Dacia Jogger Dumper i crasthtest
Nok en gang er en Dacia dumpet i den store crashtest hos Euro NCAP. For tre måneder siden var det Dacia Spring, der rystede sikkerhedseksperterne med sin elendige sikkerhed og etstjernede testresultat. Nu er den gal igen.

Dacia er billigere end konkurrenterne. Og det er der måske en ubehagelig forklaring på. I hvert fald slipper en ny Dacia igen bemærkelsesværdigt skidt fra en crashtest. Det er den fælleseuropæiske forbrugerorganisation Euro NCAP, der har smadret en række bilmodeller, og den nye test er hård ved Dacia Jogger, der dumper med bare én stjerne.
Kongerigets billigste syvpersoners bil har kollisionssikkerhed langt under middel, ringe sikkerhed for bløde trafikanter og fravær af elementære sikkerhedssystemer.
Den nye familievenlige Dacia Jogger er en såkaldt MPV med plads til syv og er langt hen ad vejen bygget på samme platform som Dacia Sandero, der sidste år kun klarede sig til to Euro NCAP-stjerner.
En enkelt stjerne betyder, at der er utilstrækkelig beskyttelse af fører og passagerer, og FDM fraråder faktisk, at man køber bilen.