Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Solcellepolitikken i Ålsrode er helt hat og briller.

Artiklens øverste billede


Det kan undre mig, at der nu skal tages stilling til hvor en kommende transformatorstation skal placeres i forhold til solcellerne på Kejsegaarden.

Endelig hører vi lidt fra kommunen, men desværre kun et spørgsmål, ingen svar.

Trods mange forsøg på at få svar, på saglige og lovmæssige spørgsmål, har vi ikke rigtig fået noget tilbage. Enkelte politikere har dog vovet pelsen, og givet deres mening tilkende, og det syntes jeg er godt, uanset om det så er for eller imod solcellerne.

Da “Solcellepark kejsegaarden” endnu ikke er på skinner, eller sagt som det er, det sejler sin egen sø, og stikker ud i alle retninger, er det underligt at man nu skal igang med stillingtagen til “fase 2” det giver virkelig ingen mening. Man begynder da heller ikke at mure en mur op uden at vide hvor soklen skal være.

På et tidspunkt blev der foreslået, at grænsen til tættere bebygget område kunne sættes op fra 200 m. til 500 meter. hvilket dog ikke blev til noget.

Jeg tænkte ’hvorfor lige 500 meter?’. Der er andre afstande derimellem hvor man måske kunne lande, 350-400-425 meter. Men nej, enten eller.

Kejsegaarden var ude med en melding om, at hvis det blev 500 meter der blev grænsen, så ville de være i tvivl om solcelleparken overhovedet kunne blive til noget, og det ville være ærgerligt, så tæt på målstregen. Jeg studsede over den bemærkning. Hvad er det for en målstreg? Er der lavet skjulte aftaler? Foregår der noget, vi ikke ved noget om? Er det derfor kommunen er tavs? Officielt er der langt til målstregen, men som sagt, jeg studsede over bemærkningen.

Danmark har en plan, der sigter mod 2030. Der er over otte år til planen skal være ført ud i livet, så kære politikere, der er tid til en timeout, det er tid til at tænke sig grundigt om, og gøre det rigtige.

Flere kommuner har allerede indset, at det her gå vist lige lovligt stærkt, og sat det hele på stand-by, til der kommer lidt mere styr på hvad retningslinier der kommer i fremtiden, som så er nemmere at agere efter. Det er trods alt bedre at tage en senere beslutning fremfor en forkert beslutning.

Den placering af transformatorstationen der er blevet foreslået, må vi forvente at der bliver indgivet en meget kraftig protest imod, i et høringssvar. Høringssvaret burde komme fra...Kejsergaarden.

Da der i sin tid var på tale, at der skulle opsættes vindmøller nær Kejsegaarden, var et af argumenterne fra Kejsegaarden, at det magnetiske felt der er omkring møllerne, kunne være skadelig for helbredet. Nu bliver det så spændende og se hvad deres holdning er til, at der opføres en kraftig transformerstation med meget kraftig magnet felt, i ca. samme afstand fra Kejsegaarden som en af vindmøllerne.

Gruppen bag “Solcellepark Kejsegaarden - nej tak” er blevet beskyldt for at være meget afvisende overfor projektet. Det er ikke kun gruppen, men hele Ålsrode der er afvisende. Jeg har endnu ikke truffet en eneste, der er uenig.

Hvis der er nogen, der ikke forstår den holdning, så prøv og se på luftfotoet over området, det burde sige alt. Det er helt vanvittigt stort og ganske unødvendigt, for at Norddjurs skal opnå X antal hektar med solceller.

Der er blevet givet udtryk for, at hvis borgerne i Ålsrode ikke kan leve med det område der er blevet udpeget, så må de jo komme med et alternativ.

Det er på ingen måde borgernes opgave at finde alternativer, det er politikernes. Jeg syntes, at jeg har set det billede før. Mølleskolen og Toubroskolen blev også spillet ud mod hinanden, da der skulle lukkes en af skolerne, da måtte de indbyrdes finde ud af, hvilken en af dem det skulle være. Politikerne burde krumme tæer, over deres ekstremt dårlige politiske håndværk.

Der ligger ansøgninger på rådhuset, der endnu ikke er åbnet på grund af manglende personale. Kommunen burde måske ansætte en medarbejder, til at gennemgå de sidste ansøgninger, da der er lidt overskud i kommunekassen, de penge vil være givet rigtig godt ud, og vil være småpenge i forhold til den beslutning der skal tages.

Hvorfor er det egentlig, at kommunen bliver ved med at holde fast i, at de fem ansøgninger der kom først, er dem de kun vil behandle som “prøvesager.”

De andre ansøgninger, der er sendt, er måske mere oplagte til solcelleparker, men det kan I jo ikke vide, da I nægter at se på dem. Jeg siger ikke sagsbehandle dem, men åben dem, se på hvor områderne ligger, plot dem ind på et kort, og så tag et overordnet blik på hele projektet. Det kan jo ske at, der er steder der ligger lige til højrebenet.

Når jeg lægger puslespil derhjemme, hælder jeg da alle brikkerne ud på bordet, for at få et overblik, lidt hav, lidt bjerge og så noget himmel, jeg tager sgu da ikke kun en håndfuld op af kassen, for at lægge dem først, det vil da være fuldstændig umulig at finde rundt i.

Jeg er som ålsrodeborger meget bekymret og usikker på fremtiden for byen, fordi kommunen har forholdt sig tavs, det er ganske ubehageligt.

Det burde være, eller rettere, skal være politikere der sidder for bordenden i denne sag, men desværre er det i øjeblikket pengestærke firmaer der sidder der og styrer slagets gang. Politikerne burde tage førertrøjen på, slå i bordet og vise hvem der bestemmer, men det kræver selvfølgelig, at man udviser politisk evne og magt, hvilket desværre ikke er tilfældet for en del af Norddjurs politikere.

Om kort tid, så hænger i allesammen oppe i lygtepæle og vejskilte for at signalere: “en stemme på mig vil gavne kommunen”. “Jeg vil gøre alt, for at du har det trygt og godt”. “Politik er en hjertesag for mig”. Osv. osv.”

Det er flotte løfter, hvis bare de var sande!. Jeg håber når valget er ovre, at vi har en suveræn stemmesluger. Hvem det er?….den blanke stemmeseddel.

Læs også

Del artiklen