Covid-19 vaccination.

Covid-19 vaccination. Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland.

Covid-19: Regionen udskyder første vaccination af borgere

Som det har været fremme i medierne, går det ikke helt efter planen med at vaccinere danskerne, fordi Danmark ikke modtager så mange covid-19 vacciner som først forventet.

I Region Midtjylland har det den konsekvens, at de modtagne vaccinedoser ikke rækker til første vaccination af borgere, der ellers allerede er inviteret til vaccination. De ventes tidligst at kunne tilbydes første vaccination fra 8. februar, oplyser regionen i en status over vaccination mod covid-19. Samtidig eller kort efter vil der også blive åbnet for vaccination af borgere over 85 år.

Torsdag 28. januar modtager Region Midtjylland 18.700 doser vaccine mod covid-19. Vaccinerne skal bruges på at re-vaccinere borgere, der har fået første stik. Først beboere på plejecentre, dernæst borgere på over 65 år, der får personlig pleje og praktisk hjælp, borgere der risikerer alvorligt forløb med covid-19, og endelig udvalgte ansatte fra region og kommuner.

"Det er en god nyhed, at vi får vacciner nok til at komme tilbage på sporet. Vi vil uden tvivl opleve flere bump på vejen, før alle borgere er vaccineret. Men jeg har fuld tiltro til, at det store vaccinationsprojekt vil lykkes," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Ingen ansatte vil blive ny-vaccineret med den nuværende leverance.

Hvem er nu vaccineret?

Sidste uges leverance på cirka 7000 vaccinedoser er primært brugt på at re-vaccinere beboere på de 87 plejecentre i regionen, hvor første vaccination blev givet 27. – 31. december. Borgere, der har booket tid i et vaccinationscenter i denne uge, er også blevet vaccineret.

Overskydende vacciner er brugt på at re-vaccinere regionale og kommunale ansatte. 

Fakta

  • Region Midtjylland modtager torsdag 28. januar 18.700 doser vaccine mod Covid-19.
  • Vaccinerne skal bruges på at re-vaccinere borgere, der har fået første stik.
  • - beboere på plejecentre
  • - borgere på +65 år, der får personlig pleje og praktisk hjælp
  • - borgere der risikerer alvorligt forløb med Covid-19
  • - udvalgte ansatte fra region og kommuner
  • Vaccinedoser modtaget frem til 25. januar er brugt på at vaccinere ovenstående grupper.

Publiceret 28 January 2021 10:00