Poul Nowack har aldrig mistet færden af rock og pop. Musikken er dybt forankret i ham, og det har den været siden de unge år på Herning-kanten. Arkivfoto

Poul Nowack har aldrig mistet færden af rock og pop. Musikken er dybt forankret i ham, og det har den været siden de unge år på Herning-kanten. Arkivfoto

Poul Nowack har fået smag for sangskriveriet

Indehaveren af Memory Lane Rockmuseum på Fuglsøcentret har atter skrevet tekst til en komposition af den tidligere guitarist i Sir Henry & his Butlers, Ole Steenen

Af
Lars Norman Thomsen

MUSIK Forleden var der release på en ny sang, som Poul Nowack, Grenaa, indehaver af Memory Lane Rockmuseum på Fuglsøcentret, har begået teksten til.

Det er sangen ’Hvis jeg var ung igen’, som Ole Steenen, tidligere med i ’Sir Henry & his Butlers’, mens Tommy Seebach spillede med gruppen, har skrevet musikken til.

Ole Steenen, der egentlig lyder det borgerlige danske navn Ole Steen Nielsen, har en lang karriere bag sig på den danske musikscene i vildt mange forskellige sammenhænge.

Han står bl.a. bag Mumi-troldene, Postmand Per, Kong Babar, Paddington, Plet, 5 gange Kaj. Han opfandt Nalle´s 'Min Amanda' og Teddy Edelmanns 'Himmelhunden.' Primært har Ole Steenen fået smør på brødet ved at give den som dansemusiker.

Han kom med som guitarist i Sir Henry, som afløser for Arne Schrøder, hvis kone har bidraget med effekter til Poul Nowack og Memory Lane Rockmuseum. Før da spillede Ole Steen Nielsen pigtråd i grupper som Los Flamingos, Fourways og Rollings. I sidstnævnte band spillede den senere Walkers guitarist Gert Michelsen rytmeguitar.

I 1973 udkom hans første solo-LP, med tekster af bl.a. Red Squares trommeslageren Howie Gee, på CBS produceret af Gasolin-produceren Poul Bruun.

Ole Steen Nielsen blev i øvrigt afløst i Sir Henry af Claus Asmussen, der senere brillerede stort på førsteguitaren i Shu-bi-dua.

Drømmen og nuet

"Sangen handler om drømmen at kunne opleve ungdommens sus igen, men også om det vigtige i at huske at leve livet i nuet," fortæller Poul Nowack.

Steenen og Nowack har tidligere arbejdet sammen. Det resulterede i nummeret ’Så dig ved et pigtrådsbal’, som var Nowacks egentlige debut som tekstforfatter.

"’Så dig ved et pigtrådsbal’ blev en stor succes og lå et halvt år i toppen af en dansk hitliste, blev spillet på en norsk hitliste og gav mange visninger på YouTube," fortæller Nowack.

"Det er spændende at skrive en sangtekst, og så venter man spændt på om den bliver godtaget. Lykkes det, skal der skrives musik, laves demoindspilninger, produceres video til YouTube, udgives Cd-er osv. Undervejs modtager jeg diverse oplæg og kan få indflydelse på det færdige resultat, men også her må man jo indgå kompromisser."

Flere sange på vej

I løbet af i 2021, udkommer yderligere tre sange skrevet af Poul Nowack, heraf to sange skrevet på bestilling til et københavnsk rockband.

Bag disse sange gemmer sig nogle sjove historier og begivenheder, lover Poul Nowack.

Altid rock'n'roll

Poul Nowack voksede op i Herning. Det første band han spillede med var The Candy Men, fra 1964-69. De var ét af de første bands i Danmark, der spillede i flower-power tøj, fordi trommeslagerens far havde en tøjfabrik, og dermed kunne sy den nye tøjmode, som The Candy Men havde set i popbladene. Bandet blev i øvrigt nummer 3 ved Midtjysk Mesterskab i pigtrådsmusik i 1967. Poul Nowack kom senere i lære som smed, og arbejdede derefter et par år som smedesvend. Valgte så at tage en HF eksamen og derefter en lærereksamen på Ribe Seminarium.

Han flyttede til Grenaa i 1979, hvor han havde fået job som lærer på Søndre Skole.

I 1981 var han med til at starte Grenaa Tekniske Skole. Han læste organisation og tog et hav af ledelseskurser, blev afdelingsleder og udviklingskonsulent på Teknisk Skole og opbyggede her skolens voksenkursusafdeling.

I dag har han rundet de 70, men synes fortsat, at rock'n'roll har givet ham de allerbedste år, som Peter Belli synger så smukt om tiden med pigtråd.

Publiceret 30 March 2021 20:04