Lars Østergaard er ledende overlæge på infektionsafdelingen på AUH.

Lars Østergaard er ledende overlæge på infektionsafdelingen på AUH. Foto: Christian Lykking/Ritzau Scanpix

Over 50 covid-19 indlagte på AUH: "Vi får endnu mere travlt"

AUH uddanner løbende mere personale til at kunne tage sig af covid-19 patienter

Af
Jeppe Rafn

Sygeplejersker, læger, lægesekretærer og andet sundhedspersonale har i den senere tid givet udtryk for, at de er under et voldsomt pres på deres arbejde på grund af covid-19 situationen og ikke mindst det stigende antal indlagte, der indtil videre i dag er kulmineret med 900 indlagte på landets hospitaler.

Aarhus Universitets Hospital har det største antal indlagte covid-19 patienter i Region Midtjylland. Ifølge regionens daglige officielle tal er antallet af indlagte på AUH i det seneste døgn steget med otte personer fra 37 til 45, og stigningen ser ud til at fortsætte:

"Det er steget til 52, mens vi taler, så der er tale om en ret kraftig stigning, som har den konsekvens, at vi får endnu mere travlt," fortæller ledende overlæge på Aarhus Universitets Hospital, Lars Østergaard, til Lokalavisen tirsdag eftermiddag.

Overlægen forventer, at der i den kommende tid i hvert fald ikke bliver færre indlagte på det store universitetshospital i Skejby.

"Vi bruger positivprocenten i Aarhus og de omkringliggende kommuner som rettesnor. Den var lav indtil 12. december og har været høj siden 22. december, og der går typisk en uge, fra man testes positiv, til man bliver syg, så vi kan se frem til at få flere indlagte," siger Lars Østergaard.

Aflysninger og uddannelse

Region Midtjylland har aflyst mange planlagte operationer for at kunne tage sig af det stigende antal covid-19 patienter, og der bliver løbende oplært personale i at kunne tage sig af corona-patienter.

"Vi har uddannet yderligere personale i går, der er klar til at træde til, og 2. januar kommer der flere til."

Hvor meget kræver det at behandle en covid-19 patient i forhold til andre patienter?

"Det er væsentlig mere krævende at passe og pleje covid-19 patienter under isolationsforhold og med brug af værnemidler, og der er også det psykiske aspekt i at kunne blive smittet."

"Derudover er det folk med kroniske sygdomme, for eksempel lunge, hjerte, lever og nyre-sygdomme, der har den største risiko for at blive syge. Deres kroniske sygdom bliver oftest forværret under en covid-19 infektion og skal behandles samtidig med covid-19," fortæller Lars Østergaard.

Aarhusianerne og andre østjyder skal dog ikke frygte, at Aarhus Universitets Hospital ikke kan tage imod flere covid-19 patienter.

Lars Østergaard er overbevist om, at politikerne vil reagere med skærpede restriktioner, hvis sygehusvæsenet nærmer sig kapacitetsgrænsen.

Publiceret 29 December 2020 18:15