Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Klar til politisk kamp for bedre infrastruktur på Djursland

Artiklens øverste billede
Kim Christiansen, tidligere MF'er, foto: Steen Brogaard

"Regeringen barsler med ny infrastrukturplan til 106 mia., som ikke levner meget til Djursland.

Det er de to socialdemokratiske borgmestre naturligvis utilfredse med, men de burde da netop kunne lægge pres på Transportministeren sammen med folketingsmedlem Leif Lahn, da de jo er i samme parti. Det eneste, der er i planen til Djursland, er en lille udvidelse af vejen mellem Bale og Tåstrup.

I den infrastrukturplan, der blev fremlagt op til valget i 2019 af den borgerlige regering og DF, var der væsentlig mere fokus på Djursland. Personligt har jeg kæmpet for bedre infrastruktur på Djursland og haft et godt samarbejde med alle siddende borgmestre i Nord- og Syddjurs de sidste 10 år, men blev som bekendt ikke genvalgt ved sidste valg.

I den periode var der mange gode projekter, som omfartsvej til Grenaa Havn, udvidelse af Rute 15, motortrafikvej fra Randers til Assentoft, planlagt omfartsvej ved Auning, elektrificering af letbanen, som DSB ville lukke, sikring af Tirstrup Lufthavn, forundersøgelse af motorvej/motortrafikvej til Grenaa, cykelsti ved Gl.Estrup.

Og så har jeg sikkert overset nogle projekter, men især bedre vejforbindelse til Grenaa med de nye færgeruter og stigende tung trafik haster. Med den nye færgerute til og fra Grenaa-Halmstad åbner der sig store nye muligheder for, at Grenaa Havn bliver udgangspunkt for den europæiske nye rute, som trafik fra Norge, Finland, Sverige vil bruge. Fordi lastbilchauffører og transportbranchen hermed får mulighed for at bruge sejltiden som hviletid for chaufføren. Når man lander i Grenaa kan man udhvilet køre videre ned gennem Europa og omvendt.

Og man slipper for køretiden hen over to broer. Derfor er det også så vigtigt, at den kommende infrastrukturplan indeholder motorvej til Grenaa - eller som minimum 2+1 vej.

Endelig er trafiksikkerhed et godt argument. Der sker i dag mange ulykker på strækningen, og en forventet forøgelse af trafikken som følge af Halmstad ruten, vil øge risikoen for alvorlige ulykker.

Ved kommende valg håber jeg, at borgerne vil stemme personligt, uanset partifarve, og på kandidater der er opstillet på Djursland frem for kandidater fra andre dele af Østjylland. Det er nødvendigt, hvis man vil have nogen, der vil kæmpe for Djursland."

Læs også

Del artiklen