Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Valgår og bluffnummer

Artiklens øverste billede
Benny Hammer, Det Konservative Folkeparti

I år er et valgår, men uagtet at valget forestår til efteråret, er det altid på sin plads at ytre sin holdning i det politiske. Viceborgmester eller ej, har jeg som kommunalpolitiker et politisk ansvar for at have en stemme på vegne af kommunens borgere og medarbejdere og i dette tilfælde medarbejderne på det sociale område, hvor sygefravær, trivsel og arbejdsvilkår bør undersøges og tages op til revision.

I Det Konservative Folkeparti er vi i overvejende grad enige, men fordi der er højere til loftet, vil der også forefindes afstemninger, hvor det er legalt at stemme forskelligt. Og ret skal være ret, jeg stemte imod, da der blev foreslået en meget omfangsrig uvildig undersøgelse af det sociale område.

Dengang blev der klarlagt en række forhold, hvorfor det ikke gav mening at fortsætte undersøgelsen på hele området, men dog koncentrere opgaven om afklaring og fastsættelse af indsatsområder i område Auning/Allingåbro/Ørsted. Ny information har fået mig til at erkende min fejl og sadle om. Der må og skal gøres noget mere end hvad der er påbegyndt nu. For det der er påbegyndt, er godt, men det rummer ikke alle problemstillinger og er derfor ikke fyldestgørende.

Jeg sætter mig naturligvis ind i de sager der er på kommunalbestyrelsens dagsorden og sygefraværsstatistikker er jeg såmænd også bekendt med, men den økonomiske omkostning det er for kommunen, har jeg ikke fået forelagt. For dog er det vigtigt, at vi kommer til bunds i sagen om trivsel, sygefravær og arbejdsvilkår for medarbejdere på det sociale område, men oveni det, er der også et økonomisk aspekt for kommunen, hvori en bedre trivsel og forbedrede arbejdsvilkår vil være mulige faktorer til at mindske sygefraværet og derfor også bedre kommunens økonomi. Så det Carsten Hering kalder et hyklerisk bluffnummer, det vil jeg tillade mig at kalde medmenneskelig empati og økonomisk ansvarlighed.

Og måske er det en allerede åben dør jeg sparker ind, men i så fald vil jeg meget gerne invitere kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune med til et fortsat samarbejde omkring dette. Vi må og skal have belyst det sociale område.


Læs også

Del artiklen