme fra.
Det er helt rigtigt at for at drive en god skole, så kræver det nok og god pædagogisk ledelse tæt på lærere og elever. Det viser alt erfaring og forskning på området.
Så ja, det kan vi absolut gøre bedre!
MEN, det er ikke nok. Vi skal også tænke på mulighederne for at skabe god læring og udvikling for vores børn i skolerne.
Det kræver, at vi også kigger på forholdene for elever og lærere.
I Norddjurs Kommune bruger vi lidt under landsgennemsnittet i udgifter for almenklasser, som jo er langt de fleste elever. På specialområdet bruger man ca. det dobbelte af landsgennemsnittet på dette område.
Hvis flere elever skal fastholdes i et alment tilbud, kræver det i højere grad, at eleverne får en mere praksisorienteret undervisning. Det vil sige en undervisning med mere brug af kreativitet, oplevelser, bevægelse og værkstedorienteret
Kendsgerningen er, at vi i Norddjurs Kommune ligger meget højt, når man kigger på andelen af elever med diagnoser og forskellige faglige og psykiske udfordringer.
Fordi man har en af ovenstående udfordringer, betyder det nødvendigvis ikke, at eleven skal placeres i et specialundervisningstilbud. Men hvis elever med særlige udfordringer skal kunne være i almentilbuddet, kræver det en tidlig indsats og hænder nok på almenområdet.
På nuværende tidspunkt giver den økonomiske ramme desværre ikke mulighed for at arbejde forebyggende og derfor sendes flere elever i specialundervisningstilbud end nødvendigt.
Hvis flere elever skal fastholdes i et alment tilbud, kræver det i højere grad, at eleverne får en mere praksisorienteret undervisning. Det vil sige en undervisning med mere brug af kreativitet, oplevelser, bevægelse og værkstedorienteret undervisning. Den praksisfaglige undervisning vil forsat have fokus på den faglige udvikling hos den enkelte elev, men mindre traditionel boglig undervisning med alle elever placeret på en stol ved et bord med en bog/computer foran sig.
Hjerneforskningen siger, at bruger man kroppen så lærer man bedre. Det skal vi skabe bedre mulighed for i skolen.
Hvis ovenstående skal lykkes, vil det kræve et personale på skoleområdet med overskud. Det har de ikke på nuværende tidspunkt med mange undervisningstimer og mange møder omkring enkelte elever mv. Når lærerne skal undervise meget og de bl.a. har en høj mødeaktivitet omkring enkelte elever, er muligheden for forberedelse til undervisningen begrænset. Meget utilfredsstillende og frustrerende for skolernes personale.
Lærerne skal derfor have færre undervisningstimer, så de har tid til at planlægge og forberede undervisningen sammen med lærer- og pædagogkollegaer. Når man forbereder i fællesskab, bliver undervisningen ofte mere kvalificeret og personalet kan lære af hinanden.
Hvis disse forandringer skal lykkes, vil det kræve en nytænkning af den måde skolerne får tildelt ressourcer på, samt i en omstillingsperiode tilførsel af flere penge til skoleområdet. Dette naturligvis indenfor en ansvarlig økonomisk tilgang.
Det vil kræve, at skolerne sættes fri, og at elever, forældre og personale får lov til at udvikle den lokale skole indenfor nogle få overordnede politiske rammer.
Det Radikale Venstre i Norddjurs vil derfor arbejde for følgende i de kommende år:
- To-voksne pr klasse i indskolingen. På sigt skal der generelt være flere lærere omkring 4.-9. klasse også.
- Pædagoger og lærere i folkeskolen skal sikres mere tid og ressourcer til at forebygge mistrivsel hos eleverne.
- Lærernes undervisningstid skal nedsættes til max 24 lektioner, for at sikre forberedelse og evaluering af en tidssvarende og differentieret undervisning.
- Et klasseloft på max 22 elever vil give læreren en realistisk mulighed for at nå omkring alle eleverne.
- De lokale skoler skal have mulighed for at gentænke skolernes organisering af skoledagen mv.
- Der skal skabes rammer for mere kreativitet og innovation i børns og unges dagligdag.
- Ny måde at tildele ressourcer til dagtilbud og skoler, så der bliver bedre mulighed for forebyggende indsatser mv. igennem hele skoletiden.
Læs mere om skole- og dagtilbudspolitikken på det Radikale Venstre i Norddjurs hjemmeside: https://www.radikalenorddjurs.dk
Husk, at stemme den 16. november og stem på det Radikale Venstre hvis du også ønsker nytænkning, samarbejde og handling.«