Frihøjden er hele 18,6 centimeter, så dermed har bilen mod på byens høje kantstene.

Frihøjden er hele 18,6 centimeter, så dermed har bilen mod på byens høje kantstene.

Det lover godt for den nye høje Skoda

Den nye Skoda Kamiq crossover, der starter fra 200.000 kr., virker rummelig og er mere gedigen end den teknisk identiske T-Cross

Af
Jens Overgaard

test Der var store roser til vinderen, da Seat Arona løb med titlen som Årets Bil i Danmark for et par år siden.

Siden da er den mere rummelige VW T-Cross kommet til i løbet af 2019, mens Skoda Kamiq, som byder på yderligere plads, netop er præsenteret.

De sidste to model-fætre krydsede klinger, da 24 biler kæmpede om at komme i finalen til Årets Bil 2020. Ingen af dem nåede dog i finalen, men dommerne var mest imponerede over Skoda.

Her kunne den danske Skoda-importør bekræfte, at Kamiq, som forventet, starter med priser lige under 200.000 kr. for en model med 1,0 liters motor på 95 hk og grundudstyret, Active, der på samme måde som VW T-Cross har en stor sikkerhedspakke med nødbremse, der reagerer på fodgængere og cyklister.

Skodaer plejer at byde på lidt mere, men Jana Olsen, som er pressechef for Skoda, kan dog endnu ikke gå i detaljer med det endelige udstyrsniveau.

Det står dog klart, at udstyr som adaptiv fartpilot bliver ekstraudstyr. Hun forventer, at langt de fleste vælger modellens mellem-udstyrsniveau, Ambition, og den adaptive fartpilot. Så vi skyder på, at prisen så vil blive omkring 235.000 kr. med denne bestykning.

Ved Årets Bil stillede Skoda op med versioner, der havde benzin-og dieselmotorer på 115 hk samt topudstyret, Style, inkl. digitalt cockpit og en kæmpe central berøringsskærm på 12,3 tommer.

Den er hurtig og fungerer godt, men vil også være en dyr feature, især i denne prisklasse.

Længere akselafstand

Med en akselafstand på 265 cm mod 255 cm i T-Cross er Kamiq mere praktisk end T-Cross, og ved testkørsel af de to modeller, før finalefeltet blev fundet, kunne vi også konstatere, at den opleves en tand mere komfortabel.

En anden markant forskel er, at Skoda Kamiq virker langt mere gedigen i kabinen end T-Cross.

Den tjekkiske bil har således bløde plastmaterialer en række steder på instrumentbordet, hvor VW er bygget af knaldhårdt og uforsonligt plastic.

Samtidig giver C-stolpen med en ekstra rude et bedre udsyn til f.eks. cyklister.

Skoda Kamiq lanceres herhjemme i starten af 2020.

FAKTA

Mere plads

Lidt af en overraskelse.

Sådan er mødet med Skoda Kamiq, der i princippet bygger på samme platform som de to søsterbiler Seat Arona og VW T-Cross. Skoda har dog valgt en anden vej, idet man satser på rummelighed og derfor har strakt platformen til det yderste.

Det betyder, at en Skoda Kamiq mere er at sammenligne med den længere Karoq. Akselafstanden er ganske enkelt markant længere end i de to konkurrenter, og derfor er der også endnu mere plads om bord.

Publiceret 29 October 2019 11:08

Replik: Tre politikere har reageret

NORDDJURS Avisen har givet samtlige 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Norddjurs mulighed for at kommentere på henvendelsen fra Henrik Holmsted Pedersen og den kritik, der rejses af sagsforløbet. Tre af de lokale politikere har reageret - formanden for Voksen- og Plejeudvalget, Lars Møller, (S), SF's Mads Nikolajsen og den konservative Benny Hammer.

Lars Møller indleder sit svar med at nævne, at det er koordineret med borgmester Jan Petersen, (S).

"Forvaltningen i Norddjurs Kommune modtog afgørelsen fra ministeriet 31. oktober 2019. Dagen efter den 1. november blev der skrevet ud til voksen- og plejeudvalget og borgmesteren og orienteret om afgørelsen. Samtidig blev både udvalget og borgmesteren orienteret om, at afgørelsen ville blive drøftet med Randers Kommune samt at afgørelsen ville blive drøftet med advokatfirmaet Bech-Bruun, da der jævnførende ministeriets skrivelse er flere forskellige muligheder for at tilpasse de formelle rammer for samarbejdet, så det får en form, der er lovlig. Desuden blev voksen- og plejeudvalget og borgmesteren oplyst om, at så snart, der er sket en afklaring og udarbejdet en beskrivelse af de forskellige løsningsmuligheder, så vil sagen blive forelagt til politisk behandling. Tilsvarende oplysninger afgav borgmesteren til hele kommunalbestyrelsen i forbindelse med kommunalbestyrelsens møde i november 2020," fortæller Lars Møller.

Ikke udenom eller bagom

Han mener, at der således ikke er tale om, at forvaltningen er gået hverken udenom eller bagom politikerne i arbejdet med at finde en alternativ samarbejdsform med Randers.

"Af afgørelsen fra Social- og Indenrigsministeriet fremgår det, at der er flere måder at lovliggøre samarbejdet på via alternative organiseringsmåder. Når Randers Kommune og Norddjurs Kommune i samarbejde med advokatfirmaet Bech-Bruun har afklaret, hvordan de formelle rammer omkring samarbejdet kan tilpasses, så vil der blive fremsendt en sag til politisk behandling i både voksen- og plejeudvalget, økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen. Det er forventningen, at det finder sted i løbet af perioden februar – april 2020," oplyser Lars Møller.

Begrænset aktindsigt

"27. november 2019 modtog Norddjurs Kommune en anmodning om aktindsigt fra advokatfirmaet Horten. Efterfølgende har velfærdssekretariatet i løbet af december 2019 været i dialog med Horten om på vis vegne, de søger aktindsigt, og hvilket materiale de konkret ønsker aktindsigt i. Generelt skal aktindsigter afgrænses, så forvaltningen kan finde materialet indenfor et rimeligt tidsforbrug på 25 timer – jævnførende offentlighedsloven. For at få en endelig afklaring af ovenstående forhold - herunder også om aktindsigten vedrører oplysninger om et konkurrerende advokatfirma - har velfærdsforvaltningen efter aftale med Randers Kommune anmodet vores advokatfirma Bech-Bruun om i starten af januar 2020 at tage kontakt til Horten på vegne af Norddjurs Kommune. Det kan oplyses, at Bech-Bruun også på vegne af Randers Kommune har fremsendt en lignende skrivelse til Horten. I det øjeblik, at afklaringen af aktindsigtens omfang foreligger, så fremsender Norddjurs Kommune hurtigst muligt materialet til Horten," fregår det af svaret fra Lars Møller.

Godkendt leverandør

Han runder af med at oplyse, at Det Danske Madhus er godkendt leverandør af madservice i Norddjurs Kommune og dermed har kommunens ældre hjemmeboende borgere mulighed for at få mad fra Det Danske Madhus, hvis de ønsker det. Det Danske Madhus har været godkendt leverandør i flere år – også da maden blev produceret i samarbejde med Syddjurs Kommune i regi af Djurs Mad.

Helt ok

Mads Nikolajsen fra SF er kritisk over for Henrik Holmsted Pedersens ageren i sagen.

"SF fandt madsamarbejdet med Randers Kommune helt ok. Jeg forstår ikke Henrik Holmsted Pedersen og Enhedslistens korstog imod, at kommuner samarbejder og kan levere til hinanden efter godkendte aftaler. Da samarbejdet med Syddjurs Kommune i det kommunale madhus blev opgivet, var samarbejde med Randers Kommune helt ok, også i følge tilsynsmyndigheden. Vi så også gerne samarbejde med Randers Sygehus og deres berømte økologiske køkken om madleverance, men det var ikke aktuelt," siger Mads Nikolajsen.

Han fortæller, at man bruger advokat i Norddjurs kamp for at få anerkendt kommunens løsning.

Vil vinde - ikke tabe

"Det er ok at kommunens advokat arbejder uden at modparten - et privat madhus - skal havde indsigt i alle sin modparts overvejelser. Vi kæmper for at vinde vores sag, ikke for at tabe. Jeg ser gerne at vi mere bruger lokal advokat - og alle mulige andre ydelser - men vi skal også have en advokat, der kender det helt specielle område. Det er meget usædvanligt, at en minister underkender sit eget tilsyn - som her," siger Mads Nikolajsen.

Helt uenig

Den konservative Benny Hammer er helt uenig.

"Det her er en irriterende sag, som har været træls at have med at gøre lige fra dag et. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke har været valgt en højere grad af åbenhed - og at sagen allerede nu havde været i Voksen og Plejeudvalget - og senere i kommunalbestyrelsen. Hvorfor dog pakke tingene væk i stedet for at få dem på bordet i al offentlighed," spørger han.

Han mener, at det eneste rigtige er at sende madopgaven i udbud i en åben proces.

"Jeg kan godt se, at det ender med endnu en advokatregning af de store fra Bech-Bruun, og jeg forstår til fulde vreden fra Det Danske Madhus. Det skal da ikke være Bech-Bruun, der skal afgøre, hvordan vi som kommune giver aktindsigt, for så er vi ude på et skråplan. Jeg håber ikke, at det hele er begrundet i, at nogle mener, at det kun er i det offentlige, der kan laves ordentlig ældremad. Den opgave kan lige så godt klares af en privat leverandør," mener Benny Hammer.