Ole Olsen tager sine mangeårige erfaringer fra hotelbranchen med til Lübker Golf Resort, hvor han tager over som direktør, COO

Ole Olsen tager sine mangeårige erfaringer fra hotelbranchen med til Lübker Golf Resort, hvor han tager over som direktør, COO

Lübker Golf Resort:

Ny direktør med mange års erfaring fra hotelbranchen

Ole Olsen skifter fra en stilling som direktør på Scandic Aarhus Vest til chefjobbet for golfanlægget i Nimtofte

Af
Lars Norman Thomsen

ERHVERVSLIV Efter en lang karriere i hotelbranchen, som har indeholdt godt tre år som chef for Hotel Ebeltoft Strand (2011-2014), har Ole Olesen taget turen til stilling som direktør, COO, hos Lübker Golf Resort.

COO er en forkortelse for Chief Commercial Officer. Det betyder, at den nye mand i stolen får ansvaret for virksomhedens brand og udvikle strategier, der kommunikerer virksomhedens corporate brand.

"Vi har fundet den helt rigtige person til at stå i spidsen for drift og udvikling," forsikrerer Lübker Golf Resorts ejer og administrerende direktør, CEO, Carl Aage Nielsen, i en udsendt pressemeddelse om ansættelsen af den nye direktør. 

"Han skal, sammen med vores engagerede team, være med til at realisere vores ambitiøse planer om en betydelig udbygning af aktiviteterne, blandt andet med etablering af hotel og en væsentlig forøgelse af antal ferieboliger i resortet. Ole har samlet en meget stor viden inden for drift og udvikling i oplevelsesindustrien."

Ole Olsen har gennem 18 år været direktør i en række større hotelkæder og kommer fra en stilling som direktør hos Scandic siden 2015, først i Sønderborg og senest i Aarhus. Han har også været sales manager hos Hotel D’Angleterre i København i årene 2002 - 2003.

Broget historie

Lübker Golf Resort blev grundlagt i 2006 af erhvervsmanden Poul Anker Lübker, der var initiativtager til projektet sammen med det daværende Kobra Arkitekter og Rambøll.

Efter åbningen i 2008 blev Lübker Golf Resort noteret på First North-børsen, hvor selskabet på et tidspunkt blev værdisat til næsten 2 mia. kr.

Samtidig fik det prominente golfanlæg så meget ros, at det ikke på bare på nationalt niveau, men world wide blev kåret til verdens bedste nye golfanlæg.

Da finanskrisen holdt sit indtog kunne opturen ikke fortsætte, og det endte med, at Poul Anker Lübker og den øvrige ejerkreds solgte resortet i 2011 til et nyt hold af ejere.

Den nuværende ejer, Carl Aage Nielsen, overtog hele ejerskabet i 2014. Han ejede livsværket, finansvirksomheden Midt Factoring i Ikast fra 1998. Den solgte han til EBH Bank i nordjyske Fjerritslev til en fordelagtig pris i 2005.

Nye planer i støbeskeen

Ole Olsen er parat til at realisere planerne for den videre udvikling af resortet, der allerede har været under opsejling i et stykke tid.

"Lübker Golf Resort er meget mere end golf i verdensklasse. Det er unikke gæsteoplevelser midt i den smukke natur på Djursland. Det er et sted med store udviklingsmuligheder og et stort uforløst potentiale som helårsresort i fremtiden," udtaler den nye COO.

"Det handler om etablering af hotel, nye ferieboliger og en række nye aktiviteter, der alle understøtter vores forretning og gæsternes forventninger. Jeg glæder mig til, sammen med ejeren og resten af teamet omkring Lübker, at tage fat på denne spændende opgave," pointerer han.

Carl Aage Nielsen forventer i løbet af 2021 at trække sig ud af direktionen.

Publiceret 04 March 2021 16:00