Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Den kollektive trafik på Djursland skal løftes markant

Artiklens øverste billede
Niels Gyldenlund Mikkelsen. Pressefoto

»Siden år 2000 er bilerne blevet billigere, brændstoffet har holdt prisen, mens busserne er blevet dyrere. Samtidig er vejene udvidet, mens ruter og køreplanstimer er faldet.

Både borgerlige og socialdemokratiske regeringer har haft store ambitioner på den kollektive trafiks vegne, men i sidste ende er det blevet ved skåltalerne

Både borgerlige og socialdemokratiske regeringer har haft store ambitioner på den kollektive trafiks vegne, men i sidste ende er det blevet ved skåltalerne, og der er tilsyneladende særligt én skurk: Pengene. Staten tjener godt med afgifter fra bilindkøb og tankning af brændstoffer og de mere end 50 milliarder skæpper for godt i kassen til at undvære.

Men meningsmålinger viser, at vi ønsker at gøre det bedre – og vi bør gøre det bedre! Derfor er min ambition for Region Midtjylland, hvis jeg bliver valgt til regionsrådet i november, at den kollektive trafik styrkes i alle dele af regionen. Letbanen har været et skridt frem for mange i det østjyske, men andre har samtidig måttet undvære busruter pga. besparelser.

Det skal ikke være umuligt at bo uden for de større byer og samtidig benytte busruter, og det skal omvendt heller ikke være et krav at have kørekort og bil for at flytte ud af byen. Den kollektive trafik kan hænge bedre sammen, servicere flere, udvides mere og være billigere, end den er i dag. Kun ved at hæve servicen, køreplanstimerne og ruterne markant, kan den være en reel konkurrent til privatbilismen. Desuden er jeg gennem samtaler med erfarne buschauffører blevet oplyst, at der faktisk her findes en ”snuptagsløsning”, nemlig at vende tilbage til køreplanen fra 2019, som ifølge dem gav bedre mening for samme mængde penge.

Vi skal ikke tvinge folk ud af bilerne – til gengæld skal vi lokke folk over i busserne, hvor man kan arbejde eller lukke øjnene på pendlerturen, mens man er mere klimavenlig, skaber færre køer og forårsager færre færdselsuheld.

Som ivrig og begejstret bruger af den kollektive trafik vil jeg desuden besøge de 43 største byer på Djursland udelukkende med bus, Letbane eller på gåben. Det skal også være muligt at blive valgt uden at have bil.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen