Aiways U6 bliver i tidens ånd en livsstilsorienteret coupé-version af U5. Den kommer til næste år. Foto: Aiways

Aiways U6 bliver i tidens ånd en livsstilsorienteret coupé-version af U5. Den kommer til næste år. Foto: Aiways

Kinesisk elbil rykker tættere på Danmark

Aiways starter snart salget af den store elektriske U5, som forventes at være på de danske veje i sensommeren

Af
Jens Overgaard

MOTOR Danske bilister får snart en ny mulighed for at køre elektrisk. Det sker, når den kinesiske elbil Aiways U5 snart vil kunne bestilles.

Aiways viste allerede bilen, der er på størrelse med en Audi A5, ved forskellige events i fjor, og det var egentlig planen, at den for alvor skulle lanceres ved forårets nu aflyste motorshow i Genève. Det sker nu ad andre kanaler.

Til gengæld forventer producenten at kunne holde tidsplanen for en europæisk introduktion i Tyskland, Frankrig, Holland, Schweiz, Norge og altså Danmark i sensommeren – på trods af coronakrisen.

"Den europæiske version af U5 vil gå i produktion til juli og være til salg i Danmark kort tid efter. Aiways har besluttet at fremrykke produktionen af 2021-modellerne, så det vil være en forbedret version, som kan tilbydes de europæiske kunder fra dag ét," fortæller Emma Hopgood, der er kundechef hos Pfpr Communications, som står for pressekontakten hos Aiways.

Aiways U5 er en mellemstor elektrisk SUV, som klarer over 400 km på en opladning og snart lander herhjemme. Foto: Aiways

Aiways U5 er en mellemstor elektrisk SUV, som klarer over 400 km på en opladning og snart lander herhjemme. Foto: Aiways

Pæn rækkevidde

Den 4,68 meter lange bil har et batteri, som yder 63 kWh, hvilket er på størrelse med topudgaven af f. eks. Hyundai Kona Electric. Senere kommer der muligvis et større batteri på 80 kWh.

Kineserne har dog ikke angivet, om det er bruttokapacitet eller nettobrugbar værdi.

U5 er udstyret med en elmotor på 140 kW eller cirka 190 hk, og den klarer over 400 km på en opladning. Undervejs kan man hurtiglade med op til 85 kW, hvilket betyder, at bilen kan lades op fra 30 pct. til 80 pct. på 27 minutter.

Udgangspunktet er, at bilen skal kunne bestilles på nettet. Der kommer ikke et decideret forhandlernet.

Men der vil blive steder, hvor bilerne kan ses, udleveres og blive serviceret. Hvem samarbejdspartneren bliver i Danmark, har Aiways endnu ikke afsløret. Producenten har heller ikke løftet sløret for prisen på bilen, der også vil kunne leases. Men ifølge FDM vi topmodellen koste omkring 320.000 kr., og leasingprisen vil afspejle denne pris.

Instrumenteringen består af en skærm på 12,3 tommer, og her er en række sikkerhedssystemer.

Aiways U5 fik dog hug, da Euro NCAP i slutningen af 2019 sikkerhedstestede nye modeller, og U5 kun fik middelmådige tre stjerner.

Viser opladerobot

Der er også en række nyskabelser på vej fra Aiways, der ledes af den karismatiske Samuel Fu, som har ansat en række topfolk fra den europæiske bilindustri og arbejder tæt sammen med branchens store underleverandører.

Firmaet har netop vist koncepter for opladerobotten Carl, der kan finde bilen på parkeringspladsen. Foto: Aiways

Firmaet har netop vist koncepter for opladerobotten Carl, der kan finde bilen på parkeringspladsen. Foto: Aiways

Den næste model fra Aiways ventes at være coupéen U6, der kommer i 2021. Firmaet arbejder også inden for andre felter og har lige vist konceptet for opladerobotten CARL. Den kan tilkaldes til ens parkeringsplads med en telefon-app og lade elbilen med 30 kW eller 60 kW. Det betyder, at batteriet vil kunne lades op til 80 pct. på 50 minutter

Publiceret 29 April 2020 11:55