Trafik Initiativet 'Brabrand på Skinner' må se sig kørt lidt ud på et sidespor.
Den borgerdrevne forenings ønske om et trinbræt for regionaltoget og dermed en transporttid på seks minutter til Aarhus Hovedbanegård er blevet en del af den overordnede trafikplan Samspil 2030, der for nylig blev indgået mellem otte østjyske kommuner. Med dertilhørende lange udsigter.
'Brabrand på skinner' kæmper for et trinbræt
Til stor ærgrelse for projektlederen.
"Det er supervigtigt med en overordnet trafikplan, men det giver ingen mening, hvis det skal udskyde vores planer om et trinbræt her i Brabrand i måske 20 år," siger Paw Simon Krogh, der er projektleder for 'Brabrand på Skinner', og han tilføjer:
"Alle er jo enige om, at det her er en rigtig god idé."
For projektlederen handler det om at få en masse bilister over i toget, der i dag suser forbi Brabrand.
"Der kører halvtomme toge forbi her to gange i timen, men lige ved siden af på Silkeborgvej snegler trafikken sig af sted i myldretiden. Også med en klimadagsorden er det helt crazy, at man ikke får lavet et trinbræt her," siger Paw Simon Krogh.
Trinbræt i Brabrand og Gl. Åby rykker tættere på
Brabrand har tidligere haft en togstation, der lukkede i 1979.
Ifølge Paw Simon Krogh er der dog i dag igen togpassagerne til et stoppested.
"Vi lavede i 2017 vores egen undersøgelse, hvor vi fik svar fra 1.387 brabrandgensere. 99 procent tilkendegav, at de vil benytte trinbrættet, og 60 procent ville benytte det dagligt eller flere gange ugentligt. Så der er massiv opbakning," siger Paw Simon Krogh.
Han møder også masser af velvilje fra de lokale byrådspolitikere, men de statslige institutioner, såsom Trafikstyrelsen er sværere at jonglere med.
"Vi er blevet en del af en agenda, hvor man afventer et muligt letbane-forløb, jernbane til Silkeborg og en mulig trafikterminal. Det er nogle gode og vigtige planer, men de ligger altså 10-15-20 år ud i fremtiden, og vores ønske om trinbræt her er en relativt overskuelig opgave," mener projektlederen.
Møde inden jul
Hos Arhus Kommune er det projektleder og civilingeniør, Hans V. Tausen, der regner på tallene.
"Vi er i gang med at regne på de trafikale konsekvenser. Hvor mange vil bruge stationen? Hvilken nytte vil den have?," forklarer han.
Det arbejde forventer kommunen snart at afslutte, så man inden jul kan komme videre i projektet.
"Vi forventer at få et møde med Trafikstyrelsen inden jul. Så vi kan få en dialog med dem og svar på, om de mener, dette projekt har gang på jord."
Kan man forestille sig, at et trinbræt i Brabrand kan gennemføres uden, at man først skal vente på en eventuel letbane eller trafikterminal i området?
"Det kan jeg ikke sige. Men man kan ikke sige, at en station ikke kan åbne før letbanen. Det afhænger alt sammen af, hvordan Trafikstyrelsen ser på tingene, og hvad vores beregninger vil vise," siger Hans V. Tausen.
Ifølge kommunen er den mest sandsynlige placering af en ny station i Brabrand enten ved Stenbækvej eller ved Truevej, fordi derved skabes bedst sammenhæng med den øvrige kollektive trafik.