Akut covid klinik på Aarhus Universitets Hospital.

Akut covid klinik på Aarhus Universitets Hospital. Foto: AUH

Trist rekord: 11 midtjyder med covid-19 døde på et døgn

En relativ stor andel af de indlagte med covid-19 lige nu er meget syge og ligger på intensivafdeling

Af
Jeppe Rafn

I det seneste døgn har 11 personer med covid-19 i Region Midtjylland mistet livet - på landsplan er der sket 35 dødsfald.

11 dødsfald er klart det højeste antal dødsfald, der er sket på et døgn i Region Midtjylland under hele coronaepidemien - og dagens tal er umiddelbart meget overraskende, idet der i de seneste tre dage 'kun' har været ét dødsfald om dagen i vores region.

Ledende overlæge Lars Østergaard har da heller ikke umiddelbart en forklaring på, at der lige netop i det forgangne døgn har været rigtig mange dødsfald.

"Nogle dage dør der få personer med covid-19 og andre dage flere. Det jeg kan sige er, at der lige nu er en meget stor andel af de indlagte, der ligger på intensiv, og de har en større risiko for at miste livet, fordi de simpelthen er dårligere," siger Lars Østergaard, ledende overlæge på Aarhus Universitets Hospital.

Antal indlagte med covid-19 i Region Midtjylland er i det seneste døgn faldet med ni personer til 103 indlagte. Af dem er 27 indlagt på intensiv, og 25 af de 27 er så syge, at de går hjælp til at trække vejret i en respirator.

38 af de 103 indlagte personer med covid-19 i regionen er indlagt på Aarhus Universitets Hospital.

Overlægen har ikke umiddelbart præcis viden om, hvor i regionen dødsfaldene er sket, ligesom han heller ikke kender alderen på de personer, der er døde med covid-19.

"Men det er primært ældre personer eller personer, der samtidig med covid-19 har andre kroniske sygdomme og dermed øget risiko," siger Lars Østergaard.

Færre indlæggelser

Den gode nyhed er, at der i den kommende tid efter alt at dømme vil blive indlagt væsentligt færre personer med covid-19. Smittetrykket i Aarhus og omegnskommunerne har taget et stort dyk i de seneste par uger, og det vil afspejle sig i antal nyindlæggelser i den kommende tid.

I Aarhus er der i den seneste uge konstateret 316 nye smittetilfælde med coronavirus. Det er sket blandt 31.142 testede, og dermed er positivprocenten faldet til lige omkring 1 procent. Det er det klart laveste niveau i flere måneder og milevidt fra niveauet omkring jul, hvor positivprocenten i Aarhus var oppe på 4-5 stykker.

"Positivprocenten lige nu er et udtryk for, hvad der sker på sygehusene 1-2 uger senere. Det tager tid, fra man bliver testet positiv, til man (eventuelt, red.) bliver alvorligt syg og indlagt på hospital, og der går endnu mere tid, til man kommer på intensiv," forklarer Lars Østergaard, ledende overlæge på Aarhus Universitets Hospital.

Langt hovedparten (97 procent) af alle døde danskere med covid-19 har været mindst 60 år, og ingen personer under 30 år med covid-19 er døde. Det fremgår desuden af tal fra SSI, at 81 procent af de døde havde mindst én anden sygdom end covid-19.

Den store joker

Overlægen er ikke i tvivl om, at det er nedlukningen af Danmark og restriktionerne, der blev indført kort før jul, som er årsagen til det stærkt faldende smittetryk i Østjylland og resten af landet for den sags skyld.

"Vi har set det flere gange før, at vi får bugt med smitteudbredelsen, når vi indfører restriktioner, og så kan der komme et tilbagefald, når de er væk."

"Vaccinationerne taler også for, at det går i den gode retning, og når vejret bliver varmere, som vi så i sommer, taler det også for, at det går bedre. Den store joker er den engelske mutation, som ifølge vores fremskrivning får overtaget midt i februar. Den er mere smitsom end den kendte infektion, og når den får hele overtaget, skal vi ned på et kontakttal på 0,7 for at få et kontakttal, der i dag svarer til 1,0," siger Lars Østergaard.

"Hvis ikke den engelske mutation var i omløb og i kraftig vækst, ville man allerede nu kunne slække på restriktionerne. Den engelske mutation er den store joker."

Publiceret 20 January 2021 15:23