De to nye ejere af bygningen, Søren Borel (t.v.) og Flemming Gerhardt-Pedersen, mens Spar-skiltet endnu hang på facaden. Privat foto.

De to nye ejere af bygningen, Søren Borel (t.v.) og Flemming Gerhardt-Pedersen, mens Spar-skiltet endnu hang på facaden. Privat foto.

Nyt navn: 'Projekt 54' - Feldballes nye erhvervscenter

En arbejdsgruppe er i gang med at realisere planer om helt nyt liv i den tidligere købmandsbutik i Feldballe

Af
Anette Bonde

feldballe Som bekendt lukkede 'Min Købmand' i Feldballe 25. juni, og de nye ejere af bygningen, Søren Borel og Flemming Gerhardt-Pedersen, har i fællesskab stiftet Feldballe Erhvervs Centrum ApS. Flemming Gerhardt-Pedersen er manden bag Dansk Maltwhisky Akademi i Bjødstrup, og Søren Borel står bag Borel Spirits ligeledes i Bjødstrup. Inden længe bliver den tidligree købmandsbygning deres nye base sammen med andre spændende erhvervsvirksomheder.

En gruppe af lokale borgere har grebet stafetten og arbejder videre i samme bane. De har nu dannet et forum med arbejdstitlen 'Projekt 54'.

Plads til købmand

Søren Borel og Flemming Gerhardt-Pedersen vil omdanne den gamle købmandsbutik til et centrum for handel og liv, og samtidig har de igangsat en istandsættelse af bygningen. Indvendig vil de dele det store butikslokale op i mindre enheder, så der kan blive plads til forskellige erhverv. Der er indtil videre indgået aftale med den nystartede virksomhed Kalø Vin & Whisky, en afdeling af forsikringsselskabet First og med Simons Brød, der flytter fra Skårup til Feldballe.

Flemming Gerhardt-Pedersen forventer at Kalø Vin & Whisky vil åbne midt i november og både Simons Brød og First omkring 1. december.

Han oplyser i øvrigt, at han og Søren Borel har udvalgt en god gin til at støtte deres projekt. Den udvalgte gin er produceret i Holland, og har nogle friske noter af citrus og varme krydderier. Overskuddet fra salget går ubeskåret til forskønnelse af Den Gamle Købmandsgård på Ebeltoftvej 54, Feldballe.

145 ledige kvadratmeter

I bygningen er der stadig 145 ledige kvadrater plus tilhørende lagerplads. Som nævnt har en arbejdsgruppe under arbejdstitlen 'Projekt 54' sat sig for at leje lokaler og genstarte en købmandsbutik i Feldballe med mulighed for andet indhold udover dagligvarer.

Jonathan Hvidbjerg, medlem af arbejdsgruppen, fortæller, at planerne er udvidet fra at genåbne en købmandsbutik til at danne et noget mere facetteret mødested i byen.

"Vi har planer om at lave den gamle købmandsbutik om til et fælles netværk med udgangspunkt i borgernes behov, det vil sige med salg af dagligvarer, afhentning af pakkepost og apotekervarer. Men også et digitalt knudepunkt for erhvervsliv og foreningsliv."

De nye ejere af købmands-bygningen i Feldballe har igangsat en istandsættelse af bygningen. Privat foto.

De nye ejere af købmands-bygningen i Feldballe har igangsat en istandsættelse af bygningen. Privat foto.

Han tilføjer, at der er mange ideer på bordet, og borgerne vil blive hørt i en spørgeskemaundersøgelse.

Andelsselskab

Jens Peter Mølgaard, medlem af arbejdsgruppen, oplyser, at man har valgt at køre projektet som et andelsselskab. Der sælges andele for 2500 kroner, og det er muligt at køre flere andele, dog i andelstankens ånd med én stemme pr person uanset antal andele.

"Vi satser på at få løbet butikken i gang med en stor del frivillige. Og hvis der dukker en person op, der vil drive den som privat forretning, kan vedkommende eventuelt lave den som anpartsselskab."

Jens Peter Mølgaard tilføjer, at gruppen har et rigtig godt samarbejde med Søren Borel og Flemming Gerhardt-Pedersen. Han er stensikker på, at projektet vil blive realiseret.

"Det har jeg en klippefast tro på. Der er ikke noget, der kan stoppe det."

Mindre grupper arbejder med hver sit emne, og så mødes man i det store forum en gang månedligt. Det seneste stormøde blev holdt 21. september, og næste gang der kaldes ind er torsdag 29. oktober klokken 19 - 21. Det er håbet, at det kan afholdes som et fysisk møde, enten på skolen eller i hallen.

Publiceret 22 October 2020 07:00