Martin Hornbæk Nielsen (i blåt) skal forsøge at tage endnu et skridt med de unge og nyforstærkede TRIF'ere. Foto: Martin Schultz

Martin Hornbæk Nielsen (i blåt) skal forsøge at tage endnu et skridt med de unge og nyforstærkede TRIF'ere. Foto: Martin Schultz

Seriefodbold: Markante forstærkninger til oprykkerne fra TRIF

Optimismen bobler hos TRIF’s herrer inden debuten i Serie 1, men spillerne må vente med at komme i gang med træningen, hvor to tidligere KPI førsteholdsspillere vil være med

Af
Martin Schultz

SERIEFODBOLD Der bliver kamp om pladserne på et i forvejen stærkt besat TRIF-hold, når oprykkerne fra Thorsager/Rønde IF i dette forår for første gang i klubbens historie skal prøve kræfter med holdene i Serie 1. Selvom træner Martin Hornbæk Nielsen endnu ikke har haft sine spillere til træning på kunstgræsset på PR Park i Rønde, tegner konturerne sig af et kommende storhold, når det unge og talentfulde hold af egen avl suppleres med flere erfarne spillere, som er klar til at tørne ud i den gule TRIF trøje i foråret.

Således har midtbanespilleren Jannik Mehlsen meldt sig under fanerne efter at være flyttet til Thorsager. 29-årige Mehlsen har divisionserfaring og har spillet i klubber som Aarhus Fremad, Kjellerup IF og senest i Vatanspor i Aarhus. Han har desuden 25 kampe på det danske futsal landshold på CV’et.

To andre spillere med erfaring fra Kolind-Perstrup IF’s hold i Serie 1 er kommet til TRIF. Det drejer sig om KPI’s anfører, midtbanemotoren Daniel Bagger Pedersen og den antritshurtige kantspiller Rasmus Meyland, som begge søger nye udfordringer i et velsmurt TRIF set up, som mærker medvinden og begejstringen med omkring 50 spillere, som er klar til at tørne ud for klubbens tre seriehold.

”Desuden får vi vores tidligere anfører Rasmus Bendtsen tilbage efter at han er flyttet fra Aalborg til Aarhus,” fortæller træner Martin Hornbæk Nielsen om fighteren og midtbanespilleren, som har spillet for Aalborg Chang under sit ophold i det nordjyske. Til gengæld bliver det først til sommer til et gensyn med midtbane-motoren med det store TRIF-hjerte, Rasmus Søgaard.

”Rasmus har fået smag for højskolelivet og tager et halvt år mere på Egmont Højskolen i Hou,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

Direkte oprykning

TRIF har i de senere år været succeshistorien i seriefodbolden på Djursland, fordi det endelig lykkedes klubben at få omsat potentialet fra en stor og talentfuld ungdomsafdeling til potente seniorhold ved at fastholde spillerne i overgangen fra ungdoms- til seniorspillere.

Opskriften har ifølge træner og medlem af TRIF’s fodboldudvalg, Martin Hornbæk Nielsen, været et fokus på det sociale fællesskab blandt spillerne og en bevidst strategi med at fastholde spillerne, når de vendte tilbage fra deres efterskoleophold.

Det er ikke mange år siden, at TRIF måtte samarbejde med Mørke IF for bare et stille et 11-mandshold. Men i de seneste tre-fire år er seniorafdelingen blomstret op, og det blev til oprykning til Serie 2 og Serie 3 for de to bedste hold i samme sæson. I den anden sæson i Serie 2 sikrede 1. holdet sig direkte oprykning til Serie 1, mens 2. holdet stod til at spille playoff kamp om oprykning til Serie 2, da corona-nedlukningen i efteråret spolerede slutspillet i seriefodbolden.

Men foråret bliver endnu engang en lang ventetid for at komme i gang med træningen på grund af corona-restriktionerne.

”Spillerne har et program de følger hver uge med løb og styrketræning. Vi har ikke været samlet, og vi er i TRIF enige om, at vi ikke tilbyder træning i helt små grupper, som forsamlingsforbuddet op til fem personer giver mulighed for. Det er svært at håndtere rent praktisk, og her har vi indtaget en fælles holdning i klubben,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

”Men spillerne kan næsten ikke vente på at komme i gang, så vi håber på det bedste. Også for at få integreret vores nye spillere.”

To lokalopgør i Serie 1

TRIF får i Serie 1 fornøjelsen af at spille lokalopgør mod Kolind/Perstrup IF og Vivild IF, som begge er etablerede hold i Serie 1. Blandt de øvrige modstandere er Fårvang IF, og ikke mindst Silkeborg KFUM, som er andethold til klubbens hold i Danmarksserien, som med tidligere superligaspillere som Dennis Flinta satser stort på at blive divisionshold. Seneste nyerhvervelse er den tidligere TRIF-spiller Nikolaj Sauer, der som ungdomsspiller har spillet både i Randers FC, Silkeborg IF og AGF. Silkeborg KFUM har den tidligere superligatræner Ove Christensen som sportschef.

De øvrige hold er fra Aarhus, hvor især VRI kan vække panderynker hos TRIF-træneren.

”De skovler spillere ind hos VRI, og man ved aldrig hvad de stiller med,” siger Martin Hornbæk Nielsen, som foretrækker at møde klubbernes 1. hold, hvor man ved, hvad spillere man kan forvente på banen.

Helt nyt bliver det for TRIF at møde de to øvrige Aarhus-klubber, Aarhus Juniors og FAML, Århus. Aarhus Juniors har flere spillere på holdet, som har optrådt på højere niveau. Aarhus Juniors holder til i Skjoldhøjområdet i Tilst og sluttede midt i rækken i Serie 1 i efteråret.

FAML, Århus er en klub af fortrinsvis studerende. Klubben blev stiftet i 1974, dengang der var et mylder af fraktioner på den politiske venstrefløj. Klubbens navn refererer til Fodboldaktionskomitéen – Marxister-Leninister, men blev af DBU omdøbt til det mere politisk korrekte FA 74, Århus. Klubben har gennem årene ligget i de mere ydmyge rækker i den århusianske seriefodbold, men har haft sportslig succes i de senere år og rykkede i efteråret op i Serie 1 efter at have vundet samtlige kampe i Serie 2. Klubben har kun det ene Serie 1 hold og et Old Boys hold.

Serie 3 skal en række op

TRIF-træner Martin Hornbæk Nielsen forventer, at den kvalificerede spillertilgang og kampen om pladserne på det bedste hold kommer til at smitte af på andetholdets styrke i Serie 3.

”Vi var klar til at rykke op i efteråret, og med det spillermateriale vi har, er det en klar ambition at rykke en række op,” siger Martin Hornbæk Nielsen. Holdet trænes af Martin Holm, og TRIF møder i Serie 3 de lokale klubber IF Midtdjurs, Grenaa IF og Auning IF. Derudover består puljen af Skødstrup SF og de tre Aarhus-klubber VRI, VSK Aarhus og Aarhus Fremad.

TRIF havde i efteråret 2019 og i forårets 2020 et U16 hold, som spillede med i toppen af landets bedste række, Liga 1.

”Det hold er nu spredt rundt på landets efterskoler, men jeg glæder mig meget til at drengene kommer tilbage til sommer. Der er mange rigtig dygtige spillere på vej i TRIF,” slutter Martin Hornbæk Nielsen.

Publiceret 24 February 2021 20:30