Høj Dacia skal være Danmarks billigste elbil

Ny elektrisk Dacia Spring, som har en rækkevidde på over 200 km og kommer til Danmark i starten af 2021, skal koste under 150.000 kr.

Af
Jens Overgaard

ny bil Danmarks billigste elbil skal være høj og praktisk. Det er kongstanken bag den nye Dacia Spring, som lander herhjemme i starten af 2021.

Det er en model, som har teknologi fra koncernfætteren Renault Zoe, mens den lille crossover ligesom Zoe placerer sig mellem mikro-og miniklassen.

Når det er slået fast, ophører de fleste sammenligninger, for Dacia Spring er udviklet med en anden platform og en elektrisk drivlinje, der først og fremmest sigter på, at bilen skal være billig. Derfor lover Dacia foreløbig udelukkende en rækkevidde på "over 200 km", hvor Zoe til sammenligning klarer 385 km efter WLTP-skalaen.

Til gengæld skal prisen altså presses under de 150.000 kr., som mikroklasse-modellen Seat Mii Electric med en rækkevidde på 260 km koster i dag.

Store forventninger

Søren Ignaz, der er pressechef hos Renault og Dacia, tør ikke pege på, hvor meget billigere Spring bliver end Seat Mii Electric. Men forventningerne er store.

"Vi går på markedet med en bil, der virker fra dag ét, fordi det er gennemprøvet teknologi fra Renault, hvor man har en stor erfaring med elbiler og har arbejdet med dem i mange år," siger han.

Platformen kommer fra den elektriske Renault City KZ-E, der sælges på det kinesiske marked.

Den har her en længde på 3,74 meter og en batteripakke på 26,8 kW.

Spring, som er tilrettet europæiske forhold, blev for kort tid siden vist som en meget farverig prototype. Meget fra denne går dog igen på den endelige model, som kommer i produktion senere på året. Det vides dog ikke, om Renault har ændret på tekniske data eller dimensioner i forhold til KZ-E.

Nye kunder

De markante detaljer på Spring omfatter bl. a. en ny LED-lyssignatur, som også skal præge andre nye Dacia-modeller. Her er der full LED-forlygter og baglygter med en Y-formet signatur.

Dacia er tilbageholdende med yderligere tekniske data p. t. Det gælder bl. a. størrelsen på batteripakken og ladehastigheder. Det er begge dele faktorer, som spiller meget ind på den endelige pris.

Søren Ignaz ser dog, at Dacia med denne model får en ny kundegruppe i tale. »Det er første gang, at Dacia har en model, der retter sig mod byboerne, som her får nye muligheder,« siger Søren Ignaz.

Dacia Spring vises for pressen senere på året, mens de første prøvekørsler for danske motorjournalister foregår i slutningen af 2020.

Publiceret 06 April 2020 11:48