Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Butikker i midtbyen

Artiklens øverste billede
Foto: Søren Andersen

”Slutteligt forstår jeg ikke, hvorfor man vælger at lange sådan ud efter de politikere, der har sagt deres mening højt – i stedet for at spørge de, der stadig tier stille”, citat Aleksander Myrhøj fra læserbrev bragt i Grenaa Bladet.

Selvfølgelig bliver der langet ud efter de mennesker, som siger deres mening

Poul Møller

Selvfølgelig bliver der langet ud efter de mennesker, som siger deres mening. Nu ved jeg ikke hvad værdi, du lægger i ordet langer, men det er trods alt god demokratisk tradition, at man siger noget, hvis man har en mening om det udtalte.

Til gengæld skal man også forvente svar på tiltale, men her står du Aleksander Myrhøj lidt af sammen med din partifælle Mads Nikolajsen.

Jeg har tidligere i to læserbreve vedrørende butikker i midtbyen i Grenaa, stillet følgende spørgsmål til dig Aleksander Myrhøj og din partifælle Mads Nikolajsen:

  • Hvor er der bygninger/plads i midtbyen, som kan rumme større butikker?
  • Hvordan tænkes det deraf større behov for parkering løst?
  • Kan midtbyen overhovedet klare et øget trafikpres, som større butikker vil afføde?

Vi skulle nødig lægge hindringer i vejen for udvikling af butikker uden for midtbyen, da den type butikker, som placerer sig her, oftest kan få flere til at bruge Grenaa som handelsby.

Den seneste sommer har vist, at der kan skabes liv i midtbyen uden administrativ indgriben i form af forbud mod udvikling af butikker udenfor midtbyen.

”Det er som at forbyde befolkningen at spise bananer, fordi det står skidt til med salget af æbler. Det er ganske enkelt ikke logisk” – citat Anni Matthiesen, folketingsmedlem for Venstre, medlem af Folketingets udvalg for landdistrikter og øer.

Slutteligt mener jeg, at hvis I ikke svarer denne gang, må vi vel betragte sagen som uopklaret og håbe på, at blandt andre SF ikke får afgørende indflydelse i det videre politiske spil.


Læs også

Del artiklen