Hvem der skal tage over efter Jan Kjær Madsen som Radikale Venstres spidskandidat afgøres på et opstillingsmøde 8. april. Arkivfoto

Hvem der skal tage over efter Jan Kjær Madsen som Radikale Venstres spidskandidat afgøres på et opstillingsmøde 8. april. Arkivfoto

Radikale Venstre skal hurtigt genopfinde sig selv frem mod valget

Jan Kjær Madsen vender tilbage til byrådsarbejdet 1. april, men han er ikke med på holdet til kommunalvalget

Af
Lars Norman Thomsen

KOMMUNALPOLITIK Det Radikale Venstre har i hele Syddjurs Kommunes levetid formået at kile sig ind i Syddjurs Byråd med et mandat - og sågar to i en enkelt periode.

Spørgsmålet er, om det også vil lykkes partiet at fortsætte på denne måde ved det kommende kommunalvalg 16. november. Jan Kjær Madsen, 50, Hornslet, har nemlig torsdag aften meddelt partiforeningens bestyrelse, at han ikke genopstiller.

Jan Kjær Madsen har de to seneste perioder tegnet partiet nærmest ene mand fra sin position i byrådet, og hans afgang kan blive svær at tackle, fordi der ikke er mange måneder til at bygge en ny spidskandidat op, før vælgerne skal fælde dom.

Byrådets eneste radikale medlem har siden midten af december 2020 haft orlov fra arbejdet og overladt det til suppleanten Heine Skovbak Iversen, Ebeltoft, men Jan Kjær Madsen er tilbage på pinden 1. april, når orlovsperioden er afsluttet. Han vil være med resten af byrådsperioden.

Jobbet kræver alt

I foråret 2020 steg Jan Kjær Madsen i graderne i privatsfæren, da han blev udnævnt til, at være ham, der skal være mastermind (chef) for udvikling og drift af Region Midtjyllands voksende ambulancetjeneste.

En ordentlig mundfuld, som gjorde tiden til at beskæftige sig med lokalpolitik mindre og til sidst tvang ham til at bede om orlov fra byrådsarbejdet.

"Det er også mit arbejde, der gør, at jeg har fortalt min partiforening, at jeg ikke genopstiller. Det vil ikke være seriøst og ordentlig at stille op som spidskandidat og heller ikke bare på en placering længere nede på listen, når jeg på forhånd ved, at mit job ikke levner tid til at være med i politik på de vilkår, som det kræver," siger Jan Kjær Madsen.

"Jeg er fortsat vild med politik og brænder for at være med, men fra årsskiftet bliver det fra baglandet, at jeg giver mit besyv med."

Overraskede i 2013

I 2013 lykkedes det overraskede for Jan Kjær Madsen at snige sig foran partiets mangeårige lokalpolitiske es, Carsten Bech, Ugelbølle, i personlige stemmetal.

Han fulgte flot op i 2017 med 435 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017, hvor Det Radikale Venstre med 1.398 stemmer (5,7 procent) fik et godkendt valg.

Lokalavisen har døbt Jan Kjær Madsen 'Blå Jan', fordi han i den økonomiske politik overordnet betragtet deler synspunkter med Venstres leder Claus Wistoft og Konservatives ditto, Tommy Bøgehøj.

Alle tre er enige om, at nøglen til kommunens pengekasse og nærstudiet af et regneark aldrig bør overlades til en socialdemokrat. Trioen har løbende markeret sig sammen i Økonomiudvalget og i større sager bragt borgmester Ole Bollesen (S) i mindretal i kommunens superudvalg, som borgmesteren så efterfølgende har måttet konvertere til et flertal på byrådsmøderne.

Netop derfor vil Det Radikale Venstres opstillingsmøde 8. april blive fulgt med stor interesse hos de øvrige partier, fordi partiets valg af spidskandidat kan blive meget afgørende for kommunalvalgets udfald og magtfordelingen i et kommende byråd mellem rød og blå side.

Uanset, hvem det bliver, kommer Det Radikale Venstre til at genopfinde sig selv i Syddjurs. Basta, sådan er det bare.

Jan Kjær Madsen er uddannet agronom fra Landbohøjskolen i København og har arbejdet med både rådgivning, fagpolitik og ledelse i SEGES, det tidligere Dansk Landbrugsrådgivning. De seneste ti år har han arbejdet i Falck A/S som først stationsleder og siden områdeleder for 155 reddere i Randers og på Djursland.

Det var rejehoppet til stillingen som ambulancechef hos Region Midtjylland, som nu betyder farvel til en respekteret og strategisk stærk politiker i byrådet, når indeværende byrådsperiode stopper.

Publiceret 02 April 2021 18:30