Øxenholt Foto

Trist syn: Mange svaner ligger døde på isen

Mindst 35 svaner ligger lige nu døde på isen på Mørke Mose ved Mørke på Djursland.

De store fugle har angiveligt ligget døde i flere dage, og flere af dem er blevet delvist spist, kan man se på billeder fra mosen.

Øxenholt Foto

Camilla Skovgaard Jensen fra Dyrenes Beskyttelse vurderer overfor TV2 Østjylland, at svanerne formentlig har været syge af fugleinfluenza og derfor er frosset fast og døde.

Øxenholt Foto

"Problemet opstår, når svanen er syg og svag, som nogle af dem er nu på grund af fugleinfluenza. Så har de ikke kræfterne til at rive sig fri af isen," siger Camilla Skovgaard Jensen til den regionale TV-station.

Øxenholt Foto

Den seneste tids hårde frost har fået telefonerne til at gløde hos Dyrenes Beskyttelse, der hvert år får mange henvendelser fra borgere der er bekymrede for svanerne når frosten sætter ind.

Svaner er dog stærke dyr og i de fleste tilfælde kan de godt klare sig udenfor, også i frostvejr, oplyser Dyrenes Beskyttelse på sin hjemmeside.

Raske svaner fryser ikke fast i isen og kan ligge oven på isen i over en måned uden vand og mad for at spare energi, indtil maden igen er tilgængelig.

jr

Sådan ser man, om svanen er rask når den ligger på isen:

  • Hovedet holdes rejst eller ligger på bagkroppen under vingerne
  • Vingerne holdes langs med kroppen
  • Fjerdragt ser velplejet ud
  • Ingen afføring under svanen, men kan dog ligge spredt bagved
  • Skrabespor på isen bag ved svanen
  • Synlige fødder

Kilde: Dyrenes Beskyttelse

Publiceret 17 February 2021 07:50