Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvad mener politikerne om solcelleparker?

Artiklens øverste billede
Solcelleparker - ja eller nej. Niels Holm Larsen vil vide, hvad de enkelte politikere i kommunalbestyrelsen i Norddjurs mener. Foto: Jens Dresling, Politiken.

Åbent brev til politikerne i Norddjurs Kommune i anledning af det kommende kommunevalg:

Jeg har derfor anført nogle spørgsmål, som jeg gerne vil høre de enkelte politikeres mening om. Uden den viden kan det være svært at beslutte, hvem jeg skal stemme på til efteråret.

Niels Holm Larsen

Det er desværre ikke i øjeblikket muligt at holde offentlige møder, hvor vælgerne kan orientere sig om de enkelte kommunalpolitikeres holdning til, hvad der planlægges i lokalområderne. Jeg har derfor anført nogle spørgsmål, som jeg gerne vil høre de enkelte politikeres mening om. Uden den viden kan det være svært at beslutte, hvem jeg skal stemme på til efteråret.

I mit lokalområde er der planer om at lave en større solcellepark. Den vil omkranse en del af min by, Ålsrode, og der er flere dele af projekt­beskrivelsen, som kan undre mig.

Jeg vil derfor gerne have politikerne til at svare på følgende:

1. Synes du, som medlem af kommunalbestyrelsen, at det er i orden, at en del af projektet søges placeret inden for Kystnærhedszonen, selv om det klart fremgår af lovgiv­ningen, at det ikke er tilladt?

2. Respektafstanden til skoven er lovmæssige sat til 300 m. Regner du så med, at dine vælgere synes, at det er i orden, når du som politiker signalerer, at en respektafstand til borgernes boliger bare behøver at være 200 m?

3. Hvordan har du det med, at et sådant projekt, som er en så stor indgriben i omgivelserne, naturen og lokalbefolkningens livskvalitet, søges vedtaget, medens forsamlingsforbud forhindre de berørte borgere i at forsamles og få fyldestgørende orienteringer om projektet, så de kan udtrykke deres meninger og dermed udøve deres demokratiske rettigheder?

4. Der er jo kendt viden, at det overordnede elnet ikke kan klare at aftage den strøm, som en så stor solcellepark kan producere, før nettet over en årrække bliver udbygget for skatte­borgernes penge. Snart en solcellepark er opført og produktionsklar, så får investorerne betaling for strømmen, selv om den slet ikke kan aftages og derfor ikke bliver produceret. Er det virkeligt rimeligt? Hvad tænker du om, at Danmarks el-forbrugere i måske flere år skal betale udenlandske og danske investorer for noget strøm, som altså slet ikke bliver produceret?

5. Har du som politiker sikret, at der er sat nogen regler for, hvem der har ansvar for genetablering af arealerne og ligeledes det økonomiske ansvar for dette, når anlægget er udtjent eller forældet og skal fjernes? Hvad sikkerhed er der for, at de ansvarlige også påtager sig ansvaret om f.eks. 30 år?

6. Vil du som politiker arbejde på, at de solceller, som vi alle ser behov for, kan placeres mere hensigtsmæssigt, på f.eks. bygningstage i industrikvarterene, hvor behovet for strøm findes i nærheden? Ved at køre en tur fra Torvet i Grenaa ad Søndergade og Århusvej til Hesselvang, kan enhver se, at der bare på det stykke vej er mange tage, hvor der kunne placeres solceller.

7. Flere politikere taler om manglende biodiversitet i landskabet forårsaget af den nutidige landbrugsdrift. Hvad tænker du om biodiversitetens udfoldelsesmuligheder i et solcellelandskab? Kør en tur hen og kik på solfangerne ved Lyngby-Trustrup Fjernvarmeværk. Jorden underneden ligger jo i konstant skygge. (Det er godt nok ikke solceller men solfangere, som leverer varmt vand til fjernvarmeværket. Effekten på arealet neden under er nok den samme.)

8. I DR P4 27.4.21 udtaler formand for Teknik og Miljøudvalget, Jens Meilvang (LA) citat: ” Vi handler i blinde, vi ved ikke, om vi får for få eller for mange solcelleparker. Vi har ikke overblikket, heller ikke over afsætningsmuligheder for strømmen. Vi mangler lovgivning på området.” Regner du med, at vælgerne vil synes, at den foreløbige håndtering af solcelleansøgningerne i Norddjurs Kommune er et udtryk for ordentlighed fra politikernes side, så de vil stemme på jer igen? Tror du ikke, at det ville være en god ide at tage en timeout og udsætte beslutningerne om tilladelser til etableringer af solceller, indtil Folketinget har udstukket nogle generelle retningslinjer?

Læs også

Del artiklen