Genåbning af aftenskolerne på lavt blus
FOF tilbyder allerede nu nye aktiviteter

Den trinvise genåbning af samfundet har også givet nye muligheder for aftenskolerne. Der er stadig lang vej endnu, inden aftenskolerne igen kan tilbyde hele deres brede palet af kurser, foredrag og udflugter, men FOF Djursland har valgt at udbyde en række nye aktiviteter, som de seneste retningslinjer har gjort mulige. Det fortæller FOF Djursland i en pressemeddelelse.
Lene Fribo, skoleleder i FOF Djursland, fortæller, at hun har valgt at tage mod de nye muligheder med kyshånd:
Vi mærker, at folk virkelig har brug for at komme tilbage til det fællesskab, som de kan opleve hos os.
»Vi mærker, at folk virkelig har brug for at komme tilbage til det fællesskab, som de kan opleve hos os. Derfor har vi også valgt at starte noget op allerede her i de kommende uger. Også selv om mange andre aftenskoler rundt i landet har valgt at vente til efterårssæsonen. Nøgternt set vil det selvfølgelig også være lettere at vente. Men jeg synes, at FOF Djursland skylder borgerne og politikerne på Djursland at sige tak for opbakningen ved at tilbyde det, som vi nu får mulighed for.«
Træn i varmt vand
Konkret åbner de nye retningslinjer for, at der kan tilbydes forskellige former for udendørsaktiviteter og enkelte indendørs aktiviteter for særlige målgrupper, fortæller FOF-skolelederen:
»Indendørs er der nogle særlige regler for dem, der er 70 år og opefter. Dem kan vi nu tilbyde træning i varmtvandsbassin, hvilket er meget kærkomment for dem, der døjer med smerter i kroppen.«
«Og så har vi også mulighed for at tilbyde babysvømning, hvor en forælder kan komme og få en dejlig oplevelse sammen med sin baby.«
Udendørs har FOF nogen tid undervist i Qigong i Byparken i Rønde og nu bliver der både noget for dem, der gerne vil gøre noget godt for kroppen og for dem, som vil lære nyt og udfolde sig kreativt. I Grenaa og Gjerrild bliver der mulighed for at dyrke udendørs yoga og Qi Gong i skønne omgivelser. Og så byder den kommende tid også på flere muligheder for at dyrke pileflet samt på et kursus, hvor du kan blive klogere på, hvordan du kan dyrke dine egne krydderurter.
Derudover tilbyder FOF Djursland i de kommende måneder på forskellige oplevelser rundt om i landet. 30. maj-2. juni tilbydes for femte gang tre højskoledage på Anholt. Den 4.-5. juni har FOF-Djursland en 2-dages tur til Sydjylland, der blandt andet byder på byvandring og overnatning i domkirkebyen Ribe, omvisning på Vadehavscenteret og besøg på Tirpitz-museet. Og den 17.-19. juni tilbyder FOF livsnyderdage på Sydfyn. Der er rundvisning i Svendborg og Troense og en række kulinariske oplevelser, som dækker alt fra ølsmagninger og whiskysmagning til sydfynske delikatesser som rygeost.
»Vi sørger selvfølgelig for at overholde alle krav om afstand, mundbind og corona-pas de steder, hvor det er påkrævet,« slutter Lene Fribo.
gs