Arkivfoto

Sag om sexorgier mod Per Zeidler udskudt på grund af corona

Opdatering klokken 10:30:

Retssagen er ifølge TV2 Nord blevet udskudt, fordi Per Zeidler angiveligt har coronarelateret sygdom. Det oplyste hans forsvarer i retten i morges.

Den tidligere kommunalpolitiker i Syddjurs Kommune, Per Zeidler, står igen tiltalt i en sag om rufferi. Mandag begynder en sag i Retten i Aalborg mod Zeidler, der er tiltalt for at arrangere seks gangbangs i Skelund ved Hadsund, samt at en kvinde havde sex med flere mænd.

Ekspolitikeren har ifølge anklageskriftet modtaget næsten 150.000 kroner fra kunderne og selv tjent godt 50.000 kroner på arrangementerne, der fandt sted i sommeren 2019.

Sagerne kom frem, da en kvindelig journalist fra Kanal 5 med skjult kamera henvendte sig til Per Zeidler med påskud om, at hun var interesseret i at deltage, hvilket møder kritik fra hans forsvarer Henrik Garlik.

"De laver skjulte optagelser på privat grund, og det er ikke rimeligt, at sager på den måde bliver ført i medierne," siger Garlik til Ritzau.

Per Zeidler erkender at have arrangeret gangbangs, men afviser at have tjent penge på og nægter sig dermed skyldig i rufferi.

Sagen er berammet til tre dage i retten, og der forventes at falde dom på torsdag.

Per Zeidler er tidligere dømt for rufferi ved sammen med en anden mand at have afholdt 73 gangbangs rundt omkring i landet fra april 2016 til november 2017, hvor han stadig var aktiv som politiker og blev konfronteret og afsløret af en avis.

De to mænd blev kendt skyldig og fik begge en dom på seks måneders fængsel og skulle betale deres fortjeneste på 200.000 kroner tilbage. Dommen faldt 16. maj 2019 - blot få dage før de nye sager mod Per Zeidler ifølge anklagerne begyndte.

jr

Publiceret 25 January 2021 08:25