Region Midtjylland iværksætter nu ekstra vaccinehjælp til ældre og sårbare borgere.

Region Midtjylland iværksætter nu ekstra vaccinehjælp til ældre og sårbare borgere. Arkivfoto: Rune Borre Jensen, Region Midtjylland.

Region Midtjylland vil opsøge borgere, der ikke har fået vaccinen

Ældre og særligt sårbare borgere i Region Midtjylland får nu ekstra vaccinationshjælp

Omkring 5.000 borgere i Midtjylland bliver i de kommende dage kontaktet for at få hjælp til at få corona-vaccinen. Det er Region Midtjylland, som sammen med de 19 kommuner iværksætter en ekstra indsats for at hjælpe ældre og sårbare borgere, der har mulighed for at blive vaccineret mod corona, men som af den ene eller anden grund endnu ikke har taget imod tilbuddet.

Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om borgere over 65 år, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp, og borgere over 85 år.

Selvom Region Midtjylland nu går i gang med at opsøge borgere, så er det stadigvæk helt frivilligt, om man ønsker at tage imod tilbuddet om vaccination.

"Men hvis situationen er, at borgerne har fravalgt vaccinen på grund af praktiske forhindringer, så skal vi finde nogle løsninger," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen.

Region Midtjylland har ifølge pressemeddelelsen erfaret, at det er små og store forhindringer, som kan få borgere til at opgive vaccinationen. Eksempelvis har nogle ældre borgere vanskeligheder med at bruge internettet til at bestille tid til vaccination, imens andre har brug for hjælp til at arrangere transport eller er sengeliggende.

"Løsningerne bliver både håndholdte og tilpassede og kan eksempelvis være hjælp til transport, it-støtte til at bestille tid, vaccination i hjemmet eller måske en aftale om, at vaccinationen kan ske hos en praktiserende læge," fortæller Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen..

Det er Statens Serum Institut, der forsyner regionen og kommunerne med navne på de personer, som endnu ikke har bestilt tid til en vaccination.

jwh

Publiceret 02 March 2021 16:21