Ronni Didriksen

Ronni Didriksen

Debat: Solcellefabrikker skal ikke genere dyr og mennesker

Af Ronni Didriksen, Enghaven, Balle:

"Både i Syd- og Norddjurs vælter det ind med ansøgninger om at plastre gode dyrkbare marker til med solcellefabrikker, og det hele foregår naturligvis i den grønne omstillings hellige navn.

Langt de fleste mennesker, jeg kender, er positivt stemt over mere 'Grøn' energi herunder også solceller, men det skal naturligvis ske med omtanke og hensyn til både naturen og de mennesker, der bliver berørt.

De landmænd, der bliver kontaktet af projektmagerne, ser naturligvis den enorme betaling som tillokkende, så tillokkende at de helt glemmer den aftale de indgik, da de fik jorden stillet til rådighed af os alle sammen, nemlig at dyrke afgrøder primært til foder for mennesker og dyr.

Med en solcellefabrik på markerne kan landmanden sælge sine maskiner og sætte sig tilpas i sofaen mens millionerne ruller ind på kontoen de næste 30 år. Det gør det ikke mindre tankevækkende, at nogle af de landmænd, der nu søger om at bygge enorme el-fabrikker på deres marker, tidligere har været massive modstandere af vindmøller, fordi det ikke var deres marker, der blev udpeget, så det er næppe deres 'grønne' hjerter, der er løbet af med dem.

Hvis de ikke længere ønsker eller formår at dyrke deres marker, så afhænd dem til en landmand, der vil drive dem efter hensigten.

Beslutningerne gælder i 30 år

30 år. Det er så længe aftalerne løber. Netop derfor er det vigtigt, at de folkevalgte træffer de rigtige beslutninger, for de beslutninger rækker langt ud i fremtiden, og det gør det ekstra vigtigt at være helt sikker på, at det er de rigtige.

Jeg er selv berørt af to projekter, hvor mine normalt så fornuftige landmænds naboer er blevet forblændet af de store faste årlige beløb, de har fået stillet i sigte for at omdanne deres dyrkningspligtige marker til solcellefabrikker. Jeg kender dem godt nok til at sige, at de ikke går ind i projekterne fordi de dybt i hjertet er blevet tilhængere af økologi og grøn omstilling, for dem er det som at vinde i lotto og hvem ville ikke gerne det?

Pest eller kolera?

Jeg har hørt en politiker nævne, at vi beskytter grundvandet ved at ha' solcelle fabrikker. Hvad f….. er det for et argument? Det er jo, at vælge mellem pest eller kolera. Det kan simpelthen ikke passe, at vi skal gå efter laveste fællesnævner og sige ja til at ødelægge natur, fordi vi ikke formår at passe på grundvandet.

I de projekter, jeg er blevet præsenteret for, omkring Bjørnholm og Høegholm ved Tirstrup, vil man samlet henlægge i alt 260 hektar til solceller. Min anden nabo (ikke landmanden) er ivrig jæger og har i selvsamme områder, hvor solcellefabrikkerne skal hegnes ind, mødt alle de 4 hjortearter også den sjældne Sika hjort, han har hilst på den sjældne odder og også isfuglen har hjemme i området.

Jeg er ikke sådan en, der tror på, at en enkelt sjælden tudse skal forhindre vigtige fremskridt, men her er der faktisk tale om en helt unik natur med fredskov, og det at den har stået uberørt i mange år har fået dyrelivet til at blomstre.

Nu skal dyrene så stoppe ved hegnet medmindre de har en adgangskode. Det har de næppe, så vi henviser dem til at forsøge at finde et andet uberørt sted.

Fabrikker i åbne landskaber – nej vel?

Jeg kan godt forstå, de dygtige projektmagere bruger ordet Solcelleparker, det lyder knap så flatterende som virkeligheden, nemlig solcellefabrikker. Solcellestativerne bliver mellem 2,5-3 meter høje og omgivet af et stort hegn, hvilket svarer til at bygge en stor fabrik med fladt tag, så forestil jer, at det var en fabrik man ansøgte om at få lov at bygge ude i den åbne natur, en fabrik med bygninger, der fylder 260 hektar. Jeg tror, enhver politiker ville more sig gevaldigt, hvis en sådan ansøgning kom forbi deres bord, more sig, fordi det ville være helt usandsynligt at få lov til at bygge en fabrik i åbent natur, på marker med afgrøder. Men det er netop det, I skal tage stilling til, så min opfordring skal lyde: brug jeres sunde fornuft.

Svaret er ligetil

Jeg er stor tilhænger af solceller, jeg har selv installeret dem på mit hustag. Men solcellefabrikker hører hjemme i områder, hvor de ikke kan generere dyr eller mennesker.

Der er masser af områder i både Nord- og Syddjurs, der vil være bedre egnet. Det kunne være langs med motortrafikvejen mod Aarhus, hvor naboer og dyr alligevel ikke færdes pga. bilerne eller i udlagte industriområder, hvor der ikke er boliger, en anden mulighed er på en del af lufthavnens område som jo allerede er hegnet ind og ifølge projektmagerne blænder solpanelerne ikke, så det er også oplagt.

Det er nu op til de folkevalgte at finde vejen frem og da grøn omstilling klinger godt i ørerne på de fleste politikere, og projektmagerne viser dem smarte videofilm og fancy visualiseringer, så kan det godt være svært at holde tungen lige i munden.

Men det er I nødt til, det er jeres beslutninger nu, der afgør om fremtiden i mange år fremover."

Publiceret 20 November 2020 15:00