Venstres Michael Aastrup Jensen serverede tilsyneladende en presbold til Erhvervsministeriet, som gjorde at tvisten med økonomisk kompensation for faste omkostninger og mistet omsætning til landets zoologiske haver og indendørs zoologiske anlæg langt om længe blev løst. Foto: Steen Brogaard

Venstres Michael Aastrup Jensen serverede tilsyneladende en presbold til Erhvervsministeriet, som gjorde at tvisten med økonomisk kompensation for faste omkostninger og mistet omsætning til landets zoologiske haver og indendørs zoologiske anlæg langt om længe blev løst. Foto: Steen Brogaard

Covid-19: Kattegatcentret, Ree Park og Skandinavisk Dyrepark kan endelig gøre regnskabet op for 2020

Djurslandske turistattraktioner og mange andre med dem har langt om længe fået vished for, at de ikke mister 1,5 måneds økonomisk kompensation fra staten grundet nedlukningen af Danmark i marts 2020

Af
Lars Norman Thomsen

TURISME Efter lang tids tovtrækkeri og tilsyneladende måneders syltning i Erhvervsministeriet kan Kattegatcentret, Ree Park og Skandinavisk Dyrepark nu endelig få lavet deres årsopgørelse for 2020.

Det har de fået fungerende erhvervsminister Dan Jørgensens (S) ord for i Folketingets 'onsdags-spørgerunde' efter en længere holmgang i månederne efter sommerferien 2020.

Baggrundshistorien er, at 12. marts 2020 får landets zoologiske haver og indendørs zoologiske anlæg besked på, at de er tvangslukket i lighed med resten af Danmark. Først 18. marts bekræftes det af Slots og Kulturstyrelsen og Kulturministeriet formelt, at nedlukningen også omfatter zoologiske haver og indendørs zoologiske anlæg, fremgår det af et svar fra Kulturminister Joy Mogensen i april 2020 på et spørgsmål stillet af DF's Kristian Thulesen Dahl 27. marts 2020.

De kunne således først åbne igen 21. maj, og så skulle man forvente, at de pågældende attraktioner havde ret til at blive kompenseret for faste omkostninger og mistet omsætning for hele perioden, men tre gange ændrer Erhvervsministeriet datoerne for, hvornår man beregner 'lukkeperioden'. Af den seneste bekendtgørelse fremgår det, at de var nedlukkede fra 1. maj til 20. maj.

Altså stod de til at gå glip af knap halvanden månes kompensation.

DAZA i aktion

De udendørs zoologiske haver og indendørs zoologiske anlægs forening DAZA (Danish Association of Zooz and Aquaria), bestående af 15 af de største og bedste zoologiske haver og akvarier i Danmark, herunder de tre nævnte attraktioner på Djursland, sender efter længere tids tvister en indsigelse til Erhvervsminister Simon Kollerup 11. september 2020 med en anmodning om at blive kompenseret for hele perioden. DAZA får et foreløbigt svar 15. oktober. Heraf fremgår det, at man i Erhvervsministeriet ser det som en kompleks problemstilling, og der vil gå noget tid, før der kommer et svar.

Perioden er selvsagt vigtig for attraktionernes økonomi i 2020 men også for, at de kan færdiggøre en årsopgørelse for 2020.

Tre måneder senere

Først i denne uge - tre måneder efter det foreløbige svar - kommer der langt om længe en endelig afklaring. Sikkert foranlediget af et mundtlig 'onsdags-spørgsmål' 20. januar 2021 i Folketingssalen fra det lokale folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V) til fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S).

Spørgsmålet fra Aastrup Jensen gik på om ministeren finder det rimeligt at lade DAZA vente yderligere, når de endnu ikke har fået et svar på deres brev fra september 2020, således de kan komme videre med overblik over økonomi og årsopgørelse for 2020?

Se spørgerunden her: https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20201/salen/51.aspx?as=1

Ministeren beklagede den lange sagsbehandling, men svarede Aastrup Jensen, at det nu var afklaret, at både udendørs og indendørs anlæg kan blive kompenseret for faste omkostninger og mistet omsætning i perioden 18. marts - 21. maj 2020.

Tilfældig timing?

Allerede aftenen forinden spørgerunden modtog partiernes erhvervsordførere en mail, hvoraf det fremgår, at man giver DAZA medhold i deres indsigelse.

Michael Aastrup Jensen undlod ikke at bemærke til ministeren i spørgetiden, at det her var et glimrende eksempel på, at disse seancer med 'onsdags-spørgsmål' ikke bare er skønne spildte kræfter, men faktisk nogle gange batter.

Den tidligere Randers borgmester bemærkede med et smil og et stænk af sarkasme i stemmen, at det sikkert var helt tilfældig timing, at mailen med det positive svar til DAZA efter tre måneders sagsbehandling kom aftenen forinden spørgerunden i Folketinget.

DAZA har Helle Hegelund, direktør for Kattegatcentret, som formand. Hun og Michael Aastrup Jensen har siden august 2020 kørt parløb i sagen i forhold til Erhvervsministeren. Nu blev det så den fungerende Erhvervsminister, der langt om længe fik lukket sagen.

Publiceret 21 January 2021 11:30