Klokken 14.30 forventes straffen til den 47-årige kvinde at blive udmålt.

Klokken 14.30 forventes straffen til den 47-årige kvinde at blive udmålt.

Anklager vil sende Ebeltoft-mor 11,5 år i fængsel:

"Vi skal sende et signal"

Dommere og nævninge skal nu tage stilling til, om en mor fra Ebeltoft, som har forgrebet sig på sin datter, skal have fængselsstraf eller sendes i behandling

Af
Danni Paulsen

Skal den 47-årige mor fra Ebeltoft, som er dømt for at begå adskillige overgreb mod sin egen datter, mens hun var seks-otte år gammel, i fængsel eller have psykiatrisk behandling?

Det svar skal dommere og nævninge i Retten i Aarhus nu afgive.

Moren blev fredag morgen kendt skyldig i 33 tiltalepunkter omhandlende grove overgreb og videresendelse af videooptagelser til den nu afdøde aarhusianske mand, som også deltog i nogle af overgrebene.

Anklagemyndigheden mener, at moren skal have en ubetinget fængselsstraf på mindst 11 år, mens forsvaret kræver, at hun skal frifindes for straf og i stedet have en behandlingsdom.

"Det kan være en speciel påstand, for det vil betyde, at hun kan gå herfra. Men man dømmer i Danmark ikke personer, som er sindssyge eller har symptomer på sindssyge," lød det fra Henrik Garlik.

Uenighed blandt læger

Og netop dét er stridspunktet. For i alt fire overlæger er uenige om, hvorvidt den 47-årige mor kan have været sindssyg, da overgrebene blev begået i 2016 og 2017.

Lægen, der udarbejdede en mentalerklæring for moren, mener ikke, at hun har været sindssyg, og det samme er tilfældet med en enkelt læge i Retslægerådet, landets højeste lægefaglige instans. I det tre mand store råd er der dog to læger, som ikke vil udelukke, at moren kan have været sindssyg.

"Kan vi tillade os at tilsidesætte den opfattelse - en sådan lægelig faglighed? Der skal godt nok være vægtige grunde for at gøre det," fastslog Henrik Garlik.

Kræver markant straf

Anklager Birgitte Ernst lagde vægt på, at moren var i psykiatrisk behandling for mild depression fra 2013 til 2018, og dengang blev hun ikke vurderet sindssyg.

"Ingen personer i det lange forløb fandt, at hun var sindssyg. Efter min klare vurdering har vi ikke at gøre med en sindssyg person," lød det fra anklageren, som fortsatte:

"Hvis jeg kunne se et formål med behandling, ville jeg ikke protestere. Jeg har ført sager om dobbeltdrab, hvor jeg har anbefalet behandlingsdom. Der var et klart behov og formål. Det er der ikke i denne sag."

Anklageren forklarede, at hvis alle forhold havde været enkeltsager, så stod moren akkumuleret til over 20 års fængsel, men sådan udregner man ikke straf i Danmark.

"Men der er en lang række skærpende omstændigheder. Man skal gøre sig tanker om, hvad overgrebene har betydet for den her lille pige, og hvad det får af betydning. Hun (moren, red.) vidste udemærket, hvad hun gjorde. Hun ville hellere opfylde hans (aarhusianerens, red.) pædofile ønsker end beskytte sin egen datter. Det er en uhyrlig sag. Heldigvis en af få. Derfor er der heller ikke direkte sammenlignelig praksis. Men straffen skal være markant. Vi har en strafferamme, der siger 12 år, og jeg mener, vi skal ligge på 11,5 års ubetinget fængsel. Vi skal sende et signal til samfundet om markant straf."

Strafferammen for voldtægt af et barn under 12 år er 12 års fængsel.

Mor: Undskyld

Forsvareren insisterede på en behandlingsdom, men argumenterede for, at en eventuel fængselsstraf højest må ende med seks år.

"Vi næmere os jo niveauet for drab med 11,5 år. Det er altså meget, meget højt. Det er min klare opfattelse, at vi ikke er i den grove ende," fastslog Henrik Garlik.

Inden dommerne og nævningene forlod salen fik den 47-årige mor lejlighed til at komme med en sidste bemærkning.

"Jeg vil gerne have en behandlingsdom. Jeg ser det ikke som en frihed. Min dom vil være meget længere end både 12 og 20 år. Den går aldrig væk. Mine handlinger kan jeg aldrig sone fuldt ud. Det må jeg leve med resten af mit liv. Jeg vil gerne sige undskyld til min datter, hendes familie, og min egen familie."

Der forventes at blive afsagt strafkendelse klokken 14.30.

Publiceret 23 October 2020 12:44