"Alt kommer indfra, også skønhed," siger Marlene Dupont, der driver klinikken Wellness & Skønhed i Ladegårdsparken i Rønde Vest. Fotos: Lars Norman Thomsen

Marlene Dupont tilbyder en bred vifte af lækkerier

Den tidligere Vejle kvinde har åbnet Wellness & Skønhedspleje i Ladegårdsparken med skøn udsigt mod øst ind over Rønde by med tilhørende natur

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE Marlene Dupont, 51, har flyttet sin klinik Wellness & Skønhedspleje til Ladegårdsparken 21A i Rønde Vest.

Der er god plads til både klinik og privat beboelse i det velindrettede rækkehus på 105 kvadratmeter med 3 gode værelser samt stor stue.

Marlene Dupont er uddannet læge-examineret fysiurgisk massør, kosmetolog og fodplejer og efteruddanner sig jævnligt

Marlene Dupont er uddannet læge-examineret fysiurgisk massør, kosmetolog og fodplejer og efteruddanner sig jævnligt

Marlene Dupont, der har rod i Vejle, flyttede til Djursland i efteråret 2018, hvor hun indrettede klinik på Skyttebakken i Ryomgård.

Private årsager betød, at hun måtte flytte, men hun var indstillet på at blive boende i Syddjurs og drive sin klinik her.

"Jeg er blevet utrolig glad for området, som har så megen skøn natur, store vidder og højt til loftet, så da muligheden bød sig efter sommerferien her i Ladegårdsparken tæt på Rønde, slog jeg til. Det har jeg bestemt ikke fortrudt, selv om mine kunder selvfølgelig lige skal kende til, at jeg fortsat er i området," siger Marlene Dupont, som også har en tilknytning til wellness-delen hos Lübker Golf Ressort.

Bred pensel

Marlene Dupont har en bred vifte af spidskompetencer.

Hun er læge-examineret fysiurgisk massør, kosmetolog og fodplejer med mere. I klinikken tilbyder hun dybdegående massage, Hotstone massage og Cupping, klassiske ansigtsbehandlinger, fodpleje og holistiske krops- og ansigtsbehandlinger. Hotstone Massage? En anderledes massageform, hvor du kan mærke den skønne følelse af de lune sten, som opvarmer dine muskler i dybden, mens du masseres.

Cupping? Cupping er en behandlingsform, som stammer fra Kina. Behandlingen fremmer blodtilførslen til musklerne, og kan ud over at styrke immunforsvaret, også hjælpe dine muskler med at slappe af. Ved hjælp af kopperne, skaber man et vakuum, som virker ligesom dybdegående massage.

"Min filosofi har været den samme, siden jeg begyndte i 1990'erne, at alt kommer indefra," siger Marlene Dupont.

"Når du kommer hos mig, spørger jeg først ind til årsagerne til, at du for eksempel har ondt i ryggen i stedet for, at jeg går i gang med at symptombehandlinger. Hvordan har du det med dit arbejde, døjer du med stress eller sygdom."

Marlene Dupont har en tro på, at flytningen til Rønde kan give hende en ny kundekreds som kan være med til at sikre en god fremtid for hendes Wellness & Skønhed.

"Jeg har efterhånden mere end 25 års erfaring. De sidste 11 år har jeg arbejdet intensivt med wellness og behandlinger, og jeg sørger løbende for at efteruddanne mig med nye massageformer og teknikker indenfor kropsterapien," forklarer hun.

Via facebook-siden Wellness-Skønhedspleje-vMarlene-Dupont kan man kontakte hende og bestille tid i klinikken.

Publiceret 26 November 2020 18:00