Formand for SF Norddjurs stiller selv op til kommunalvalget 16. november. Hun håber på, at interessen for partiet kan være med til at øge antallet af mandater. Pressefoto

Formand for SF Norddjurs stiller selv op til kommunalvalget 16. november. Hun håber på, at interessen for partiet kan være med til at øge antallet af mandater. Pressefoto

SF's medlemstal "stormer" frem:

Formand håber på fordobling til kommunalvalget

Formanden for lokalforeningen håber, at medlemsinteressen kan være med til at fordoble partiets mandater i kommunalbestyrelsen

Af
Simon Carlson

Norddjurs SF's mangeårige medlem af kommunalbestyrelsen Mads Nikolajsen er ikke på stemmesedlen til kommunalvalget i november. Han stopper i lokalpolitik ved årsskiftet, men der er tilsyneladende stor interesse for at træde i hans fodspor.

I hvert fald oplever SF i Norddjurs en fremgang i medlemstallet, som formand for lokalforeningen ikke har oplevet i mange år.

Ni nye medlemmer fik SF Norddjurs i 2020, mens et enkelt nyt medlem indtil videre har meldt sig ind efter årsskiftet. Det giver begejstring hos lokalforeningens formand Jytte Schmidt.

"I de otte år jeg har været formand, har jeg ikke oplevet så stor tilgang. Vi har selvfølgelig også andre år fået nye medlemmer, men vi har ikke set så mange på et år. Det lover godt," siger Jytte Schmidt.

Til sammenligning fik SF Norddjurs i henholdsvis 2018 og 2019 blot tre nye medlemmer per år.

Nye stiller op

Foreningen har besluttet, at det eksakte medlemstal ikke oplyses, men Jytte Schmidt noterer, at de 10 nye medlemmer samlet set betyder en stigning i medlemstallet, når man kigger på naturlig afgang samt folk, der er flyttet fra Norddjurs Kommune.

Både geografisk og aldersmæssigt dækker de nye medlemmer bredt. Den yngste er således 24 år, mens den ældste er 78 år. De fleste af de nye medlemmer er fra Grenaa, men der er også nye fra Ørsted, Glesborg og Trustrup, oplyser Jytte Schmidt.

Det er et godt fundament at bygge på i et valgår, vurderer hun. SF Norddjurs har i øjeblikket sendt forslag til en køreplan for valget ud til medlemmerne.

Her står det fast, at både Jytte Schmidt og nuværende medlem af kommunalbestyrelsen Aleksander Myrhøj stiller op til kommunalvalget 16. november. Herudover har flere af de nye medlemmer tilkendegivet deres interesse i at stille op til valget.

"Det er vi glade for. Vi ved ikke hvor mange endnu, men der er flere nye, der gerne vil stille op. Det giver da nogle forhåbninger om at øge antallet af mandater," konstaterer Jytte Schmidt.

Vil fordoble mandater

Hun er således ikke bange for at sigte højt, når hun skal give et bud på, hvad kommunalvalget kan ende med for SF i Norddjurs Kommune.

"Vi har jo før været tre i kommunalbestyrelsen. Det snakker vi stadig om, så det håber jeg da meget, at vi kan blive igen. Men tre er godt, og fir vil være helt fantastisk flot. En fordobling er det, vi går efter. Man skal jo være ambitiøs," konstaterer Jytte Schmidt.

Publiceret 24 February 2021 11:00