To tidligere medlemmer af Venstre - 28. september 2016 i Rønde Idrætscenter. Daværende kredsformand Mogens Høeg Hørning har overrakt blomster til Britt Bager og afslutter med et par velvalgte ord, fordi Venstre forsamlingen foran dem netop har kåret hende til partiets folketingskandidat. Foto: Lars Norman Thomsen

To tidligere medlemmer af Venstre - 28. september 2016 i Rønde Idrætscenter. Daværende kredsformand Mogens Høeg Hørning har overrakt blomster til Britt Bager og afslutter med et par velvalgte ord, fordi Venstre forsamlingen foran dem netop har kåret hende til partiets folketingskandidat. Foto: Lars Norman Thomsen

Britt Bager forlader kriseramt Venstre

Pragmatikeren med rod i lille Voldby i det østlige Norddjurs forlader ikke overraskende Venstre for at vende tilbage til Det Konservative Folkeparti, hvor hun som ung gjorde sine første politiske erfaringer

Af
Lars Norman Thomsen

POLITIK Da Britt Bager, 45, var i gang med jurastudiet på Aarhus Universitet for små 20 år siden var hun samtidig medlem af studenterforeningen Konservative Jurister under Konservative Studenter.

23. marts kan hun igen skrive konservativ på sit visitkort. Partibogen til Venstre er revet itu, og en ny oprettet hos Det Konservative Folkeparti.

Overraskende?

Egentlig ikke, hvis man har talt jævnligt med Britt Bager det seneste halve år. Frustrationerne, trætheden og en manglende tro på, at Venstre kan komme tilbage til fordums styrke har luret under overfladen. Sådan noget siger man imidlertid ikke til citat.

Godt nok udtalte hun til Adresseavisen i oktober 2020 i forbindelse med rygter om, at hun var på vej til at følge Det Radikale Venstres Jens Rohde, nu løsgænger, over i et nyt parti:

"Jeg kan sige helt uden omsvøb, at jeg ikke skal nogen steder."

Sovjetunionens statsoverhoved, Mikhail Gorbatjov kyssede og krammede også DDR’s leder, Erich Honecker - uden sammenligning i øvrigt - da DDR, Den Tyske Demokratiske Republik, 6. og 7. oktober 1989 fejrede sin 40-års fødselsdag. Det viste sig hurtigt at være et dødskys for først Honecker - siden Gorbatjov.

Britt Bager ønsker Jakob Ellemann held og lykke med at bringe Venstre på ret kurs igen. Troen på, at det vil ske, er dog ikke stor hos det nye konservative folketingsmedlem. Arkivfoto

Britt Bager ønsker Jakob Ellemann held og lykke med at bringe Venstre på ret kurs igen. Troen på, at det vil ske, er dog ikke stor hos det nye konservative folketingsmedlem. Arkivfoto

Sandheden er nogle gange fuld af løgn, også i politik.

I oktober, da udtalelsen faldt, havde Britt Bager netop talt i telefon med Venstres nye kredsformand på Djursland, Arne Gynther, for første gang og fået et fint indtryk af sin nye tætteste samarbejdspartner i Djurskredsen.

Nu er begge fortid i Venstre.

Støjbergs farvel

Allerede dengang var Britt Bager således i gang med at overveje sin politiske fremtid uden at tale højt om det, og tankerne om at cutte Venstre forever blev yderligere forstærket, da veninden Inger Støjberg fik en tur i Rigsretten på halsen med opbakning fra et stort flertal i partiet minus Britt Bager og otte andre partifæller. Da Støjberg siden sagde farvel til Venstre for at blive løsgænger, var der ikke reelt mere at gøre for Djurs-kredsens Venstre-medlem i Danmarks liberale parti.

"Jeg ser ikke længere Venstre som det folkeparti, det var engang. Dengang var partiet både liberalt og borgerligt og kunne rumme både en erklæret liberal, som Jan E. Jørgensen og en erklæret nationalkonservativ som Inger Støjberg. Sådan er det desværre ikke mere," siger Britt Bager.

- Stikker der mere under din beslutning? Er det mere historien om, at du har mistet indflydelse og position i partiet efter Folketingsvalget i 2019 og formandsskiftet?

"Slet ikke. Det var spændende og stort at blive udnævnt til politisk ordfører i Lars Løkke Rasmussens sidste periode som statsminister, da Jakob Ellemann skulle være minister, men jeg sagde også efter valget, da det stod klart, at vi skulle i opposition, at jeg ikke længere ønskede at være politisk ordfører, fordi det rent tidsmæssigt slet ikke passede med at have familie med en lille dreng, jeg aldrig så, og et ønske om at blive gravid igen."

Det flugter med, hvad hun udtalte til Lokalavisen i juni 2019 umiddelbart efter valget:

"Jeg har meget længe arbejdet 80 timer om ugen, så nu glæder jeg mig ærlig talt til få mere tid til min søn og mand, så må vi se, hvad fremtiden bringer. Lige nu og her er jeg glad for, at Venstre som hold gik frem med ni mandater, og at jeg bestod opgaven som politisk ordfører til ug," sagde Britt Bager dengang.

- Med Støjbergs farvel tippede balancen i partiet, siger du, men du har jo altid gjort en dyd ud af at fortælle, at du er mere politisk pragmatiker end særligt ideologisk orienteret?

"Jeg glædede mig oprigtigt til, at Jakob Ellemann og Inger Støjberg som formand og næstformand kunne finde sammen om at skabe en naturlig balance i Venstre i respekt for hinanden og for den bredde i holdningerne som der skal være i et folkeparti som Venstre med partiets lange historie. Efter at have oplevet års polarisering og ballade i partiet, mens Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen udgjorde formandskabet, så jeg og mange andre partifæller frem til nye tider og et nyt holdfællesskab."

"Det kiksede desværre og blev yderligere forstærket med Inger Støjbergs afgang og senere en række forlig med regeringen og Radikale Venstre, bl.a. om udlændingepolitik, uden, at de andre borgerlige partier var med, mens vi stod uden for politiforliget modsat andre borgerlige partier. Det hjalp mig til at træffe min beslutning."

Ingen holdånd

Tidligere Syddjurs borgmester Claus Wistoft, og Venstres borgmesterkandidat til det kommende kommunalvalg, har i flere omgange efterlyst flere holdspillere på Christiansborg. Denne folketingsperiode har været præget i et væk af partiskift og medlemmer, der er overgået til at være løsgængere med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen som den mest prominente.

- Har Claus Wistoft ikke ret i, at der mangler flere holdspillere på Christiansborg og færre solister?

"Jo, det har han da sikkert. Det er bare svært at være holdspiller i et parti, hvis der slet ikke er holdånd i det pågældende parti."

- Det er din oplevelse af Venstre lige nu?

"Det er sådan, jeg oplever Venstre. Det har været vildt hårdt at være med til. Tonen har været hård, og det har været svært at få øje på, hvordan der kan løses op for den trælse situation i gruppen."

- Du forlader et Venstre i krise?

"Det tror jeg alle kan se, når meningsmålingerne fortæller, at Venstre nærmest har halveret sit stemmetal i forhold til valget i juni 2019."

Afgangen af Marcus Knuth, Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg og Britt Bager plus tidligere Udenrigs- og Finansminister Kristian Jensen, der snart overgår til en post i Diplomatiet, repræsenterer i omegnen af 100.000 personlige stemmer ved det seneste Folketingsvalg.

"Ja, og snart er både Eva Kjer Hansen og Ellen Trane Nørby også fortid, fordi de går efter borgmesterposter i henholdsvis Kolding og Sønderborg. Det ser svært ud."

Mere ro på

Det Konservative Folkeparti var det eneste alternativ for Britt Bager.

Kriseramte Dansk Folkeparti, himmelstormerne Nye Borgerlige eller decimerede Liberal Alliance har aldrig været inde i billedet.

- Har du talt med nogle af de nævnte partier?

"Det vil jeg ikke sige noget om, men for mig kunne det kun blive Det Konservative Folkeparti, fordi jeg er konservativ og nok har fået øjnene mere og mere op for det i takt med, at balancen tippede i Venstre, som den gjorde."

- Du taler om om polarisering i Venstre, er det ikke nøjagtigt det samme, vi ser hos de konservative?

"Jeg synes, der er en balance og en bredde i partiet, som jeg værdsætter. Fra Marcus Knuth og Rasmus Jarlov på den ene side og over til Mette Abildgaard på den anden, og det er der plads til, fordi ingen er i tvivl om den fælles retning og respekterer den kurs, som Søren Pape, som partileder har sat."

- Hvordan bliver din placering i den konservative gruppe?

"Det har vi slet ikke nået at tale om endnu. Ligesom vi heller ikke har snakket om, hvilken kreds jeg kan få."

- Så du genopstiller til næste valg?

"Ja, det gør jeg helt sikkert."

- Du har flere gange udtalt, at ti år var nok for dig i Folketinget, fordi du ville nå at arbejde i det private erhvervsliv? Hvis det fortsat gælder, bliver det næste valg dit sidste?

"Det har jeg ikke taget stilling til endnu, så det vil jeg ikke lægge mig fast på."

- Kan Djurskredsen fortsat være aktuel for dig?

"Jeg ved det ikke. Det er vigtigt for mig at få fortalt, at jeg ikke smækker med nogen dør, men forlader Venstre stille, roligt og ordentligt. Jeg har den største respekt for de medlemmer af Venstre på Djursland, som har hjulpet mig. De har altid gjort en brav indsats. Om de så vil synes, at det vil være okay at opstille i Djurskredsen for mit nye parti, kan jeg ikke vide noget om."

Overraskende flot debut

Britt Bager blev medlem af Venstre i 2011 efter at have arbejdet for partiet på Christiansborg i en periode. Hun blev folketingskandidat for partiet i 2013 i Favrskovkredsen, hvor ikke ret mange tog notits af hende.

De undervurderede hende imidlertid.

Ved Folketingsvalget i 2015 kom, så og sejrede hun. Hun blev valgt ind på Venstres andet mandat i Østjyllands Storkreds med 7.306 personlige stemmer, kun overgået af Jakob Ellemann-Jensen. Et valg, der vakte beundring i brede politiske kredse, fordi den ukendte Britt Bager via en særdeles velgennemført kampagne formåede at bryde igennem den politiske lydmur til Borgen.

I Favrskov var de også overraskede, fordi Britt Bager havde ført en utraditionel valgkamp, hvor flittig og dygtig brug af de sociale medier gjorde en afgørende forskel og skaffede den unge kvinde fra Voldby et valgresultat, som fik hæderkronede Venstre-støtter til at spærre øjnene op.

Venstre i Favrskov forstod derfor ikke en dyt af, at hun pludselig i september 2016 efter lang tids flirten med ledende V-folk på Djursland meddelte, at hun ville forlade Favrskov til fordel for Djurskredsen forud for det næste folketingsvalg.

Især ikke når Djurskredsen i 2015 ikke kunne sikre det mangeårige folketingsmedlem Anne-Mette Winther Christiansen en ny periode på Christiansborg.

Britt Bager følte imidlertid, at Djursland var hendes base. Derfor var der ikke tvivl i hendes sind, om hun skulle sig ja, da tilbuddet kom - selv om det betød en politisk koldfront i forhold til Favrskov. Koldfronten er aldrig blevet konverteret til varmere temperaturer.

FAKTA

Britt Bager

  • Ved valget i 2019 opnåede Britt Bager 10.490 stemmer i Østjylland og forbedrede dermed sit resultat fra 2015 med flere længder
  • Det samme gjorde Jakob Ellemann-Jensen (19.388 stemmer)
  • Tidligere Randers borgmester Michael Aastrup Jensen, der førte valgkampagne på, at han bor i Østjylland, som en klar stikpille til Bager og Ellemann-Jensen, formåede at kile sig ind i mellem de to med et stemmetal på 12.297 stemmer
  • Britt Bagers stemmetal i Østjylland var det femtebedste i landsdelen

Publiceret 01 April 2021 18:30