Britt Bager (V). Arkivfoto

Britt Bager (V). Arkivfoto

Debat: Kulturminister må forklare nulstilling af Herregårdsmuseet på Gl. Estrup

Af Britt Bager (V), MF, opstillet i Djurskredsen, kulturordfører:

"Kulturminister Joy Mogensen (S) skal nu stå skoleret for Folketingets Kulturudvalg, fordi den socialdemokratiske regering i sit finanslovforslag helt har fjernet det årlige driftstilskud til Herregårdsmuseet på Gl. Estrup på 1,5 millioner kroner.

1,5 million er det årlige driftstilskud, som Venstre-regeringen for fire år siden bevilgede til den østjyske kulturinstitution. Men nu udløber pengene, og den socialdemokratiske regering har ikke bevillingen med på sit forslag til finanslov for 2021.

Det er jo rystende, at en regering, der allerede har sat skatterne op 17 gange, ikke kan finde 1,5 million til en så vigtig kulturinstitution som Gl. Estrup.

Som jeg allerede har gjort det klart for kulturministeren, så er det alvorligt for Gl. Estrup – for museet har ikke noget stort budget. Det ligner en slagtning af en vigtig kulturinstitution – og det kommer ikke til at ske i stilhed.

Gl. Estrup har en vigtig opgave med at formidle vores kulturarv. Det er en vigtig dansk kulturinstitution, som trækker masser besøgende til Østjylland og Djursland. Det er med til at tiltrække turister og skabe erhvervsaktivitet og beskæftigelse på Djursland og Østjylland.

Og det er jo ikke fordi, statskassen er tom. Samtidig med at Socialdemokraterne ikke kan finde 1,5 mio. kroner til Gl. Estrup, vil den socialdemokratiske regering tilføre Danmarks Radio 255 millioner.

Det er altså 255 millioner mere til en institution i København, der allerede får over 3 milliarder om året. Det er i mine øjne helt skævt.

Og nu må kulturministeren uddybe den prioritering, før forhandlingerne om finansloven for alvor går ind i sin slutfase."

Publiceret 11 November 2020 13:48