Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat KV21: Hvordan vil politikerne forklare dyre skolelukninger og store solcelleparker?

Artiklens øverste billede

Jeg glæder mig til kommunalvalget her i november. Jeg glæder mig til at komme til vælgermøder for at høre om partiernes bud på, hvordan at nogle af midlerne i kommunekassen skal anvendes.

Der er jo rigeligt at tage fat på rundt omkring. ’Jamen. vi er ramt af regeringens anlægsloft,’ bliver der sagt. Gulve og vinduer kan pilles ud med fingrene på Kattegatskolen, kan man se på TV. Det kan være direkte sundhedsskadeligt for elever og lærere at sidde i. Det giver jo ingen mening, at det ikke må laves. Omkring det der skete vedrørende den økonomiske nedsmeltning kort efter valget i 2017 er der kun at sige, hvis det her var sket i en privat erhvervsvirksomhed, hvor man havde stået frem og lovet at økonomien så fin ud og kort efter kommer der i stedet for en økonomisk nedsmeltning, ja så havde det ganske enkelt været afgang.

Borgmester Jan Petersen burde have haft fingeren meget mere på pulsen i den her sag. Så hvad skete der lige i 2018?

Der var ganske enkelt overhovedet ikke styr på tingene. Det kommer nu ikke så meget bag på mig, for i den tid Jan har siddet som borgmester, er bunden af kommunekassen blevet mere og mere tydelig. Så det skulle jo ende galt.

Jeg glæder mig også til at høre forligskredsens ( liste A, Venstre og DF) forsvar af lukningen af Mølleskolen i Ålsø. En beslutning der ikke var klog, har Mads Nicolaisen fra SF meget præcist udtalt.

I stedet for en besparelse fosser pengene ud af kassen. Rigtig dygtigt gjort at forligskredsen. Det samler helt sikkert ikke mange stemmer i den sydlige del at kommunen.

Jeg glæder mig også til at høre om de ting, som Venstre mener at de kan gøre bedre, så Kasper Bjerregård kan sætte sig i borgmesterstolen.

Venstre er efter manges mening smeltet sammen med liste A. Kasper blev da også udfordret på gruppeformandsposten af Louise Dolmer, fordi Louise mener, at Venstre netop mangler synlighed på deres politik.

Venstre er ikke i opposition til borgmesterpartiet, men bakker stort set op om alt, hvad de mener. Jeg skrev på et tidspunkt at Kasper sad på skødet af borgmesteren, og det mener jeg stadigvæk. Det er formentlig også det tætteste, Kasper kommer på borgmesterstolen. Der mangler simpelthen noget skarpere kant.

Jeg har endnu ikke fået øje på, hvad det er, at Venstre vil gøre anderledes, men der er jo også lidt tid til valget endnu. Man kan jo blive overrasket. Vi håber jo på at vælgerne vil belønne os for at vi tog ansvar efter den økonomiske nedsmeltning. Ja, det var også fint, men med lukningen af Mølleskolen og måske et ja til at omkredse Ålsrode med solceller, så har jeg min stærke tvivl om, hvor godt et valg Venstre står til.

Jeg glæder mig også til at høre, hvor mange millioner som Steen Jensen og DF vil spare på flygtninge- og indvandrerområdet. Ved sidste valg var det mange penge, det drejede sig om. Jeg har endnu ikke fået øje på de her besparelser, for der er jo altid en lovgivning der skal overholdes.

Jeg glæder mig også til at høre om LA og de Konservatives bud på vores kommunes fremtid. Efter at kommunekassen er blevet tanket op vil de tilsyneladende gerne være med igen. Spændende.

Jeg glæder mig også til at høre om partiernes holdning til de solcelleanlæg, der er på tegnebrættet. Det er sørme ikke let at svare hverken ja eller nej det bliver der typisk sagt. Det, der gør der svært for dem, er jo helt klart, at der snart er kommunalvalg. Selvfølgelig kan man da svare ja eller nej til et projekt, der kan komme til at omkredse Ålsrode.

Vil man lade Ålsrode sygne hen som landsby med faldende huspriser, i værste fald usælgelige huse, fordi at de herrer Nicolaisen fra Kejsergåden ikke vil dyrke deres marker mere?

’Her kan vi producere så meget strøm, at det dækker hele Norddjurs’ strømforbrug’, bliver der sagt. Jamen, nu er det jo ikke Norddjurs, der skal bruge det her strøm. Nej, det skal transporteres ind til Aarhus i dyre domme, for at de kan sige, at de er grønne. Ja, og hvem skal betale for det? Godt gættet; forbrugerne.

Aarhus har jo selv en masse områder, de kan bruge til solcelleanlæg. Der er jo blandt andet en masse plads ude omkring Marselisborg Slot. Der kan jo stå en masse solceller. De er jo mindst lige så flotte, som da de malede græsplænen rød for skattekroner. Vi skal jo ikke være grønne for enhver pris.


Læs også

Del artiklen