Skuffet Ældreråd om høringsfrister: »Det er mangel på respekt«
Ældrerådet føler ikke, de har haft reelle muligheder for at give deres meninger til kende over for det omfattende sparekatalog, som Voksen- og Plejeudvalget har sendt til viderebehandling på seneste møde.
Fra orienteringsmødet mellem Ældrerådet og forvaltningen i Norddjurs Kommune var slut, til der var frist på at sende indsigelser til de foreslåede besparelser på ældre- og plejeområdet, som lokalpolitikere har lagt op for at modarbejde budgetoverskridelser i 2023, gik der cirka 15 timer.
Og selvom det lykkedes Ældrerådet at sende kommentarer til det foreslåede sparekatalog inden for fristen, var det slet ikke tid nok til at udforme et ordentligt høringssvar, mener formand Gitte Eilersen.
»Vi er ikke stolte af det, vi har lavet nu, men det har været det muliges kunst. Vi blev efter mødet og udformede det, som vi nu kunne. Vi var alle enige om, at det ikke var godt nok, og vi havde det alle meget træls, da vi tog hjem,« fortæller hun.
Udover Ældrerådet har også Handicaprådet også nået at fremsende svar til de foreslåede besparelser, og her anføres det som det første, at »Handicaprådet gør opmærksom på, at rådet ønsker at blive inddraget så tidligt som muligt i alle sager.«
I kommunens spareforslag for at overholde servicebudgetterne er der som tidligere beskrevet lagt op til store reduktioner på ældre- og plejeområdet for i alt 6,7 mio. kroner i 2023. Flere af de foreslåede sparepunkter stiller Ældrerådet sig kritisk over for.
Især nedskæringen af rengøring i plejeboliger fra hver 14. dag til hver tredje uge samt en reduktion i den såkaldte klippekortsordning, som Ældrerådet kalder »en nedjustering i livskvaliteten for beboerne, der i forvejen er ensomme og resursesvage.«
Formand Gitte Eilersen har ikke mange roser til overs for den tid, hun mener, Ældrerådet har fået til at reagere på de foreslåede besparelser.
»Det er dybt forkasteligt. Vi er jo nedsat for at kunne rådgive og dele vores holdninger for de ældre i samfundet, og det har vi ikke haft mulighed for, og det vil sige, vi ikke kan arbejde ordentligt. Det er mangel på respekt,« siger hun.
Ikke ønskværdige tiltag
Høringssvaret faldt forud for mødet i Voksen- og Plejeudvalget, udvalgsmedlemmerne også stemte om, hvorvidt besparelserne skulle sendes i offentlig høring, inden de går videre til først Økonomiudvalget og siden kommunalbestyrelsen.
Forslaget faldt, da Venstres Rikke Albæk Jørgensen, SFs Jytte Schmidt og udvalgsformanden fra Konservative, Mads Jensen, stemte imod.
Mads Jensen forklarer, at den beslutning tager udgangspunkt i, at ledere i forvaltningen har været involveret i udarbejdelsen af spareforslagene, og at Ældrerådet samt Handicaprådet alligevel nåede at indsende høringssvar, som blev taget med på udvalgsmødet.
Samtidig peger han på, at en høringsproces herefter vil begrænse besparelsernes effekt, fordi implementeringen så vil blive forsinket.
»Det vil bremse processen og forsinke os i flere måneder, og så vil det ikke have samme effekt. Jo før, vi kommer i gang, jo hurtigere kan de komme ud og få effekt. Det ændrer jo ikke på den politiske opgave om at finde pengene at sende det i høring, og forlænger vi processen i et par måneder, gør vi bare den opgave og efterslæbet større. Jo længere, vi kommer ind i 2023, jo mindre kan man gøre. Det så vi i 2022 - ved at vi venter, så kommer vi så sent på året, at det ikke når at have nogen effekt.«
Er høringssvar en hæmsko for politiske beslutninger?
»Jeg vil ikke bruge ordet hæmsko. Men de er jo til for, at vi politikere kan få andre vinkler på aktuelle sager, for vi har måske ikke alle sammen egen erfaring fra området, vi kan trække på, og så har vi høringssvarene. I dette tilfælde har forslagene været forbi ledelseslagene og dermed er medarbejderhensyn også indlagt i det.«
Mads Jensen forklarer, at både Ældreråd og Handicaprådet løbende er blevet informeret om, at der skal besparelser til for at nå budgetbalance. Han har løbende dialog med de to råd, der også har haft mulighed for at kigge i dagsordenen for udvalgsmødet i flere dage op til.
»Handicap- og Ældrerådet kender situationen, vi står i, og jeg har løbende dialog med dem. De kender min intention om, at vores serviceniveau og opgaver skal passe ind i den økonomiske ramme, vi har. Det er jo svært at gøre uden at fjerne mere, end man tilføjer,« siger han.
»Det er jo til syvende og sidst politiske prioriteringer. Det er ikke Ældrerådet, der skal træffe politiske beslutninger, det er os, der skal tage ansvar for det - også de måske ikke så populære tiltag. Det oplever vi jo tit i høringssvar: ’Det her ønsker vi ikke’. Nej, det er heller ikke et ønskværdigt scenarie, men det er det, vi står i,« siger han.
Gentænke høringsprocesserne
Han og udvalget har også anerkendt det korte tidsforløb for besparelserne, siger formanden og henviser til referatet fra mødet, hvor udvalget anerkender, at processen op til mødet har været »kort og komprimeret«.
Med den inddragelse, der i forvejen er sket af ledelseslagene i forvaltningen, samt orientering af rådene, omend med kort frist, mener han dog ikke, at de demokratiske processer er blevet udhulet i denne sag.
»Måler man efter, at høringssvar kun bliver lyttet til, hvis der bliver gjort det, der står i dem, så har man en forkert forventning til dem. Vi tager ansvaret og beslutningerne, men vi bliver klædt på af høringssvarene,« siger Mads Jensen.
Så nogle gange er I nødt til at handle hurtigt. Lægger det her op til, at man skal gentænke, hvordan man laver høringer og inddrager det lokale demokrati?
»Helt sikkert, og jeg ved, der bliver arbejdet på, at høringssvar skal være mere dialogprægede og ikke - sagt firkantet - et stykke papir, hvor der står: ’Det her er en dårlig idé’. Vi kan alle være enige om, at det her ikke er ønskværdige tiltag, men det er nødvendige tiltag,« siger han og fortsætter:
»Høringsprocesser skal være involverende af relevante parter, råd og bestyrelser, men det er stadig en politisk beslutning i sidste ende.«
Formanden fremhæver ydermere, at der frem til den videre sagsbehandling af sparekataloget i Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen stadig er mulighed for at komme med input til de forskellige forslag, som kan indgå i den videre politiske behandling.
Formand for Ældrerådet Gitte Eilersen har også hæftet sig ved den note, at input til besparelserne fortsat er velkomne frem til behandling af punkterne på det kommende kommunalbestyrelsesmøde den 13. december. På rådets møde 8. december, vil de lave et mere fyldestgørende høringssvar, fortæller hun.