Sonys koncept af en elbil, kaldet Vision S, ser nærmest færdig ud, men ikke meget tyder på, at japanerne har tænkt sig at sætte den i produktion. Foto: Sony

Sonys koncept af en elbil, kaldet Vision S, ser nærmest færdig ud, men ikke meget tyder på, at japanerne har tænkt sig at sætte den i produktion. Foto: Sony

Sonys elbil ligner Porche til forveksling

På elektronikmessen i Las Vegas har japanske Sony vist en elbil, men interesserede får et stort problem, hvis de vil købe den

Af
Christian Schacht

ny bil Bilerne har for længst alvor indtaget den enorme CES-elektronikmesse i Las Vegas. Alligevel var overraskelsen stor, da japanske Sony kørte en nyudviklet elbil frem på scenen.

Sammen med bla. en ny PlayStation 5 var konceptet, Vision S, nyhederne, der tog overskrifterne.

Den lange, lave elbil, som i sit design minder om både Tesla S og Porsche Taycan, bliver dog primært præsenteret for at vise, at Sony er en alsidig virksomhed, der bygger alle mulige teknologiske anordninger, hvoraf mange kan finde anvendelse i en moderne bil.

Normalt ville man da også spørge ind til batteristørrelse, ladeevne og rækkevidde, men disse detaljer melder historien ikke ret meget om. Dog oplyser Sony, at modellen har to elmotorer på hver 268 hk, der muliggør en acceleration fra 0-100 km/t. på 4,8 sekunder.

Teknikken

Selve teknikken, som vognen er bygget på, er angiveligt lavet af bla. Magna Steyr, som er en stor leverandør i bilindustrien. Ifølge japanerne passer platformen også til en SUV, så hvem ved, om koncernens engang i fremtiden vil kaste sig over bilproduktion. Magna har i hvert fald erfaring med at bygge biler som bla. Toyota Supra, BMW Z4 og Mercedes G-Klasse.

Indtil videre lyder meldingen fra Sony blot, at man ”med prototypen vil lave et bidrag til fremtidens mobilitet”.

Sony oplyser, at bilen har et interiør med skærme, der strækker sig i fuld bredde, ligesom det er tilfældet med den kinesiske Byton-elbil. De tre berøringsfølsomme skærme er flankeret af digitale sidespejle med små skærme i hver side af cockpittet, hvor man kan følge med i, hvad der sker bag bilen.

Der skulle også være hele 33 sensorer, som bla. genkender mennesker i bilen. Interiøret bliver dermed fuldt personaliseret - og hvis en sovende passager opdages, vil lysene i deres område automatisk dæmpes, og klimastyringen indstiller en passende temperatur

Avanceret lydanlæg

Samtidig viser Sony også et avanceret lydanlæg, kaldet ”360 Reality Audio”, der skulle give en dyb og opslugende lydoplevelse, takket være højtalere indbygget i hvert sæde.

Konceptbilen er også proppet med udstyr fra bla. BlackBerry og Bosch, der har bidraget på de punkter, hvor Sonys ekspertise ikke har været tilstrækkelig.

Der er fire sæder i kabinen, der også byder på et stort glastag.

Elbilen er 4,9 meter lang, og dermed en anelse kortere end Tesla Model S.

Publiceret 09 January 2020 11:15

Replik: Tre politikere har reageret

NORDDJURS Avisen har givet samtlige 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Norddjurs mulighed for at kommentere på henvendelsen fra Henrik Holmsted Pedersen og den kritik, der rejses af sagsforløbet. Tre af de lokale politikere har reageret - formanden for Voksen- og Plejeudvalget, Lars Møller, (S), SF's Mads Nikolajsen og den konservative Benny Hammer.

Lars Møller indleder sit svar med at nævne, at det er koordineret med borgmester Jan Petersen, (S).

"Forvaltningen i Norddjurs Kommune modtog afgørelsen fra ministeriet 31. oktober 2019. Dagen efter den 1. november blev der skrevet ud til voksen- og plejeudvalget og borgmesteren og orienteret om afgørelsen. Samtidig blev både udvalget og borgmesteren orienteret om, at afgørelsen ville blive drøftet med Randers Kommune samt at afgørelsen ville blive drøftet med advokatfirmaet Bech-Bruun, da der jævnførende ministeriets skrivelse er flere forskellige muligheder for at tilpasse de formelle rammer for samarbejdet, så det får en form, der er lovlig. Desuden blev voksen- og plejeudvalget og borgmesteren oplyst om, at så snart, der er sket en afklaring og udarbejdet en beskrivelse af de forskellige løsningsmuligheder, så vil sagen blive forelagt til politisk behandling. Tilsvarende oplysninger afgav borgmesteren til hele kommunalbestyrelsen i forbindelse med kommunalbestyrelsens møde i november 2020," fortæller Lars Møller.

Ikke udenom eller bagom

Han mener, at der således ikke er tale om, at forvaltningen er gået hverken udenom eller bagom politikerne i arbejdet med at finde en alternativ samarbejdsform med Randers.

"Af afgørelsen fra Social- og Indenrigsministeriet fremgår det, at der er flere måder at lovliggøre samarbejdet på via alternative organiseringsmåder. Når Randers Kommune og Norddjurs Kommune i samarbejde med advokatfirmaet Bech-Bruun har afklaret, hvordan de formelle rammer omkring samarbejdet kan tilpasses, så vil der blive fremsendt en sag til politisk behandling i både voksen- og plejeudvalget, økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen. Det er forventningen, at det finder sted i løbet af perioden februar – april 2020," oplyser Lars Møller.

Begrænset aktindsigt

"27. november 2019 modtog Norddjurs Kommune en anmodning om aktindsigt fra advokatfirmaet Horten. Efterfølgende har velfærdssekretariatet i løbet af december 2019 været i dialog med Horten om på vis vegne, de søger aktindsigt, og hvilket materiale de konkret ønsker aktindsigt i. Generelt skal aktindsigter afgrænses, så forvaltningen kan finde materialet indenfor et rimeligt tidsforbrug på 25 timer – jævnførende offentlighedsloven. For at få en endelig afklaring af ovenstående forhold - herunder også om aktindsigten vedrører oplysninger om et konkurrerende advokatfirma - har velfærdsforvaltningen efter aftale med Randers Kommune anmodet vores advokatfirma Bech-Bruun om i starten af januar 2020 at tage kontakt til Horten på vegne af Norddjurs Kommune. Det kan oplyses, at Bech-Bruun også på vegne af Randers Kommune har fremsendt en lignende skrivelse til Horten. I det øjeblik, at afklaringen af aktindsigtens omfang foreligger, så fremsender Norddjurs Kommune hurtigst muligt materialet til Horten," fregår det af svaret fra Lars Møller.

Godkendt leverandør

Han runder af med at oplyse, at Det Danske Madhus er godkendt leverandør af madservice i Norddjurs Kommune og dermed har kommunens ældre hjemmeboende borgere mulighed for at få mad fra Det Danske Madhus, hvis de ønsker det. Det Danske Madhus har været godkendt leverandør i flere år – også da maden blev produceret i samarbejde med Syddjurs Kommune i regi af Djurs Mad.

Helt ok

Mads Nikolajsen fra SF er kritisk over for Henrik Holmsted Pedersens ageren i sagen.

"SF fandt madsamarbejdet med Randers Kommune helt ok. Jeg forstår ikke Henrik Holmsted Pedersen og Enhedslistens korstog imod, at kommuner samarbejder og kan levere til hinanden efter godkendte aftaler. Da samarbejdet med Syddjurs Kommune i det kommunale madhus blev opgivet, var samarbejde med Randers Kommune helt ok, også i følge tilsynsmyndigheden. Vi så også gerne samarbejde med Randers Sygehus og deres berømte økologiske køkken om madleverance, men det var ikke aktuelt," siger Mads Nikolajsen.

Han fortæller, at man bruger advokat i Norddjurs kamp for at få anerkendt kommunens løsning.

Vil vinde - ikke tabe

"Det er ok at kommunens advokat arbejder uden at modparten - et privat madhus - skal havde indsigt i alle sin modparts overvejelser. Vi kæmper for at vinde vores sag, ikke for at tabe. Jeg ser gerne at vi mere bruger lokal advokat - og alle mulige andre ydelser - men vi skal også have en advokat, der kender det helt specielle område. Det er meget usædvanligt, at en minister underkender sit eget tilsyn - som her," siger Mads Nikolajsen.

Helt uenig

Den konservative Benny Hammer er helt uenig.

"Det her er en irriterende sag, som har været træls at have med at gøre lige fra dag et. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke har været valgt en højere grad af åbenhed - og at sagen allerede nu havde været i Voksen og Plejeudvalget - og senere i kommunalbestyrelsen. Hvorfor dog pakke tingene væk i stedet for at få dem på bordet i al offentlighed," spørger han.

Han mener, at det eneste rigtige er at sende madopgaven i udbud i en åben proces.

"Jeg kan godt se, at det ender med endnu en advokatregning af de store fra Bech-Bruun, og jeg forstår til fulde vreden fra Det Danske Madhus. Det skal da ikke være Bech-Bruun, der skal afgøre, hvordan vi som kommune giver aktindsigt, for så er vi ude på et skråplan. Jeg håber ikke, at det hele er begrundet i, at nogle mener, at det kun er i det offentlige, der kan laves ordentlig ældremad. Den opgave kan lige så godt klares af en privat leverandør," mener Benny Hammer.