Djursland er ikke blandt de områder i Region Midtjylland, der har fået støtte fra Nordea-fonden ved oktoberuddelingen af 31,8 mio. kroner til småbyer i hele landet. Foto: Nordea-fonden

Djursland er ikke blandt de områder i Region Midtjylland, der har fået støtte fra Nordea-fonden ved oktoberuddelingen af 31,8 mio. kroner til småbyer i hele landet. Foto: Nordea-fonden

Nordea-fonden: Djursland får ikke del i 31,8 millioner

15 midtjyske småbyer får penge til at løfte fællesskabet. Ingen småbyer på Djursland optræder på listen

Af
Lars Norman Thomsen

LANDSBYER Tapdrup, Blåhøj og Lemvig er blandt de 15 midtjyske småbyer, som får del i 31,8 mio. kroner, som Nordea-fonden nu uddeler fra sin 'Her bor vi-puljen'. Mere end hver tredje af de 1.300 små byer i Danmark har søgt puljen, men lidt overraskende ingen småbyer på Djursland er blevet tilgodeset. Lokalavisen er vidende om, at flere landsbyer rent faktisk har fremsendt en ansøgning.

Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.

Mere end 513 ansøgninger

I alt har fonden modtaget mere end 513 ansøgninger fra 471 småbyer over det ganske land. Det svarer til at samlet mere end hver tredje mindre bysamfund har søgt Her bor vi-puljen, og det får Nordea-fonden til at lægge ekstra 8 mio. kroner oven i den sammenlagt 60 mio. kr. store pulje.

"Vi er overvældede og også overraskede over den store interesse. Samlet set har vi modtaget ansøgning fra mere end hver tredje landsby og mindre bysamfund i landet. Det understreger, den fornemmelse vi havde i forvejen: at de små bysamfund formår at løfte i flok for at realisere deres drømme," udtaler direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden i en pressemeddelelse.

Ansøgningerne spænder vidt, men alligevel er der nogle klare tendenser.

Aktivitetspladser, shelters og legepladser hitter, og der er mange stier, broer og multibaner blandt de 61 støttede projekter, som fordeler sig over hele landet. Flest småbyer i Syddanmark har fået støtte efterfulgt af Sjælland, Midtjylland, Nordjylland og Hovedstaden.

FAKTA

Antal småbyer, der modtager støtte per region 2. runde:

  • Regionstal ( Syddanmark 16, Sjælland 15, Midtjylland 15, Nordjylland 11, Hovedstaden 4 - alle på Bornholm)

'Her bor vi'-puljen

  • Puljen var oprindeligt på 60 mio. kr., men er med denne uddeling hævet til 67,9 mio. kr
  • Uddelingen er delt i to runder, hvoraf denne er anden og sidste runde
  • Der kunne søges fra 100.000 kr. til 1 million kr. per projekt
  • Bysamfund på mellem 200 og 5.000 indbyggere kunne søge støtte til initiativer, der styrker fællesskabet
  • Der er godt 1.300 mindre bysamfund i Danmark og de bebos af ca. 1,2 mio. mennesker
  • Hovedstadsområdet eller andre storbyområder, herunder bydele kan ikke modtage støtte
  • For de, der ikke nåede at søge 'Her bor vi-puljen', er der stadig mulighed for at søge Nordea-fondens Lokalpulje

Publiceret 29 October 2020 05:00