Arne Gynther fik en ultrakort tid i Venstre som kredsformand. Han har forladt partiet i protest over partiformand Jakob Ellemann-Jensens behandling af den nu detroniserede næstformand Inger Støjberg. Arkivfoto

Arne Gynther fik en ultrakort tid i Venstre som kredsformand. Han har forladt partiet i protest over partiformand Jakob Ellemann-Jensens behandling af den nu detroniserede næstformand Inger Støjberg. Arkivfoto

Venstre: Nyvalgt kredsformand har fået nok af partiformand Jakob Ellemann-Jensen

Arne Gynther havde set frem til at arbejde sammen med det lokale folketingsmedlem på Djursland, Britt Bager, men han har opgivet troen på Venstre med Jakob Ellemann-Jensen til at styre kursen

Af
Lars Norman Thomsen

POLITIK Det tegnede ellers så lovende for Venstre i Djurskredsen, da partiet i det tidlige efterår kunne fortælle, at nu havde man langt om længe fundet en kompetent kredsformand til at afløse Mogens Høgh Hørning, Ørsted, som allerede før sommerferien takkede af.

Der var knyttet store forventninger til Arne Gynther, 71, Ebeltoft, der efter en karriere som kommunal topembedsmand, bl.a. tidligere chef for veje, trafik og ejendomme hos Syddjurs Kommune, fik lyst til som pensionist at hjælpe til i Venstres politiske bagland.

Arne Gynther har haft medlemskort til Venstre siden studietiden, der sluttede med, at han fik sin eksamen som civilingeniør februar 1976.

Nu er han og Venstre gået fra hinanden, og Arne Gynther skjuler ikke, at det er den hårdtprøvede partiformand Jakob Ellemann-Jensens ageren eller mangel på samme, der er årsagen.

Jakob Ellemann-Jensen har kunnet konstatere, at balladen i Venstre koster medlemmer i baglandet. Foto: Steen Brogaard

Jakob Ellemann-Jensen har kunnet konstatere, at balladen i Venstre koster medlemmer i baglandet. Foto: Steen Brogaard

"Jeg var målløs, da partiformanden mellem jul og nytår meddelte, at han var klar til at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg," siger Arne Gynther.

"Det er helt uacceptabelt, at en partiformand træder frem og bekendtgør sådan noget mod en partifælle. Inger Støjberg har fået en virkelig dårlig behandling af partiformanden."

- Partiformanden har understreget, at for Venstre er det afgørende, at landets love bliver overholdt af alle borgere, også ministre, og derfor var der ingen vej tilbage for ham i forhold til Inger Støjberg efter, at havde nærlæst Instrukskommissionens beretning og talt med jurister?

"Selvfølgelig skal landets love overholdes, men som jeg har forstået det, er der berettiget tvivl om Inger Støjbergs embedsmænd har advaret hende om, at der var tale om lovbrud. Jeg har selv i min tid som embedsmand oplevet, at politiske afgørelser ikke har været i overensstemmelse med gældende lovgivning, og hvor jeg helt klart som embedsmand har bedt om at få det ført til protokols."

"Jeg mener i øvrigt, at partiformanden sagtens kunne have ventet og set, om der var et flertal i Folketinget for en rigsretssag, før han meldte sin egen holdning ud på vegne af Venstre."

Definitivt

Arne Gynther var gået i gang med arbejdet som kredsformand og havde haft de første samtaler over telefonen med Djurskredsens folketingsmedlem, Britt Bager, men der er ingen vej tilbage for ham.

"Min beslutning om at forlade Venstre er definitiv, og jeg beklager overfor både Britt Bager og mine lokale partifæller, at de skal finde en afløser for mig, inden jeg næsten er begyndt."

Der er endnu ikke fundet en substitut for Arne Gynther som kredsformand, oplyser lokalformand for Venstre i Syddjurs, Søren Høg Thomsen, Ebeltoft.

Publiceret 20 January 2021 13:14